Da Phillip Lundqvist Moisen var 13 år gammel, fik han sit første job som fejedreng hos en lokal virksomhed nær Sønderborg.
Det var egentlig ikke en stor karriereplan. Han havde ødelagt skærmen på sin telefon, og hans forældre mente, at han selv måtte betale for en ny.
Så han gik ned til virksomheden og spurgte, om de havde et job til ham.
Det havde de.
Det blev begyndelsen på en interesse for teknik og maskiner, som siden førte ham videre til uddannelsen som industritekniker.
"Jeg blev fanget af miljøet og af, at det hele var så teknisk. Jeg syntes, det var spændende at se de store komponenter og maskiner blive bygget," fortæller den 24-årige sønderjyde.
I dag står han et helt andet sted i livet. Efter et år på online adgangskursus er han klar til at starte på ingeniøruddannelsen i mekatronik.
Ikke fordi han er blevet træt af sit fag.
Men fordi han gerne vil bygge videre på det.
Phillip blev udlært industritekniker i 2022 og arbejdede efterfølgende blandt andet med maskinopbygning.
Her opdagede han, at det ikke længere var nok kun at fremstille de enkelte komponenter:
"Som industritekniker får man ofte en tegning af en enkelt del, som man skal fremstille. Det er spændende, men jeg begyndte at savne at se hele projektet blive til virkelighed. Jeg ville gerne forstå, hvordan alle delene spiller sammen,” siger han.
Tankerne om at læse videre begyndte at fylde mere og mere.
Han vidste bare ikke helt hvordan.
"Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig noget mere. Hvad det præcis skulle være, vidste jeg ikke i starten."
Vendepunktet kom, da han opdagede en ingeniøruddannelsen inden for mekatronik.
Her kombineres mekanik, elektronik og styringsteknologi i udviklingen af blandt andet robotter og automatiserede systemer.
"Det var præcis det, der fangede mig. At man ikke kun arbejder med én del af et projekt, men med hele løsningen. Man skal både forstå styringen, de mekaniske dele og konstruktionen af det færdige produkt."
Som mange andre faglærte troede Phillip længe, at vejen til en videregående uddannelse var meget lang og besværlig.
Derfor blev han overrasket, da han fandt ud af, at han kunne kvalificere sig til ingeniørstudiet gennem adgangskursus.
Adgangskursus er en etårig gymnasial uddannelse målrettet blandt andre erhvervsuddannede, som ønsker at læse videre til ingeniør.
For Phillip blev online-modellen afgørende.
På det tidspunkt skete der mange ting i hans privatliv, og en flytning til en anden landsdel var ikke en realistisk mulighed.
"Jeg fandt ud af, at adgangskursus i Herning kunne tages online. Det passede meget bedre til min situation. Økonomisk kunne det ikke hænge sammen at flytte, og jeg havde heller ikke lyst til at rive teltpælene op."
Selvom undervisningen foregik hjemmefra, blev han positivt overrasket over fællesskabet.
“Jeg var ret skeptisk i starten. Jeg vidste ikke, om jeg var typen, der kunne studere hjemmefra, og jeg var bekymret for, om jeg kunne følge med. Men man bliver taget med i undervisningen, lærerne er nemme at få fat på, og der er studiegrupper og fællesskab online. Jeg følte mig faktisk langt mere inkluderet, end jeg havde forventet.”. Han fortsætter: "Muligheden for at læse online gjorde, at jeg kunne studere uden at flytte. Det gav mig en kæmpe frihed! For mig var det en måde at udvikle mig fagligt uden at skulle vende hele mit liv på hovedet."
Adgangskursus kræver en indsats, understreger Phillip.
Særligt matematikken gav udfordringer undervejs.
"Man skal forvente, at det er svært. Der skal lægges mange timer i det, og man skal sørge for at have tiden til det."
Alligevel er han ikke i tvivl om, at beslutningen var den rigtige.
“Det kræver lidt ekstra selvdisciplin, men undervisningen og fællesskabet fungerer overraskende godt.”
Til sommer begynder han på mekatronikuddannelsen i Sønderborg, og han ser ikke sin tid som industritekniker som noget, han lægger bag sig.
Tværtimod.
"Jeg føler, at det jeg har lært med hænderne, giver mig en stærk baggrund for det, jeg gerne vil bagefter. Jeg forstår processerne, hvordan ting bliver fremstillet, og hvordan man kan optimere dem."
Han forventer, at netop den erfaring bliver en fordel som kommende ingeniør.
"Jeg kommer måske ikke selv til at stå og fremstille tingene på samme måde længere. Men jeg tror, at den måde, jeg kommer til at løse problemer på som ingeniør, vil tage udgangspunkt i det, jeg har lært som industritekniker."
Hans råd til andre faglærte, der går med tanker om at læse videre, er enkelt:
"Hvis du har en idé om, hvad du gerne vil, så sæt dig ned og undersøg mulighederne. Der er flere veje, end man måske lige tror."