Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fra jazzrestaurant til grøn energi

Efter 14 år i restaurationsbranchen skiftede Jonas spor. Fuldstændig. Nu vil han gerne gøre noget godt for naturen - på et større plan end at være ”onsdagsvegetar”, som han siger det.


Jonas er uddannet tjener og sommelier, og han har skabt sig en flot karriere inden for restaurationsbranchen. Nu har han dedikeret sig til ingeniørfaget, hvor han læser 1. semester på Elektrisk Energiteknologi. Foto: Anders Trærup
Jonas er uddannet tjener og sommelier, og han har skabt sig en flot karriere inden for restaurationsbranchen. Nu har han dedikeret sig til ingeniørfaget, hvor han læser 1. semester på Elektrisk Energiteknologi. Foto: Anders Trærup

’Vil du være fanebærer for grøn energi i Danmark?’

Ordene var dragende, som de stod der på skærmen og nærmest kaldte på Jonas. De satte tanker i gang, som han aldrig havde haft før. Tanker, som han i hvert fald aldrig rigtig havde dvælet så meget ved før nu: Hvad skal karrieren bringe? Hvad skal jeg arbejde med resten af livet?

Jonas havde altid troet, at hans plads i livet nærmest var skæbnebestemt. I 14 år havde han været i restaurationsbranchen. Han havde knoklet sig op ad rangstigen fra opvasker til restaurantbestyrer.

Han var sommelier med diplom fra den fine engelske WSET School London. Han havde været restaurantchef for gourmetrestauranten Michael D. i Silkeborg. Han havde bestyret den anerkendte bar og restaurant, Bak og Skak Jazzhouse, i centrum af Aarhus, indtil den blev solgt i starten af 2020.

Han havde altid tænkt, at restaurationsbranchen var ’meant to be’. Hans mor og morfar havde videregivet en kæmpe passion for vin og mad til ham, og hans morfar havde selv haft flere restaurationer op gennem Jonas’ opvækst.

Efter salget af Bak og Skak Jazzhouse var der tid til refleksion. Nu arbejdede han ikke de 250+ timer om måneden, det ellers havde krævet, og som han var vant til.

Han læste ordene op for sig selv igen i skærmens blege lys.

Det ville han egentlig gerne: Være med til at udvikle nye grønne energiteknologier. Det var noget af et kvantespring fra der, hvor han var nu. Men han havde altid været glad for matematik og fysik.

Tanken om at uddanne sig til ingeniør virkede måske alligevel ikke helt fremmed?

”Det var en sjov branche”

29-årige Jonas Bak Bødskov læser i dag Elektrisk Energiteknologi på Aarhus Universitet. Han startede på ingeniøruddannelsen efter sommeren 2020, og planen er, at han bliver færdiguddannet diplomingeniør i januar 2024.

Han kommer direkte fra en karriere i restaurationsbranchen, som ellers har fulgt ham hele sit voksne liv. Han startede som opvasker i 8. klasse på Radisson i Silkeborg, og efter kort tid blev han forfremmet til chefopvasker.

Arbejdsopgaverne og ansvaret udviklede sig gennem hans skoletid, og som 18-årig arbejdede han som tjener med ansvar for selskaber og arrangementer.

I 2010 blev han student, og i to år derefter arbejdede han fuldtid i Café 1. Række i Jysk Musikteater i Silkeborg. Han havde flair og interesse for tjenerfaget.

”Her gik det for alvor op for mig, at jeg syntes, det var en sjov branche, og at jeg lige så godt kunne gøre noget seriøst ved det og tage en uddannelse inden for det,” siger Jonas, der i 2012 startede på tjeneruddannelsen på Teknisk Skole i Silkeborg. 

I 2015 accelererede Jonas’ karriere, og han nåede et par af sin karrieres afgørende højdepunkter:

Som færdiguddannet tjener blev han restaurantchef for Restaurant Michael D., Radissons gourmetrestaurant i Silkeborg. Og han blev uddannet sommelier på Vinakademiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jonas’ interesse for natur og klima ansporede ham til at læse til ingeniør. Han har rejst mange steder i verden, og han har oplevet den i forskellige dybder og højder. Her hhv. dykker Jonas ved vraget US Liberty på Bali og er i færd med at bestige Mount K
Jonas’ interesse for natur og klima ansporede ham til at læse til ingeniør. Han har rejst mange steder i verden, og han har oplevet den i forskellige dybder og højder. Her hhv. dykker Jonas ved vraget US Liberty på Bali og er i færd med at bestige Mount Kilimanjaro i Tanzania. Fotos: privatfotos.

Det rette tidspunkt

I 2018 var Jonas med til at etablere Restaurant Hjejlen, hvor han fungerede som restaurantchef og sommelier. Men det var blot indtil, han slog sig sammen med sin far og hans kompagnon om at åbne baren og restauranten, Bak og Skak Jazzhouse i centrum af Aarhus i 2019. Jonas bestyrede den til gæsternes meget store ros, men i februar 2020 fik de tre kompagnoner et tilbud, som de ikke kunne sige nej til, og de blev enige om at sælge restauranten.

”Det gav mig noget betænkningstid, hvor jeg reflekterede over, hvad jeg egentlig gerne vil resten af mit arbejdsliv. De alt for mange timer om måneden, som jeg tidligere havde brugt på arbejdet, var gået for hårdt ud over min kone og to små børn, så nu skulle der ske noget nyt,” fortæller Jonas om den afgørende faktor for sit brancheskift.

Jonas kan godt lide at have ansvar og har svært ved ikke at involvere sig i projekter, men for fremtiden skal det være inden for en branche, hvor arbejdstiden er noget skarpere defineret.

Han blev dog noget usikker, da han skulle søge optagelse på universitetet. Ikke at han var i tvivl om sine evner, det var mere alderen, der bekymrede ham; 29 år - var han mon for gammel?

Derfor valgte han Herning som uddannelsesby, da han tænkte, at de studerende der ville være ældre end i Aarhus. Og han er faktisk en af de yngste i klassen, da en del af hans studiefæller er i 40’erne med erfaring inden for et service- eller håndværkerfag med i bagagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jonas Bak Bødskov læser til Elektrisk Energiteknologi – en ingeniøruddannelse, der giver indgående kendskab til energisektoren og højt specialiseret teknisk viden om design af elektriske systemer. Med uddannelsen kan man være med til at flytte Danmark
Jonas Bak Bødskov læser til Elektrisk Energiteknologi – en ingeniøruddannelse, der giver indgående kendskab til energisektoren og højt specialiseret teknisk viden om design af elektriske systemer. Med uddannelsen kan man være med til at flytte Danmark og verden i en 100% bæredygtig retning. Foto: Anders Trærup

”Det skal gøre ordentligt”

I mange år har Jonas bestridt rollen som fanebærer inden for restaurationsbranchen. Hvor vil han bære fanen hen som ingeniør?

”Jeg har ikke nogen specifik idé om, hvad jeg vil arbejde med, men det skal være inden for et område, hvor det virkelig batter. Jeg vil gerne være med til at søsætte store projekter – måske som projektleder hos en vindmøllepark eller på anden måde være med til at fremme vores energisystemer. Men lige nu er jeg på det stadie, hvor tingene er helt nye for mig, så jeg øver mig stadig i at lære navnene på de mange forskellige komponenter,” siger Jonas og fortsætter:

”For jeg vil gerne gøre noget godt for naturen, men på et større plan end at være onsdagsvegetar. Det skal gøres ordentligt.”

Vi har åbnet nye ingeniør-uddannelser i Herning. Vil du være med? Læs til diplomingeniør i Elektronik, Maskinteknik eller Elektrisk energiteknologi. Du kan også læse til ingeniør online.