21-årige Amalie Robl brugte nærmest halvdelen af sit ungdomsliv hos speciallæger og på hospitaler, fordi hun efter eget udsagn var ”født forkert”. Hendes egen erfaring med sundhedsvæsenet har gjort, at hun i dag stræber efter at hjælpe både patienterne, men også det sundhedspersonale, der til tider er alt for hårdt spændt for. 

Amalie Bjørndal Robl er i fuld gang med at udvikle en intravaskulær blodtryksmåler sammen med sin studiegruppe. Tanken er at kunne måle blodtrykket kontinuerligt under en operation, så kirurgen kan få omgående respons, hvis der opstår en akut, potentielt livstruende situation.

”Blodtryksmålere i dag måler ikke hyppigt nok til at give øjeblikkelig besked. Og i livstruende situationer er det sekunderne, der tæller. Det er derfor, vi har sat os for at udvikle dette udstyr, som forhåbentlig kan hjælpe både patienter og læger i fremtiden,” siger hun.

Amalie læser til Sundhedsteknologi på Aarhus Universitet på 3. semester. Hun har næsten altid vidst, hun ville blive noget inden for sundhedssektoren, og det er heller ikke tilfældigt, at hun havnede på denne uddannelse.

Alt for meget af hendes eget ungdomsliv er gået hos læger og på hospitaler rundt omkring i landet. Allerede fra 3-4-årsalderen måtte hun besøge lægerne igen og igen, fordi hun var ”født forkert,” som hun selv udtrykker det:

”Der var to ting, der var galt. Mine lårbensknogler drejede indad, og min hofte drejede udad. Det var svært at se, da jeg var lille, og derfor tog det lang tid, før man fandt ud af, at det var det, der var galt.”

Det var først, da hun var 12-13 år, at en speciallæge opdagede, at det også var hofterne, den var gal med, og hun blev indstillet til en hofteoperation med det samme. Den oplevelse satte sig i hende og kom til at få stor betydning for hendes videre liv.

”Det var første gang, jeg mærkede, at nogen tog mig seriøst. Jeg kan særligt huske sygeplejerskerne, som bagefter operationen kom hen til mig og sagde ’så, nu har lægerne fikset det her problem – nu skal vi tage os af dig’. Det varmede indeni, at der endelig var nogen, der tænkte på mig og talte til mig som person, og ikke bare som et problem, der skulle løses. Og der gik det op for mig, hvor stor en rolle sygeplejerskerne faktisk har, og hvor betydningsfulde de er. Lige siden dengang tænkte jeg, at jeg selv skulle være sygeplejerske,” siger hun.

Hendes erfaringer med sundhedsvæsenet har gjort, at hun i mange, mange år gerne ville uddanne sig inden for noget sundhedsfagligt. Tankerne har været på alt fra læge og sygeplejerske til fysioterapeut og forskellige ingeniøruddannelser inden for sundhed.

”Begge mine forældre har kontorarbejde, og det har jeg altid tænkt, at jeg i hvert fald ikke skulle,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil gerne hjælpe mennesker. Det var det vigtigste i mit studievalg. Og jeg vil helst have en tæt kontakt til mennesker, så man kan se, at man faktisk gør en forskel. Det var derfor jeg tænkte, at sygeplejerske lå lige til højrebenet. Men man hører jo så meget om arbejdsvilkår, natarbejde og løn for tiden, og derfor begyndte jeg at tænke på, om man måske kunne uddanne sig i en retning, hvor man kunne hjælpe både patienter og personale.”

I sit sabbatår under corona lockdown begyndte hun at lede efter sin kommende uddannelse. Hun gennemgik samtlige uddannelser på Aarhus Universitets hjemmeside og søgte også efter spændende uddannelser på både Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Hver gang hun stødte på noget spændende, blev det noteret, og til sidst havde hun en lang liste, hun kunne begynde at sortere i.

”Ret hurtigt måtte jeg sande, at det i hvert fald ikke skulle være læge, for det havde jeg simpelthen ikke karaktererne til,” griner hun.

I løbet af sit sabbatår deltog hun også i ’Studerende for en dag’ på netop Sundhedsteknologi på Aarhus Universitet:

”Det var fedt! Det var rart at komme ind på et hold og have helt normal undervisning og være fluen på væggen. Jeg kom med på et 3. semester hold. Da jeg så, at de skulle have programmering overvejede jeg godt nok, om det nu alligevel var noget for mig, for det så meget svært ud. Jeg har aldrig haft sådan noget før, slet ikke. Men i dag har jeg fundet ud af, at det faktisk er rigtig fedt. Jeg har fået meget blod på tanden og vil virkelig gerne udvikle software.”

Overraskende studiestart

Amalie startede på Sundhedsteknologi efter sommerferien i 2021. Og hun husker tydeligt sin første studiedag, da hun trådte ind i klasselokalet.

”Der var overraskende mange piger! Det var jeg slet ikke klar over. Man har de der fordomme om, at ingeniører bare er drenge og programmeringsnørder. Men vi er omkring 75 pct. piger på mit hold. Det havde jeg virkelig ikke set komme,” siger hun.

Studielivet var ligeledes overraskende for Amalie. Undervisningen foregår mest som klasseundervisning eller som gruppearbejde med forskellige projekter, og det var meget let at være en del af alt det sociale, der foregår, siger hun.

Sundhedsteknologi er en 3,5-årig diplomingeniør-uddannelse, og efter den har Amalie planlagt at læse videre til en kandidat i Biomedicinsk Teknologi. Og hvad der skal ske derefter, må tiden vise:

”Sundhedsteknologi er en bred uddannelse, hvor der er mange muligheder for at arbejde med en lang række forskellige ting, når man er færdig. Jeg stræber stadig efter at komme til at arbejde med og for andre mennesker, og jeg er meget bevidst om at komme til at lave noget, der giver mening og som gør en forskel for andre. Jeg har altid mine egne minder i baghovedet, og derfor håber jeg virkelig, at jeg både kan hjælpe patienterne og det sundhedspersonale, som der er så meget behov for.