Aarhus Universitets segl

Frederik arbejder med indfarvning af aluminium hos Bang & Olufsen

Frederik Linding Povlsen læser til diplomingeniør i Kemi. Han har været i praktik hos Bang & Olufsen og givet sit bidrag til den fremtidige produktion af high-end aluminiumsprodukter.


Hvad laver en kemiingeniør hos en af verdens måske mest ikoniske designvirksomheder inden for lydsystemer, højttalere og fjernsyn?  Det samme tænkte Frederik, da han fik muligheden for at komme i praktik hos Bang & Olufsen i Struer. 

Det seneste halve år er han blevet klogere. Her har han været en del af Bang & Olufsens Factory 5, som primært beskæftiger sig med overfladebehandlet aluminium. 

"Kvalitet i B&O-produkter handler jo ikke bare om lyd og billede, men om gennemtænkt design, og her spiller overfladen en stor rolle for oplevelsen. Jeg har arbejdet indfarvning af aluminiumsprodukter, som sker gennem en elektrokemisk overfladebehandling, man kalder anodisering," siger Frederik.

Kunsten at ramme den samme farve

Når man arbejder med anodisering, forøger man oxidlaget på aluminiumsoverfladen ved at sænke det i et elektrolytisk bad. Det er i denne proces, at man har mulighed for at indfarve aluminiummet, så det bevarer det metalliske spil, forklarer Frederik Linding Povlsen:

"Bang & Olufsen har været frontløber på den metode, og det har derfor været meget spændende som praktikant at blive involveret i deres udviklingsarbejde. Som kemiingeniør har jeg kigget på mulighederne for at optimere og sikre stabilitet i anodiseringsprocessen, så vi kan minimere procesvariationer uden at gå på kompromis med aluminiummets metalliske æstetik og holdbarhed. Den største ingeniørmæssige udfordring for mig vil jeg nok sige har været at arbejde med et procesdesign, der skal implementeres i en industriel virkelighed, der ikke altid svarer én til én til teorien. Det har jeg lært vildt meget af," siger han.

"Man kan sagtens skabe værdi som praktikant"

Frederik fortæller, at han har lært utroligt meget som praktikant, men samtidig at han også har bidraget med sin viden fra uddannelsen.

"Det er fedt at opleve, at man kan bruge den viden, man har fra universitetet til noget, der er meget konkret og kan skabe værdi i en virksomhed. Samtidig føler jeg, at jeg har været en del af teamet, og at min indsats er blevet værdsat. Det mest lærerige for mig har nok været at komme ud af laboratoriet og finde ud af, at virkeligheden er uforudsigelig, og at der ikke altid findes en perfekt løsning. Som ingeniør skal man kunne håndtere virkelighedens begrænsninger og nogle gange tænke ud af boksen," siger Frederik Linding Povlsen. 

Frederik har fået løn i hele sin praktikperiode.