Jonas er 24 år og læser til bygningsingeniør på 7. semester i Aarhus. I løbet af sit studie har han fået øjnene op for, hvad ingeniørfaget egentlig er for en størrelse – noget, som overraskede ham meget i forhold til de tanker, han havde om faget i gymnasietiden.
Fire kilometer syd for Aarhus Rådhus ligger en lille mørkebrun træhytte. Hver sommer strømmer folk fra hele byen til denne lille hytte, for her kan man købe is, og så ligger hytten et ganske særligt sted. For bagved knejser de høje, grønne trækroner og danner en naturlig entré til 1.300 hektar dyb, kuperet skov, der - som en af ganske få danske skove - har store, sammenhængende områder med naturlig bøgeskov: Marselisskovene.
Her er plads nok til, at man kan komme langt væk fra byens beton, biler og mennesker. Plads nok til, at man kan være helt, helt alene. Og plads nok til, at man kan fare vild, hvis man ikke kender stedet.
Herude, langt fra alting – og dog stadig ualmindeligt tæt på en by med næsten 350.000 indbyggere, løber Jonas Løvlund Pedersen. Her tager han ofte ud for at blive mindet om, at verden ikke kun drejer sig om studiet. Her tager han ud for at koble hjernen fra og i stedet blot kigge på naturen foran sig.
”Naturen er stille og rolig. Der er ikke noget stress og jag. Når jeg løber en tur i skoven, så tænker jeg på absolut ingenting. Jeg oplever naturen og presser mig selv lidt på en anden måde, end jeg ville gøre på studiet. Det er et frirum, en pause fra en travl hverdag,” siger han.
Og så er det en pause fra studiet af byens beton og bygninger. Jonas læser nemlig til bygningsingeniør, og selvom han fascineres af konstruktioner og geometri, er naturen et rigtig godt sted at lede efter ny inspiration, mener han:
”Der er så mange forskellige slags bygninger. Kedelige betonblokke, som skyder op rundt omkring, men også spændende byggerier, hvor man tænker, hvordan det dog kan lade sig gøre. Jeg synes, det er spændende, når man kan få lov til at pille ved noget, der ikke nødvendigvis skal være rektangulært eller kvadratisk. Det må godt have nogle organiske eller bløde former eller noget, der buer helt vanvittigt.”
Valget som ingeniør kom ikke helt af sig selv. Han er født og opvokset i et lille landsbysamfund udenfor Horsens, hvor det var kutyme at tage på handelsskole efter folkeskolen. Men efter en tur på idrætsefterskole på Fyn i to år kunne han mærke, at det ikke var ham. Hvad han skulle, vidste han dog ikke, for verden er stor, og mulighederne kan nærmest synes uendelige. Jonas valgte derfor gymnasiet med tanken om, at en alment dannende uddannelse kunne føre ham mange steder hen.
Han har altid været glad for matematik, og efter overvejelser om både medicin og økonomi begyndte han at kigge på ingeniørstudiet. Det gik op for ham, at han altid har syntes, bygninger er spændende. Ikke cigarkasserne, men de, hvor man netop stopper op og undrer sig:
”Bygninger er spændende, fordi de er en del af vores allesammens hverdag. Det er noget, der i den grad er med til at give hele byer eller områder et særligt udtryk. Bygninger er det, vi ser som det første, når vi kommer til et nyt sted, en ny by, et nyt land. De er udtryk for særegne kulturers fodaftryk, og så er de bestandige minder om både ny og gammel historie.”
Hver dag cykler Jonas gennem byen fra hjemmet på Skanderborgvej til uddannelsen midt på Aarhus’ nyeste bydel, Aarhus Ø. Alene her - på den geografisk set korte distance - bliver han taget på en rejse gennem næsten tusinde års dansk bygningskultur, som historisk set starter ved Domkirken og slutter få hundrede meter derfra, i Navitas hvor Ingeniørhøjskolen og Institut for Ingeniørvidenskab holder til.
Personligt og sandsynligvis også i fremtiden holder han sig dog mest til de meget moderne byggerier. De, hvor man via moderne ingeniørvidenskab kan bygge ting, der førhen har været umuligt. Det giver udfordringer på helt nye måder, og det gør det både spændende og motiverende, siger han:
”Vi er i gang med vores bachelorprojekt nu, som hedder Opalen. Det er en nærmest luftskib-formet konstruktion, der svæver ud over Kalvebod Brygge i København. Det er fedt, fordi det er så anderledes en bygning. Jeg kan ikke komme i tanke om andre konstruktioner, vi har i Danmark, som er så mærkeligt udformet. Det er elegant, det er vanvittigt, men samtidig flot og æstetisk at se på. Det fascinerer mig.”
Og samtidig motiverer det ham, at projektet er et rigtigt projekt, der bliver projekteret samtidig med, at Jonas sidder og regner på det. Det gør det håndgribeligt, og det giver mening, fortæller han, for man har kontakten til både arkitekt og rådgiver, som alle er interesserede i at se, hvad man regner sig frem til af løsninger.
Jonas kan inden længe kalde sig bygningsingeniør, men for ham er studierne ikke forbi. Han vil videre, specialisere sig og læse kandidatuddannelsen til civilingeniør i byggeri. Og selvom han erkender, at ingeniørstudiet på mange områder er nørdet, kan man tydeligt høre, at han er stolt af sin karrierevej. Han glæder sig. Og så har han fået øjnene op for, hvad ingeniører egentlig er for nogle.
”Jeg var overrasket over de mange forskellige grene og specialeretninger og arbejdsområder, ingeniører arbejder med. Jeg troede, alle ingeniører byggede broer,” griner han.
Men i virkeligheden er ingeniører i høj grad de mennesker, der former de fysiske rammer for vores liv. Ikke kun i form af umulig arkitektur eller firkantede bygninger af stål og glas, men inden for alle dele af livet. Tøj, fødevarer, elektronik, transport, miljø. Tag over hovedet. Selv ned i de mindste ting og detaljer har ingeniører haft en finger med i spillet.
”Alt hvad vi ligesom omgiver os med, bygninger, de brugsgenstande vi har, maskiner, de apparater der gør vores hverdag nemmere, der har i langt de fleste tilfælde været en ingeniør med ind over. Og været med til at tænke tankerne og regnet på det og fået det til at ske. De er med til at skabe det hele. Det, synes jeg, er fascinerende, at en enkel titel er så bredtfavnende,” siger Jonas.
