Aarhus Universitets segl

Gymnasielærerdag på Faculty of Technical Sciences d. 13. november 2025

Den 13. november 2025 indbyder Faculty of Technical Sciences til Gymnasielærerdag på Campus Katrinebjerg.

Der er rundstykker og kaffe fra 08:15-09:00 og så kører vi ellers på til 15:15.

Vi har sammensat et program med nogle nedslagspunkter i noget af den spændende forskning, der foregår på fakultetet.

Deltagelse er gratis og vi giver frokost og forfriskninger undervejs.

Frist for tilmelding er 11. november kl. 12:00. Tilmelding ske ved mail til hjh@au.dk.

Vel mødt!

Adressen er:

Institut for Elektro- og Computerteknologi
Bygning 5122-122
Finlandsgade 22
8200 Aarhus N

Tidspunkt

Aktivitet

08:15 – 09:00

Ankomst og morgenbrød

09:00 -  09:45

Hvem er de nye ingeniørstuderende?

Louise Møller Haase tiltrådte som ny prodekan for uddannelse på Faculty of Technical Sciences den 1. april

2025.

Et af de spørgsmål, der ligger hende på sinde er, hvordan vi skaber de bedste uddannelser og de bedste læringsvilkår for de studerende på vores universiteter. Det er der nok ikke noget nemt svar på, og slet ikke med de omfattende reformer som universiteterne står overfor. For ikke at nævne reformerne på gymnasieområdet, der påvirker hele fødekæden. Men hvem er de egentlig, de nye ingeniørstuderende vi optager i dag? Hvem er det, der vil være ingeniør i dag? Hvilke valg - og fravalg - har ført dem frem til os? Hvad betyder det for deres forventninger til os? Og kan vi spå noget om, hvad de forskellige reformer kommer til at betyde for fremtidens ingeniørstuderende?

v. Louise Møller Haase, Prodekan for Uddannelse, Faculty of Technical Sciences

09:45 -  10:30

Regenerativt byggeri og fremtidens boliger

Den planetære grænse for klimaforandring er overskredet, og vi lever i dag med en forhøjet risiko for katastrofale klimaforandringer. Overskridelsen skyldes en stor og stigende mængde af drivhusgasser i atmosfæren skabt af menneskelig aktivitet. Udslippet af disse drivhusgasser kommer i høj grad fra menneskets byggeaktiviteter. I dette foredrag relateres dansk byggeri til bæreevnen af Jordens økosystemer og der gives bud på hvordan byggeri skal ændre sig hvis vi ønsker at vende tilbage til de planetære grænser. Vi skal se på byggeriet i et livscyklusperspektiv og hvordan bygninger kommer til at spille en mere aktiv rolle i omstillingen til vedvarende energi.

Steffen Petersen er professor i bygningsvidenskab på Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet, hvor han forsker og underviser i bæredygtigt design og drift af bygninger.

v. Steffen Petersen, Professor, Institut for Byggeri og Bygningsdesign

Livets skjulte kræfter

Hvordan mærker celler verden omkring sig – og hvorfor betyder det noget for fremtidens medicin? I dette oplæg dykker vi ned i mechanobiologiens fascinerende univers, hvor tryk, træk og spænding ikke bare former celler, men også vores forståelse af sygdomme som Alzheimer og blodpropper. Vi ser på, hvordan mekaniske signaler kan styre stamcellers skæbne – og hvordan denne viden baner vejen for nye behandlinger,

der ikke bare lindrer, men måske helbreder.

v. Jens Vinge Nygaard, Lektor, Institut for Bio- og Kemiteknologi - Medical Biotechnology

10:30 – 11:30

Pause

10:45 – 11:30

Cybersikkerhed er samfundssikkerhed

Det danske samfund er et af de mest digitaliserede i verden, hvilket samtidigt gør det til et af de mest sårbare overfor IT-nedbrud og hackerangreb.

Efterhånden som de teknologiske forsvar mod cyberangreb bliver bedre, retter hackerne i stedet fokus mod de mennesker der benytter IT-systemerne. Dette betyder at nationens cybersikkerhed i stigende grad er afhængig af at vi alle er opmærksomme på farerne for cyberangreb og i

fællesskab udvikler en cybersikkerhedskultur med en god hygiejne i vores omgang med IT-systemer. Det første skridt i denne udvikling er at forstå de sårbarheder i IT-systemer, som hackere søger at udnytte og de tekniske sikkerhedsmekanismer der skal forhindre dette (og som hackerne har behov for vores hjælp til at omgå). Det er disse sårbarheder, sikkerhedsmekanismer og angrebsvektorer præsentationen fokuserer på.

v.Christian Damsgaard Jensen, Professor i Cybersikkerhed, Institut for Elektro- og Computerteknologi

Fremtidens fødevaresystemer

Kan man virkelig lave æg uden høns og oksekød uden ko? Vi dykker ned i fremtidens fødevaresystemer, og ser på nye proteinkilder som kultiveret kød, plantebaserede ægge-erstatninger og protein udvundet fra græs.

Der vil være noget for både smags- og synssanserne.

v. Asger Munch Smidt-Jensen, Business Developer, Department of Food Science

11:30 – 12:15

Søvn og kognition

Dårlig søvn har øjeblikkelige negative konsekvenser for kognitive evner såsom opmærksomhed, hukommelse,

problemløsning, følelsesmæssig bearbejdning og dømmekraft. Derudover er der stigende evidens for, at utilstrækkelig søvn over længere tid øger risikoen for kognitiv tilbagegang, demens og livsstilsrelaterede

sygdomme.

Oplægget kommer blandt andet omkring det søvneksperiment som Andreas Mogensen udførte på sin seneste tur ud i rummet og det gymnasietilbud, der er udviklet i den forbindelse.

Center for Ear-EEG er et forskningscenter ved Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus

Universitet. Centret råder over topmoderne laboratoriefaciliteter og en internationalt førende forskergruppe.

v. Preben Kidmose, Professor, Institut for Elektro- og Computerteknologi - Biomedical Engineering

De grønne dyr

Hvordan kan vi producere bæredygtigt protein til vores hus- og kæledyr ved at udnytte græs og andre grønne afgrøder?

I dette oplæg gives et indblik i den nyeste forskning i grønt protein som alternativ til soja og andre importerede fodermidler til heste, grise og hunde. Vi diskuterer både potentialer og udfordringer ved at tænke nyt omkring fremtidens fodermidler, og vi viser, hvordan gymnasieelever kan opleve teknologien helt tæt på i AU Viborgs undervisningsforløb. Samtidig præsenterer vi uddannelsen i Dyrevidenskab ved Aarhus Universitet, hvor netop bæredygtig fødevareproduktion og dyrevelfærd er i centrum.

v. Maria Eskildsen, Adjunkt, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab - ANIVET Ernæring af enmavede dyr (MONU)

12:15 – 13:00

Frokost

13:00 – 13:45

Overgangen fra gymnasiet til universitetet

v. studerende

13:45 – 14:30

The Kitchen - fra ide til virksomhed

Aarhus Universitetet er storleverandører af startupvirksomheder. I The Kitchen har universitetet skabt et unik miljø, der hjælper studerende og forskere med at blive entreprenører og omsætte deres ideer og forskning til virksomheder.

v. Steen Villladsen, Business developer ved The Kitchen

14:30 – 15:15

Rundvisning i LABs på Campus Katrinebjerg

Møde med fagkonsulenten (HTX)

v. Anders Dannevig, Fagkonsulent i Teknologi