Mohammed Al Dalawi har altid interesseret sig for små ting. Han har interesseret sig for atomer, molekyler og mikroorganismer og prøvet at forstå, hvordan kroppen virker.
Måske er det dybest set det, der har banet hans vej ind på en ingeniøruddannelse og i retning af en forskerkarriere, for det har ellers aldrig rigtig ligget i kortene.
Efter folkeskolen færdiggjorde han grundforløbet på teknisk skole, men han blev ikke for alvor fanget af håndværksfaget. Han begyndte at undersøge, hvor han kunne forfølge sin interesse for menneskekroppens mindste byggesten, og det blev tydeligt for ham, at han skulle være ingeniør inden for det bioteknologiske område.
”Jeg stod lidt alene med den beslutning. Min far har et pizzaria, og min mor er førtidspensionist, så man kan ikke sige, at jeg kommer fra et bogligt hjem. De bakkede mig selvfølgelig op, men det var en fremmed verden for dem,” siger Mohammed Al Dalawi.
Han søgte ind på adgangskursus til ingeniøruddannelserne, og det blev hans åbning til diplomingeniøruddannelsen i Bioteknologi.
I det seneste halve år har Mohammed været i praktik på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Han har forsket i proteinet NaPi-2b, der bliver udtrykt at et specifikt gen. Hans hypotese er interessant. Kan det være mutationer af dette specifikke gen, der forårsager forkalkninger af hjerteklappen?
”Genet SLC34A2 udtrykker et protein, som ser ud til at holde styr på kalkbalancen rundt om hjertet. Hvis genet muterer, så opstår der forkalkninger, og måske er det en af forklaringerne på, hvorfor hjertesygdomme opstår,” siger Mohammed Al Dalawi.
Mohammed indgik som en del af et dedikeret forskerteam. Som ingeniørstuderende var hans opgave at sammenholde patientbilleder af hjerteklapper og blodprøver og undersøge, om han kunne finde en sammenhæng mellem forkalkningsniveauet og koncentrationen af proteinet.
De videnskabelige resultater er er endnu ikke offentliggjort, men meget tyder på, at der er noget at arbejde videre med.
”Det er fantastisk spændende at forske i, men også meget krævende. Ingeniørmæssigt er det især en stor udfordring at selektere de antistoffer, der gør det muligt at måle koncentrationen af proteinet,” siger Mohammed Al Dalawi.
Artiklen fortsætter under billedet
I hele sin tid som praktikant knoklede han med en arbejdsuge, der strakte sig langt udover de normale 37 timer. Dagene i laboratoriet fløj afsted, og han fik for alvor en smagsprøve på livet som forsker.
”Man føler sig som en detektiv på sporet af noget, der kan få stor betydning. Man er holdspiller i et team, og sammen jagter man gennembruddet. Det er ekstremt motiverende, men også drænende. Der er så meget, der kan gå galt. Du skal hele tiden være koncentreret. Man tænker på sin forskning, når man slår øjnene op, og før man går i seng. Selv når man spiser, sidder man og tænker på det. Det at være forsker er en livsstil,” siger Mohammed Al Dalawi.
Mohammed har lært en hel del om gener, antistoffer og hjertets anatomi. Han har lært, hvad det vil sige at arbejde med forskning på højeste niveau, og han har lært, hvordan han som ingeniør kan bidrage til den biomedicinske udvikling.
Men han har også lært, hvad det vil sige at være i et fællesskab uden fordomme. Han arbejdede sammen med forskere fra hele verden på forskellige akademiske niveauer. Det betød ikke noget – de havde en fælles sag.
”Jeg følte mig enormt inkluderet i gruppen. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har følt mig mere hjemme. Der var folk fra hele verden, og det at have en særlig etnisk og kulturel baggrund blev klart set som en styrke,” siger Mohammed Al Dalawi.
Mohammed Al Dalawi skal nu i gang med sit bachelorprojekt, som også har et forskningsfokus. Han skal undersøge sammenhængen mellem koncentrationen af selenium kroppen og risikoen for alvorlige hjertesygdomme.
Når han er færdig som diplomingeniør vil han læse videre på kandidatoverbygningen til civilingeniør og senere gå forskervejen på et universitet eller i en virksomhed.
”Havde du spurgt mine lærere i skolen, om de havde troet, jeg skulle havne på et universitet, og at jeg skulle forske i hjertesygdomme, så ville de have sagt nej. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg er glad for de muligheder, jeg fik,” siger Mohammed Al Dalawi.
