Leddegigt? Som 28-årig? Jan Jeppesens fremtidsplaner ændrede retning i sommeren 2019, da hans krop – ud af det blå – begyndte at gøre ondt, når han var på arbejde.
Jan var betonarbejder, og han var glad for det. Arbejdsmiljøet, lønnen, de varierende arbejdsopgaver og projekter, gjorde, at det var det bedste arbejde, han nogensinde havde haft. Han elskede at gå på arbejde, og det havde han gjort de knap fire år, han havde været der.
Lige indtil kroppen – og især hænderne - begyndte at gøre rigtig ondt.
I januar 2020 blev Jan sygemeldt fra sit arbejde som betonarbejder, og han blev nødt til at træffe en beslutning om, hvilken retning hans liv nu skulle tage.
Han ville gerne tage en ny uddannelse, men kunne han det? Og hvilken uddannelse skulle det være? Sidste gang han var på skolebænken, var i 10. klasse på efterskole for 14 år siden. Og han fik ikke gode karakterer.
Noget andet var: hvordan dælen går man lige fra en god løn som håndværker til en SU?
En bekymringsfyldt samtale mellem Jan og hans kæreste i februar pegede hans tanker i en retning:
”Jeg kan jo ikke bare lige læse til ingeniør,” sagde Jan efterfulgt af et dybt suk.
”Hvorfor egentlig ikke?,” spurgte hun.
Det var jo et godt spørgsmål, som gav stof til eftertanke. For kunne han det med sin baggrund? Han var jo håndværker, så det var måske ikke helt dumt at læse til ingeniør. Det gav ham mod på at læse lidt om uddannelsen.
I dag læser Jan fag op på adgangskursus, for hans drøm er at blive maskiningeniør.
Jan blev uddannet og ansat som automekaniker i 2013. Flere faktorer gjorde, at han hurtigt så sig om efter et nyt arbejde. På det tidspunkt begyndte Vestas i Lem at ansætte mange nye folk til natarbejde i deres vingeproduktion, og Jan blev en af dem.
12 timers-vagterne og den omvendte døgnrytme satte sig i kroppen. Jan følte sig efterhånden som en zombie.
Et par af Jans brødre var betonarbejdere, og det vakte hans interesse. Efter knap to år hos Vestas, skiftede Jan branche og blev ansat samme sted som sine brødre i Aarhus.
Da Jan fik bøvl med kroppen, stod han over for en stor beslutning om, hvilken uddannelse han så skulle tage. Det skulle være en uddannelse, hvor han i sin kommende arbejdsfunktion ikke ville blive fysisk belastet, og som han kunne bestride resten af sit arbejdsliv. Ikke mindst skulle det interessere ham. I lang tid var det rigtig svært at forholde sig til.
”På grund af min sygdom blev jeg nødt til at indse, at det var nu, jeg skulle tage en ny uddannelse. Men var jeg ikke kommet til den erkendelse, havde jeg slået problemet hen og fundet noget andet ufaglært, fysisk krævende arbejde og overbevist mig selv om, at det gik fint. Men så ville jeg nok have belastet min krop i stykker, førend jeg ville indse, at det ikke var fysisk hensigtsmæssigt for mig og i overensstemmelse med, hvad jeg egentlig gerne vil,” fortæller Jan.
Jan kendte en gut, der, ligesom ham selv, var uddannet håndværker, og som havde taget et adgangsgivende kursus for at kunne læse til ingeniør. Han var en rigtig god sparringsmakker, og han overbeviste Jan om, at han kunne gøre det samme.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Jan bor i Lemvig med sin familie, så uddannelsens beliggenhed skulle også være inden for en overkommelig afstand.
Det viste sig, at Herning havde alle svarene.
”Da jeg læste om de forskellige ingeniøruddannelser, blev jeg meget interesseret i maskinteknik, da det læner op ad min uddannelse som automekaniker. At jeg så kunne læse den i Herning, var et kæmpe plus, for jeg troede ellers, at jeg skulle til Aarhus eller Odense, for at jeg kunne det,” fortæller Jan og fortsætter:
”Det er afgørende, at uddannelsen er i Herning. Jeg bor i Lemvig med min familie, og det tager kun 50 minutter i bil at komme frem eller tilbage, så studiet kan godt hænge sammen med familielivet. Hvis ikke uddannelsen havde været i Herning, var jeg nok gået på kompromis og havde valgt en anden uddannelse i byen.”
Det var med adskillige spekulationer i rygsækken, at Jan startede på adgangskursus. Han havde ikke taget skoletiden så seriøst, så hans karakterer var ikke prangende. Desuden var det 14 år siden, da han gik på efterskole, at han sidst havde siddet til en klassisk skoleundervisning.
Så kunne han mon følge med, og kunne han trives i undervisningsmiljøet efter at have arbejdet som håndværker i mange år?
”Jeg var supernervøs for at starte på adgangskursus, for gad vide om jeg var på niveau med de andre. Jeg klarede mig ikke vildt godt i skolen, og jeg tænkte, at ingeniørstudiet kræver et fagligt niveau, som jeg tvivlede på, at jeg mestrede. Inden jeg besluttede mig for at læse fag op, virkede det uopnåeligt. Desuden havde jeg ikke brugt en computer i skolen siden efterskolen, så jeg var nervøs den første dag, hvor jeg skulle sætte min computer op,” fortæller Jan og fortsætter:
”Men jeg synes, det går rigtig godt. Nogle gange kan det godt gå lidt stærkt i undervisningen, men den er bygget godt op, så det giver mening, hvis man giver det en skalle. Der er også en god atmosfære på holdet. Det er godt, at holdene er små, for der er god tid til hver enkelt. De sproglige fag har jeg sværest ved, og det er trygt for mig at skulle sige noget i plenum, når vi ikke er så mange på holdet.”
Jan læser alle fag op: matematik, dansk, engelsk, fysik og kemi. Det er et fuldtidsstudium. Med en kæreste og en søn på 16 måneder skal tiden disponeres godt.
Efter adgangskursus har han en plan om at starte på maskinteknik i Herning til næste år. Uddannelsen er i god forlængelse af hans faglige baggrund som automekaniker, og han mener, at den vil kunne åbne nogle døre:
”Jeg vil gerne blive boende i Lemvig, og jeg tror, der er god mulighed for at få arbejde i Midt-og Vestjylland, fordi der er nogle produktioner, hvor jeg måske kan være med til at udvikle og forbedre maskiner. Jeg ved endnu ikke, hvilket område jeg vil specialisere mig inden for, men jeg glæder mig til at starte på uddannelsen,” siger Jan.
