Aarhus Universitets segl

Studerende vil bygge højhuse i træ

Byggeriet står for cirka 30 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. En af de helt store klimasyndere er beton, og derfor vil studerende bygge højhuse i træ.


Træ kan reducere byggeriets forurening med drivhusgasser med op til 50 procent i forhold til stål og beton, og materialet kan på den måde være med til at forhindre, at klimabelastningen løber løbsk, mens verdens byer vokser.

Problemet er, at træ er et organisk materiale med store variationer i styrke og stivhed, og byggesektoren har meget begrænset viden om materialets robusthed.

Alexander Møller Jensen og Jeppe Bang, der begge er nyuddannede civilingeniører i Byggeri ved Aarhus Universitet har i deres fælles speciale undersøgt, hvordan man kan bruge krydslamineret træ (CLT) i højhusenes bærende dele. 

”Krydslamineret tømmer kan på mange måder erstatte beton, fordi det er stærkt i alle retninger og giver en hurtig byggeproces. Men vi mangler viden om materialets robusthed. Hvordan får man bygningen til at hænge sammen, hvis for eksempel en væg styrter ned eller et bærende element? Hvordan vil den bryde, hvis vi har en gaseksplosion i en restaurant på tiende etage. Vi skal helst sikre os, at hele bygningen ikke kollapser,” siger Jeppe Bang.

Vi mangler viden om træ

De to studerende har gennemført nogle af de hidtil mest detaljerede undersøgelser af højhuse i træ, som omfatter de otte højeste eksemplarer i verden.

”Vi har set på forskellige typer af byggesystemer og kortlagt fordelene og ulemperne,” siger Jeppe Bang.

Når man bygger i krydslamineret træ, er der ikke nogen norm eller standard, man kan slå op i på samme måde, som når man bygger i stål eller beton. Der findes kun ganske få etagebyggerier med træ som bærende elementer, og man mangler derfor praksiserfaring med at bruge materialet.

Ved at undersøge, hvordan kræfterne fordeler sig i verdens otte højhuse, har de studerende fundet frem til helt ny viden om krydslamineret træ som byggemateriale.

Artiklen fortsætter under billedet

”Vi kan nu sige noget om materialets pålidelighed og robusthed i en given konstruktion. Stabiliteten er gennemgående den største udfordring. De fleste højhuse kan sagtens holde til store lodrette laster, men vind giver udfordringer og får dem til at svaje, fordi træ er et lettere materiale end for eksempel beton,” siger Alexander Møller Jensen, ingeniørstuderende, Aarhus Universitet.

På baggrund af specialet har de to studerende identificeret styrker og svagheder ved de mest anvendte byggesystemer til højhuse i træ, så det i fremtiden bliver muligt at lave konstruktionsdesign med optimal robusthed og store frihedsgrader i forhold til det arkitektoniske.

”Træ er ikke noget tryllemateriale, der kan løse alle vores klimaproblemer. Men materialet har et fantastisk potentiale både miljømæssigt, konstruktionsmæssigt og arkitektonisk. Vi håber, at vores speciale kan bidrage til at træ kan få en større plads i moderne højhusbyggeri,” siger Jeppe Bang