Hvad laver en ingeniør, der har læst Kemi og fødevareteknologi? Det er der selvfølgelig ikke bare et svar på, men de fleste arbejder med en eller anden form for innovation i fødevarebranchen, hvad enten det handler om udvikling af nye produkter, ingredienser, teknologisk udstyr eller optimering af produktionsprocesser.
Her kan du møde 27-årige Camilla Ahrenkiel, som er i praktik hos Arla Foods Ingredients.
Alder: 27 år
Studie: Diplomingeniør i Kemi og fødevareteknologi
Praktikvirksomhed: Arla Foods Ingredients
Jeg har drømt om alt fra superstjerne til lærer. Men som 13 årig fik jeg job i Kvickly, og allerede her begyndte jeg faktisk at få en interesse for fødevares kvalitet og holdbarhed. Hvordan kunne man forbedre det med for eksempel tilsætningsstoffer og emballage? Her fik jeg også en stor interesse for Fødevarestyrelsen, hvor deres rejsehold virkelig fangede mig og blev en fremtidsdrøm.
På mit andet år på gymnasiet. Jeg mødte en, der læste til ingeniør inden for bioteknologi. Den startede jeg også selv på, men fandt hurtigt ud af, at min hovedinteresse var inden for fødevarer. Derfor var det også naturligt at skifte.
Det bedste ved studiet var for mig at se, hvor mange forskellige typer, der kunne samles om en interesse inden for fødevarer. Det gælder både de studerende, men i særdeleshed også nogle af underviserne. Vi har haft undervisere, der er eksperter inden for det område, de underviser i. Det har man virkelig kunnet mærke i deres måde at lære fra sig med stort engagement.
Det værste har været, at det stadig er en ret ny uddannelse, så vi kan ikke spejle os i færdiguddannede ingeniører på arbejdsmarkedet, og arbejdsmarkedet kender os ikke endnu. Det har også betydet, at nogle af vores undervisere har været meget dygtige inden for kemi, men måse ikke vidst så meget om fødevaredelen. Her skal det dog siges, at langt de fleste er meget interesserede i den del og suger ny viden til sig.
Hvor mange af mine medstuderende nok vil se sig selv inden for proces- og produktudvikling, ser jeg mig selv arbejde med kvalitet og fødevaresikkerhed - gerne også med noget regulatorisk. Om det bliver inden for Fødevarestyrelsen eller en virksomhed som Arla Foods Ingredients må tiden vise. Hvis det bliver en fødevarevirksomhed, håber jeg på, at jeg kan være med til at auditere virksomhedens leverandører eller stå for kundeaudits af selve virksomheden. På et af vores første kurser på uddannelsen, havde vi besøg af én fra virksomheden Chr. Hansen, der solgte deres kulturer. Det var virkelig fascinerende, hvordan hun både kunne sælge og have en masse teknisk viden - så måske jeg vil snuse til det, når jeg har prøvet kvalitet og fødevaresikkerhed af.