Peter er uddannet køleteknikker og har brugt fire år af sit liv på at servicere lastbilsanlæg. Han har et ar på armen, der minder ham om den tid, han nu har lagt bag sig. Men ellers er hans liv forandret. Nu bor han i byen, har fundet glæden ved at lære og drømmer om en karriere som ingeniør i internationale firmaer.
Lige siden han var en lille dreng og fik sit første samlesæt fra Lego, har han vidst, at han skulle være ingeniør. I skolen klarede han sig fint. Matematikken og fysikken faldt ham nemt. Han var ikke typen med de store armbevægelser, men han leverede en solid indsats på trods af den undervisning, der forekom ham temmelig kedsommelig.
LÆS OGSÅ: "Jeg skal være ingeniør, og det er jeg stolt af"
”Jeg kan huske, at mine lærere fik bekymringsrynker i panden, da det gik op for dem, at jeg ikke ville gå den almindelige vej og på gymnasiet. Jeg tror også, at min familie syntes, jeg spildte mit boglige talent, da jeg sagde, jeg ville være køleteknikker. Men jeg var dødtræt af skolen. Jeg ville ud og røre ved noget, opleve arbejdsmarkedet og skabe noget i virkeligheden,” fortæller Peter.
I dag er Peter overbevist om, at han har valgt den helt rigtige uddannelsesvej. Snart afslutter han Adgangskursus og starter på ingeniørstudiet. Den erfaring, han tager med sig fra de hårde regnvejrsdage under lastbilerne, er han helt sikker på, vil komme ham til gavn som færdiguddannet ingeniør.
Han sigter efter et job, hvor han stadig kan arbejde med køl – men med dimensionering og design af helt nye anlæg. ”Jeg kommer til at springe alle begynderfejlene over. Uanset, hvor klog jeg bliver, vil jeg altid have en indre tekniker, der hvisker til mig: Kommer det her nu også til at holde i virkeligheden,” siger han.
Arret på hans arm stammer i øvrigt fra en ulykke med en kompressor, hvor han skulle skifte pakdåse. ”Jeg vidste, at de pakdåser var et dårligt valg til formålet. Og jeg vidste, at jeg ville komme til at skifte dem igen. Det var der, jeg fik min arm i klemme. Nu kan man sige, at jeg har et varigt symbol på min krop, der minder mig om, hvor jeg kommer fra.”
Om undervisningen på adgangskursus fortæller Peter, at den er som skræddersyet til ham. Den er målrettet en ingeniøruddannelse uden mange af de gymnasiefag, som egentlig er overflødige i forhold til at blive optaget.
Peter husker stadig lærerens ord på den første skoledag på adgangs- kursus: "Jeg skal lære jer at regne og skrive på gymnasialt niveau, men det er ikke det vigtigste. I skal lære at tænke selv, for kun sådan bliver I gode ingeniører".
LÆS OGSÅ: "Jonas var murer og Rune var tømrer, nu er de bygningsingeniører"
Og han fik ret. På adgangskursus har Peter matematik, men han bruger formlerne på virkelige problemstillinger. Det kan være, at han regner på, hvordan man får Storebæltsbroen til at holde eller et dæmningsbyggeri til at fungere. I engelsk lærer han grammatik, men teksterne handler måske om motorteknologi til rumfart.
”Jeg havde virkelig troet, at det her var halvandet år, der bare skulle overstås. Men det er helt anderledes. Jeg engagerer mig på en helt anden måde, end jeg før har gjort. Undervisningen er interessant, og jeg keder mig aldrig,” siger han. Og så er der selvfølgelig det sociale. ”Vi er murere, tømrere, frisører, malere og alt muligt andet, og vi har det bare godt sammen i klassen. Vi kommer alle med en modenhed og erfaring, som gør fællesskabet ret unikt.”
Mange ting er forandret i Peters liv, men en ting er, som det altid har været. Det drejer sig om bilen. Den står der stadig. Når man tilpasser sig en ny økonomisk situation på SU, må man for alvor blive skarp på sine materielle prioriteringer, men Peter er aldrig i tvivl. ”At sælge min bil ville være at sælge min sjæl. Det er frihed og hobby på en gang. Jeg er flyttet i lejlighed tæt på skolen, så i bund og grund ville jeg kunne nøjes med en cykel. Til gengæld har jeg studiejob på en teglstensfabrik, og det giver mig lidt luft i økonomien.”
