Som færdiguddannet civilingeniør (cand.polyt.) fra Aarhus Universitet står du med en internationalt anerkendt uddannelse med et fagligt og teoretisk niveau helt på linje med verdens fremmeste tekniske universiteter.
Civilingeniøruddannelserne retter sig mod samfundets udtalte behov for kreative, selvstændige specialister og analytikere, og du kommer derfor ud til et jobmarked med meget lav ledighed. Både danske og internationale virksomheder efterspørger højtuddannede og kompetente civilingeniører, og du har derfor som færdiguddannet alle muligheder for at vælge den karrierevej, der matcher din faglige specialisering og interesse.
Teknologi spiller en større og større rolle inden for stort set alle sektorer af samfundet, og den udvikling kommer kun til at fortsætte i fremtiden. Men uddannelsen cand.polyt. fra Aarhus Universitet ligger dit fremtidige arbejdsliv åbent for dig. Med de evner og kompetencer, du erhverver dig gennem uddannelsen, vil du kunne indgå selvstændigt og professionelt i både ingeniørfaglige og tværfaglige samarbejder inden for stort set alle brancher. Du får ikke bare kendskab til den nyeste teknologi - du er med til at skabe den.
Vælger du at læse til civilingeniør har du gode muligheder for at arbejde med forskningsdreven innovation. Mange studerende deltager som en slags ”juniorforskere” i større ingeniørvidenskabelige projekter. Her får du indsigt i forskningsmetoder og i arbejdet med at skabe ny viden og udvikle nye, banebrydende teknologier.
Hvis du har lysten og evnerne til det, kan du efter din civilingeniøruddannelse desuden søge en forskeruddannelse via en ph.d.-grad, hvor du gennem et treårigt forskningsprojekt i tæt samarbejde med instituttets forskere gradvist uddannes gennem kurser og personlig vejledning til selv at blive forsker. En mindre gruppe af de allerdygtigste vælger denne vej.