En 3-årig teknisk-naturvidenskabelig bacheloruddannelse er starten på den 5-årig civilingeniøruddannelse. Bacheloruddannelsen er først og fremmest en grunduddannelse, som giver dig et solidt fundament for dine videre studier. På alle civilingeniøruddannelserne får du stor viden om matematik og fysik, for det er vigtigt at have den naturvidenskabelige rygsæk fyldt op, når samfundets problemer skal løses. Samtidig får du indsigt i og overblik over flere forskellige faglige områder, så din basisviden er på plads, og du er kvalificeret til at begynde på den 2-årige kandidatuddannelse til civilingeniør, som bacheloruddannelsen automatisk giver dig adgang til.
Indholdet på bacheloruddannelsen er skræddersyet til, at du kan læse videre på den 2-årige kandidatuddannelse, og starter du din uddannelse til civilingeniør med en 3-årig bacheloruddannelse på Institut for Ingeniørvidenskab, får du derfor en naturlig progression i dine studier og et sammentænkt studieforløb.
Bacheloruddannelsen giver dig redskaber til at udvikle nye metoder, for en færdig civilingeniør skal ikke alene vide, hvordan teknologien fungerer, men er også selv med til at udvikle den nye teknologi. En civilingeniør tager det dybere spadestik og sat overfor et problem spørger man ikke kun ’hvordan’ men også ’hvorfor’.
Dine undervisere er alle forskere. De ved alt om den seneste teknologiske udvikling inden for deres felt samtidig med, at de viser vejen for, hvordan du skal arbejde som studerende: Nysgerrigt, analyserende og objektivt. Det er akademiske dyder, der gennemsyrer hele den 5-årige civilingeniøruddannelse fra første dag på bacheloruddannelsen til sidste dag på kandidaten.
Den 5 årige civilingeniøruddannelse starter med en 3-årige teknisk-naturvidenskabelige grunduddannelse (bachelor), som automatisk kvalificerer dig til den 2-årige kandidatuddannelse.