Studerende fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet har i samarbejde med Grundfos A/S og Poul Due Jensens Fond udviklet en ny type teknologi til solceller, der gør det muligt at skaffe rent vand på en bæredygtig måde.
Løsningen består af et solcelleanlæg på 74kW, der driver en frekvensomformer og motor til en pumpe i et højt specialiseret design.
Systemet leverer omkring 80000 liter vand i timen til lejrens flygtninge.
”Der ligger rigtig mange overvejelser bag designet. Jeg har for eksempel arbejdet med at analysere og teste løsningen, så vi kan leve op til de sikkerhedsstandarder, vi kender fra de vestlige lande,” siger Tobias Malik Vermehren, diplomingeniørstuderende i Elektrisk energiteknologi, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.
Det soldrevne vandsystem forsyner i dag over en tredjedel af flygtningene i Nyarugusu med rent og bæredygtigt vand, og det er dermed en vigtig showcase for resten af verden.
”Løsningen er til stor fordel for flygtningene, og samtidig reducerer det udledningen af drivhusgasser markant. Det er en showcase for det internationale samfund, fordi det bliver tydeligt, at det er muligt at designe vandforsyningssystemer i stor skala baseret på solenergi,” siger Tobias Malik Vermehren.
Mange af verdens flygtningelejre har problemer med at opnå en tilstrækkelig stabil og ren vandforsyning, og den samlede forureningsgrad fra de dieseldrevne pumpesystemer er stor.
Tobias Malik Vermehren var med til at udvikle forsyningssystemet i sin ingeniørpraktik hos Grundfos. Sammen med den amerikanske NGO, Water Mission, tog han til Tanzania og etablerede den første installation af systemet.
Da Tobias Malik Vermehren i sin tid skulle vælge uddannelse, var det et ønske om at komme til at arbejde med FN’s Verdensmål, der fik ham til at søge ind på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologi. Derfor var han ikke i tvivl, da han fik muligheden for at arbejde med vandforsyning til flygtninge.
”Her blev det helt konkret, at jeg kunne gøre en forskel med min ingeniørmæssige viden. Jeg fik jo lov til at arbejde med to hovedproblemstillinger på én gang: rent drikkevand og vedvarende energi. Jeg håber, at jeg får muligheden for at fortsat gøre en forskel i mit fremtidige arbejdsliv, ” siger Tobias Malik Vermehren.