Aarhus Universitets segl

”Min største karriereambition har altid været frihed”

Da Anders Bæk Møller startede i gymnasiet satte han sig et mål. Han ville være økonomisk uafhængig som 30-årig. Som nyuddannet fravalgte han et velbetalt civilingeniørjob for at gå sine egne veje. I dag har han penge nok til at indfri de fleste af sine store livsdrømme.


Det hele startede med et dødsfald og en sommerferie. Anders gik i gymnasiet og havde mistet sin elskede mormor. For en del af arven arrangerede familien en rejse til USA. Det var en tur, der satte sine spor. Verden viste sig på en måde, der var fuldstændig "mind-blowing", hvis Anders selv skal beskrive det.

Drengen, der var vokset op i en lille verden med en tryg middelklassefamilie i en pæn forstad til Aarhus, blev  dybt fascineret af Amerika.

"Alt var bare stort. Verden var stor. Mulighederne var store, og min mormors død mindede mig om, at livet er skrøbeligt. Det forandrede noget i mig. Jeg satte mig for, at jeg ville leve resten af mit liv intenst. Jeg ville ikke risikere at sidde som 80-årig og fortryde alt det, jeg ikke fik gjort,” siger Anders Bæk Møller.

Frihed er meget værd

Da han vendte tilbage i 2.g på Aarhus Statsgymnasium efter sommerferien, var det med en ny og langt mere målrettet indstilling. Hans indsats i det første år havde ikke været præget af særlig meget flid, og gennemsnittet var derfor til den lave side. Han husker, at en lærer på det tidspunkt spurgte ind til hans uddannelsesmål, og han svarede, at han gerne ville gå ud af gymnasiet med et snit på mindst ti, så han kunne komme ind på en god uddannelse.

Dengang trak hun på smilebåndet, men da hun et par år senere gav ham studenterhuen på og sendte ham videre ud i livet med et snit på 10,3, ønskede hun ham tillykke med de mange muligheder og spurgte: ”Det havde jeg ikke troet. Godt gået. Hvad vil du så være?”

Til det spørgsmål svarede Anders, at han ville være fri. Og det samme ville han svare i dag, hvis nogen spurgte. Ingenting har ændret sig.

Artiklen fortsætter under billedet

”Det var dét, jeg gik efter, og sådan har jeg det stadig. Min største og vigtigste livsdrøm er at være fri til at bestemme over mit liv og lave det, jeg elsker, når det passer mig. Jeg har aldrig brudt mig om spørgsmålet: Hvad vil du være? Det giver meget mere mening at spørge: Hvordan vil du gerne leve dit liv.”

Anders blev optaget på diplomingeniøruddannelsen i Softwareteknologi og læste bagefter videre til civilingeniør i Teknologibaseret forretningsudvikling. Som nyuddannet civilingeniør var der mange spændende og velbetalte jobmuligheder, men Anders valgte at gå sin egen vej.

”Jeg kunne have fundet et fedt job i en prestigefuld stilling med dygtige kollegaer, men jeg ville ikke være lønmodtager. Jeg kunne overhovedet ikke se mig selv lykkelig i et liv med et otte til fire-job. Jeg ville ikke ind i hamsterhjulet,” siger han.

En hverdag med aktier og iværksætteri

I dag er Anders 28 år, og han har skabt sig en formue ved at købe og sælge aktier. Han bruger sin teknologiindsigt og sin viden om nyere historie til at lave det, han kalder disruptive investeringer, og han gør det godt. Faktisk rigtig godt. Finansfolk er begyndt at interessere sig for ham. Hvad er det, den unge ingeniør kan?

"Finans- og aktiemarkedet har altid fascineret mig. Jeg investerer med en lidt anden tilgang end traditionelle investorer, som ofte udelukkende tager udgangspunkt i regnskaber. Jeg kigger også på produkter og teknologier, og jeg ser på virksomhederne i en industrihistorisk kontekst og følger ændringer i forbrugernes adfærdsmønstre,” siger han.

De første penge tjente Anders allerede i starten af ingeniørstudiet, hvor han sammen med studiekammeraten Sander udviklede et spil til iPhone, der fik mere end 30.000 downloads. Siden har han arbejdet med at bygge søgemaskineoptimerede hjemmesider. Det har givet ham indtægter fra trafik, og stille og roligt er han begyndt at investere.

Troen på Tesla

Anders var en af de første investorer i verden, der forudsagde Teslas utrolige stigning på aktiemarkedet for få år siden. Regnskaberne var dårlige, og stort set alle erfarne finansfolk, internationale nyhedsmedier og fonde advarede imod at købe. Mange troede, at konkursen ventede lige om hjørnet.

Artiklen fortsætter under billedet

Men hjemme i Aarhus valgte Anders at satse sine penge på, at Tesla ville revolutionere bilindustrien. Med det, han som ingeniør vidste om batteriteknologi, maskinlæring, kunstig intelligens og big data, rystede han næsten ikke engang på hånden.

”Jeg så på bilens teknologier, og jeg sammenlignede med konkurrenternes. Jeg var endda ude og prøvekøre en Tesla Model S, selvom jeg dengang langt fra havde råd til at købe en. Jeg læste alt om Tesla og Elon Musk, og dragede paralleller til tidligere disruptions fra andre industrier, og jeg var faktisk ikke i tvivl om, at her var en virksomhed med potentiale for at blive et af verdens mest værdifulde selskaber,” siger han.

Anders tjente flere millioner, da Teslas aktie i december 2019 steg med 700 procent på et år. I dag er Anders selv Tesla-ejer, og i de næste mange år kan han leve af udbyttet af sine investeringer.

”Man skal ikke prøve at forklare alt”

Anders er nok det, man med et rammende ord, kan kalde en ildsjæl. Ved siden af arbejdet med aktieinvesteringer har han flere iværksætterprojekter. Lige nu er han i gang med at starte virksomheden festguru.dk, som skal fungere som en markedsplads for underholdning til fest. 

Han arbejder, når han har lyst, og han væver det ind i livet sammen med sine mange andre fritidsinteresser. Han spiller skak, dyrker fitness, studerer historiske biografier, rejser, vandrer i naturen, og så tryller han. Ja, han tryller.

Han er en original tryllekunstner, og han har udgivet flere af sine tricks i verdens største tryllemagasin Magic Magazine.

Anders har kombineret sin passion for trylleriet med sin forretningssans, og derfor er han i dag blevet en af landets mest efterspurgte tryllekunstnere.


"Jeg kunne overhovedet ikke se mig selv lykkelig i et liv med et otte til fire-job. Jeg ville ud af hamsterhjulet"


Trylleriet minder om arbejdet med aktier, fordi det hele tiden kræver, at han dygtiggør sig. Men det har også en anden dimension, som er vigtig for ham. 

”Jeg elsker at optræde og fascinere mennesker. Jeg viser dem, at det umulige er muligt. Det tænder en gnist i mit publikum," siger han.

”Og faktisk også i mig selv," fortsætter han.

Anders Bæk Møller har i en alder af 28 år opnået at blive stort set økonomisk uafhængig. Det går godt. Rigtig godt, men når det kommer til stykket, så er det ikke de materielle goder, der for alvor er dyrebare for ham. Det er det med gnisten. 

”Den gnist, der driver mig, er et eller andet sted også med til, at jeg har succes med mine investeringer. Det hele hænger sammen. Jeg tør godt løbe en risiko, der hvor andre tøver, for jeg er ikke bange for at miste ting. Lad os nu sige, at aktiemarkedet krakkede, og jeg tabte mine investeringer, så ved jeg, at jeg har været tro imod mine drømme. Jeg ved, at jeg har levet helhjertet, at jeg har holdt liv i min gnist, og at jeg altid kan tænde et bål igen. Hvis jeg mærker rigtigt efter, så er det nok det, der virkelig betyder noget for mig," siger han. 

Læs mere om Anders, hans investeringsresearch og metoder på hans side her.