Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Før var han tømrer. Nu udvikler han software til forsvaret

For Martin har tanken om at uddanne sig til ingeniør altid været der på en eller anden måde. Han er uddannet tømrer og arbejdede i faget i fem år, inden han meldte sig under fanerne hos kamptropperne.

”Jeg lavede engang et lille program for min far – et ordresystem til fakturaer og til at holde styr på økonomien. Det var meget simpelt. Jeg har nok altid haft en interesse for it, og så har jeg altid gerne villet have et arbejde, hvor jeg kunne udvikle noget helt nyt og arbejde med noget innovativt. Og jeg har altid gerne villet have overblikket og træffe de store beslutninger,” siger Martin.

LÆS OGSÅ: "Jeg skal være ingeniør, og det er jeg stolt af"

Men ingeniørstudiet kom ikke af sig selv. Faktisk troede han ikke, det var muligt for ham overhovedet at tage uddannelsen:

”Jeg havde ikke gået i skole i 11 år, og jeg var en elendig elev, dengang jeg gik i folkeskolen – jeg kunne ikke sidde stille og koncentrere mig. Jeg skulle bare ud og lave noget med mine hænder. Dengang havde jeg aldrig forestillet mig et job bag et skrivebord. Som tømrer var jeg jo vant til at være ude på et tag hele tiden, og som soldat var vi altid ude i regn og slud.”

”Jeg fandt ud af, hvordan man går i skole”

Ved et tilfælde opdagede Martin, at han kunne tage et 1-årigt adgangskursus, som gav adgang til ingeniørdrømmen:

”Nu kunne man pludselig sidde indenfor med en kop kaffe og lære noget. Det var faktisk vildt fedt, og der var et fantastisk sammenhold og virkelig gode lærere. Det var først, da jeg startede på adgangskurset, jeg fandt ud af, hvordan man faktisk går i skole. Og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var god. At jeg kunne følge med,” fortæller han.

LÆS OGSÅ: "Jonas var murer og Rune var tømrer, nu er de bygningsingeniører"

Da Martin gik videre på diplomingeniøruddannelsen i Informations- og kommunikationsteknologi (IKT- ingeniør) på Aarhus Universitet, fandt han meget hurtigt ud af, at han ikke behøvede bekymre sig om fremtidige jobs. De skulle nok komme. Det var mere et spørgsmål om at vælge: ”På Ingeniørhøjskolen er der masser af arrangementer og karrieredage, hvor man kan møde en hulens masse virksomheder, som bare rigtig gerne vil snakke med dig, også selvom du er helt nystartet, og der går 3,5 år, inden du er færdig. Så faktisk allerede før vi var startet på studiet følte man, at der var meget at vælge imellem, og at der var rift om os. Det var rart at se, at virksomhederne var til stede, og at de var ivrige efter at tale med os. Det gav ro på studiet,” siger han.

Job til alle

Martin var i ingeniørpraktik i it-virksomheden Systematic i et halvt år. Da han tog afsked med Danmark for at rejse et semester til New Zealand, aftalte han med sin projektleder fra Systematic, at han skulle komme tilbage og arbejde for dem, når han kom retur til Danmark. Og hans historie er ikke unik. Størstedelen af hans medstuderende var faktisk i samme situation, og ikke én stod uden job, da eksamensbeviserne blev overrakt.


Læs mere om:

Martin startede med adgangskursus og læste efterfølgende til diplomingeniør i Informations- og kommunikationsteknologi
"Jeg var en elendig elev i folkeskolen og kunne ikke sidde stille. Jeg skulle bare ud og lave noget med mine hænder", fortæller Martin.