Aarhus Universitets segl

Ingeniørstuderende vil redde skov i Afrika

Tre ingeniørstuderende fra Herning er i gang med et projekt, der kan få stor betydning for skovarealer i Afrika. Projektet går nemlig ud på at hindre den store skovrydning, der ellers normalt bliver brugt i forbindelse med tilberedning af fødevarer.

Hvert år bliver der fældet store skovområder i Afrika med det ene formål at anvende træet til brændsel i madlavning. Op mod 90 pct. af lokalbefolkningen rundt omkring i Afrika bruger nemlig stadig træ eller trækul til madlavning.

Sammen med en udbredt skovhugst for bl.a. at omdanne skov til eksempelvis landbrugsjord og palmeolie-plantager har det betydet, at skovdækket flere steder på kontinentet er faldet med op til 90 pct., og det har selvsagt store konsekvenser for eksempelvis biodiversiteten og lokalbefolkningen.

Det problem vil tre ingeniørstuderende fra Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet i Herning gerne hjælpe med, og derfor er de i samarbejde med virksomheden Pesitho i gang med at udvikle et intelligent, solcelledrevet komfur, der kan stå for madlavningen uden brug af brændsler. Det sparer ikke kun på skoven, men samtidig på udledning af CO2, og så har det den store sideeffekt, at man ikke skal bruge timer på at samle brænde.

"Vi er i gang med at optimere produktet, således at det simpelt kan bygges med dele, der kan skaffes i lokalområderne i Afrika. Meningen er, at det hele skal bygges og repareres lokalt, således at der opstår en lokal industri omkring produktet, der kan gavne lokalsamfundet," siger Solbjørn Tordrup, som læser til diplomingeniør i elektronik på 2. semester. 

Prøver fremtiden af

Sammen med sine medstuderende Rikke Pedersen og Poornima Lakshmi blev han i efteråret 2018 kastet ud i projektet, selvom både han og Rikke da blot gik på 1. semester. 

"Det var super sejt at blive udvalgt, synes jeg. Det betyder noget. Og jeg tror da også, at det har en stor betydning for mig, at det her projekt både kan gavne naturen og samtidig hjælpe en masse mennesker," siger Rikke Pedersen, som bakkes op af Solbjørn:

"Jeg kan godt lide at arbejde med det, fordi det er lige sådan noget, jeg gerne vil ud og arbejde med senere hen i livet. Jeg vil gerne gøre ting mere bæredygtige og arbejde med grønne energikilder. Projektet her er en fed måde at prøve fremtiden af på, inden man skal ud og gøre karriere. Og så elsker jeg bare at nørde med problemer. Det er den bedste beskæftigelse. Det, at man tager udgangspunkt i virkelige problemer, er det bedste ved denne uddannelse," siger han.

"Man kender folk overalt"

De tre studerende kommer alle fra det midterste Jylland. Solbjørn bor godt nok i dag stadig i Ringkøbing, selvom han hver dag kører til Herning, og Poornima stammer oprindeligt fra Indien, hvor hun påbegyndte sin ingeniøruddannelse, men alle tre er glade for, at de i dag studerer i Herning.

LÆS OGSÅ: "Det lyder måske nørdet - og det er det også - men den slags er kunst for mig"

"Undervisningsformen tiltrak mig. Jeg kan ikke koncentrere mig under forelæsninger, men her har vi klasseundervisning, og det er perfekt. Jeg vil gerne sidde med problemerne i hånden og lave øvelser og opgaver osv. Og så kan man bo billigt lige ved siden af skolen, og man behøver ikke tænke på transport. Det har stor betydning for mig," siger Rikke.

Poornima bidrager:

"Det er hyggeligt at være en del af det fællesskab, der er her på stedet. Man har en tæt kontakt til sine klassekammerater, og det er let at møde andre studerende i byen. Der er faktisk ret mange studerende i Herning, og det gør, at man kender folk overalt. Det er mega hyggeligt," siger hun.


Flere informationer: