”Mor, kan du ikke bare bestemme, hvad der skal stå som første prioritet?”
Marts 2015.
Anna sidder halvfuld i en lejlighed i Madrid med sin mor i øret på en Skype-forbindelse. Hun kan næsten ikke høre sin mors stemme. Festen er i fuld gang allerede, og veninderne trækker i hende.
Hun har 30 minutter til at beslutte sin fremtid. Deadline for kvote 2-optagelse nærmer sig hastigt.
”Nej, jeg kan da ikke,” svarer hendes mor hjemme fra Vejle.
Der lyder et dybt suk fra Madrid.
Anna kigger på uret og tænker ’shit!’. Går hen til sin taske, tager sin laptop frem og skynder sig ud på toilettet, hvor der er en smule mere fred for højtalerne.
Arkitekt. Ingeniør. Matematik. Fysik. Hvad fanden skal hun vælge?
Hun sidder med listen, som hun lavede sammen med sin mor hjemme i køkkenet, dengang Anna gik i 3.g., og studentertiden nærmede sig. ’Det var dengang, der var god tid’, tænker hun og ærgrer sig over ikke at have taget beslutningen for længst.
Der står over 20 forskellige uddannelsesmuligheder på listen. Svaret er her et sted. Astronaut og raketbygger har hun streget over for længst.
Egentlig er hun i tvivl, om hun overhovedet har lyst til at læse lige nu. Hun har det så sjovt, jo. Otte fantastiske måneder i Madrid har sat sit præg. Men familien hjemme i det jyske er gode til at overtale.
To minutter senere er ansøgningen sendt afsted, Anna har lukket laptoppen og går ind til veninderne igen.
Anna Ullersted Rasmussen har altid godt kunne lide matematik. Mange frikvarterer i folkeskolen og på gymnasiet gik med at tale med matematiklæreren. Fysik var også et klart hit.
Danskafleveringerne var tværtimod en tårevædet kamp.
Annas studieretning var matematik A, fysik A og design B på Rosborg Gymnasium. Kombinationen af design og matematik var perfekt for hende, fordi hendes logiske og kreative tankegang kunne komme i spil; som da hun f.eks. skrev en opgave om arkitekten Antoni Gaudí og hans matematiske formler på sine bygninger.
Det lagde kimen til idéen om at søge ingeniøruddannelsen i bygningsdesign.
Naturvidenskab og kreativitet prægede Anna i hendes opvækst i Thyregod. Hendes far fortalte passioneret om rummet for hende og hendes lillebror. Engang tog han dem endda med til et foredrag med selveste Stephen Hawking.
Den kunstneriske del af Anna kommer fra hendes mor. Her lærte hun håndarbejde, så hun kunne sy og designe mønstre.
”Det er fedt at skabe noget, hvor der er fremdrift, og at der kommer et produkt ud af det. I syning er der faktisk meget matematik og logisk tænkning, og det har jeg altid godt kunne lide”, fortæller Anna.
Familien havde desuden en træskonnert, ’Margrethe’, som de byggede på i 13 år. Mange stunder i Annas barndom er tilbragt sammen med mostre, onkler og kusiner, hvor de sammen byggede og vedligeholdte skonnerten. Derfor fik Anna tidligt forståelse for håndværk, og hvordan man kan bruge elementer bedst muligt.
”Er der noget, der skal fikses, så fikser jeg det bare”, siger Anna, der i dag hjælper sin moster med at bygge et anneks.
Artiklen fortsætter under billedet
Annas moster er arkitekt, og engang, da Anna var 11 år gammel, tog mosteren hende med forbi Arkitektskolen ved Nørreport i Aarhus. De stod udenfor, og mosteren løftede Anna op, så hun kunne se ind gennem vinduerne til en tegnestue.
Indenfor stod store bygningsmodeller på skriveborde fyldt med papir og skriveredskaber, og mosteren fortalte ivrigt om sin egen studietid; dengang hun knoklede ved sit studiebord, byggede modeller og drømte store tanker.
Anna sugede til sig. Det gjorde hun altid, når hun var sammen med sin moster. Hjemme hos mosteren var reolerne også fyldt med modeller af huse og vindmøller, store og små.
Det satte spor i Annas tanker. Der var noget her, der talte til hende. Trak hende ind. Og det blev ved med at ligge latent i hendes baghoved, mens hun voksede op.
Og otte år senere, på toilettet i Madrid, bliver arkitekt hendes første prioritet. Ingeniør nr. to.
”Men jeg kom ikke ind på Arkitektskolen. I stedet startede jeg på diplomingeniørstudiet til bygningsdesign,” siger Anna nu fem år senere. Hun er i dag kandidatstuderende, og til januar 2021 kan hun kalde sig civilingeniør i byggeri.
Men inden for en helt, helt anden retning, end hun oprindeligt havde tænkt.
Hun fortsætter:
”Da jeg kom ind på bygningsdesign, troede jeg, at jeg skulle gå i designretningen. Bygge modeller af fantastiske huse, som min moster. Sådan arkitektagtigt. Men det har ændret sig undervejs. For jeg er meget matematisk tænkende, og jeg synes, det er super fedt at kunne bruge min kreativitet til at finde løsninger. Gennem mit studie har jeg fundet ud af, hvad det egentlig er, jeg brænder for. Og det er noget helt andet, end det, jeg oprindeligt troede. Da jeg skrev den liste med min mor tilbage i 3.g, stod der overhovedet ikke noget med IT,” siger Anna.
Undervejs på sin bachelor tog hun på et udvekslingsophold på University of California i San Diego i USA. Opholdet skulle vise sig at blive et vendepunkt for Anna.
Artiklen fortsætter under billedet
Hun havde svært ved at se sig selv arbejde på en byggeplads, og indtil da havde hun ikke rigtig fået øjnene op for mulighederne ved ingeniøruddannelsen.
Hun overvejede endda at skifte spor:
”Jeg havde en eller anden udefinerbar frygt for at blive en maskine, der bare ville lave standardberegninger hele livet. Det havde jeg ikke lyst til.”
’Aerospace Engineering’ var et af de fag, Anna fulgte i San Diego. Her lavede de beregninger på flyvinger og begyndte så småt at programmere, og det vakte hendes interesse:
”Her mødte jeg nogle studerende fra USA og Norge, som gjorde tingene på en lidt anden måde, og det var rigtig spændende. Jeg var vant til at bruge programmerne, men her kom jeg med bagom – lærte koderne at kende og fik lov til at snuse til programmerne på en anden måde.”
Da Anna vendte tilbage til Danmark, var hun ikke længere i tvivl. Hun vidste, hvilken retning hun skulle gå i. Hun ville helt ind i maskinrummet og arbejde med avanceret programmering, der bruges til at regne på komplekse konstruktioner.
Anna skriver i dag speciale sammen med forskere på Arkitektskolen. Hendes fokus er at genbruge spildtræ: Irregulære stykker træ med krumninger, som ellers ville være smidt ud, fordi de ikke passer ind i standardiserede byggerier.
”Når man fælder træer til byggeri, bruger man kun de lige stykker, så der er meget træ, der går til spilde. Forskerne er begyndt at undersøge potentialet i træ, der har en krumning, men de mangler de statiske beregninger, og det er så dem, jeg forsøger at automatisere med machine learning,” siger Anna.
Artiklen fortsætter under billedet
På den måde vender hun hele den gængse designproces på hovedet:
Hvor det er standard at designe først for derefter at tænke materiale ind, er materialet her udgangspunktet for designet, som også får betydning for det arkitektoniske udtryk. Det giver utrolig god mening for hende:
”Med min uddannelse har jeg fået viden om materialer, og fordi jeg har programmering med, føler jeg, at jeg kan skabe noget. Jeg har i løbet af min uddannelse fået bygget meget viden op, som jeg ikke tidligere havde tænkt, jeg kunne bruge, men det gør jeg nu,” siger hun.
Bæredygtighed er et uundgåeligt begreb på ingeniøruddannelsen, og for Anna er forskning i potentialet af spildtræ en måde, hvor man kan være med til at udvikle byggebranchen i en bæredygtig retning:
”Meget konkret og tydeligt kan man være med til at gøre en forskel, som for eksempel i forhold til bæredygtighed. Der er noget virkelig konkret, man kan gribe fat i, fordi byggebranchen står for meget at CO2-udledningen. Så jeg føler virkelig, at man kan gøre en forskel, som batter noget.”
