Abdul havde altid troet, at han skulle være maskiningeniør. Det var hans far, og hans farfar var smed, og lige siden barndommen havde han nysgerrigt skilt ting ad og samlet dem igen og forsøgt at følge med, når der blev snakket ingeniør’sk over middagsbordet.
Men midt i ungdommen kom krigen til Syrien og ødelagde hans fremtidsdrømme, splittede hans hjemland ad, og tvang ham til at flygte til et helt andet land, en anden kultur og et andet sprog, han ikke talte.
Abdul kom til Danmark som 17-årig som flygtning med minder, han helst ville slette fra hjernen for evigt, hvis han kunne.
”Jeg var meget påvirket af det. Jeg havde jo en masse tanker og drømme om fremtiden, som jeg gerne ville realisere, men som jeg pludselig følte, blev revet væk fra mig. Men det værste er, at det ødelægger ens barndomsminder. Måske man mister sine venner eller familie. Dem, man spillede fodbold med i skolen. Det er faktisk rigtig hårdt, og man drømmer meget om det om natten,” siger han.
Abdul Rahman Hasan er i dag 25 år gammel og går på 5. semester på ingeniøruddannelsen i Sundhedsteknologi på Aarhus Universitet. Han har fået smag for softwareudvikling og er til daglig i ingeniørpraktik som Junior Test Engineer hos it-virksomheden Systematic, der har dansk hovedkvarter i Aarhus. Og så har han for øvrigt lige underskrevet kontrakt med netop Systematic, så han fortsætter i studiejob i virksomheden efter praktikken.
”Jeg sidder i healthcare-afdelingen og arbejder med at teste forskellige projekter, som hjælper med at sikre arbejdsgange på hospitalet. Det er fedt at være i praktik, for man løser virkelige opgaver for virkelige kunder, og det er meget motiverende og giver et godt indblik i, hvordan tingene hænger sammen,” siger han.
Ved siden af studiet er han foredragsholder for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, DFUNK, hvor han fortæller om en opvækst i et land, der holder befolkningen under konstant kontrol, om skolegang med soldater foran hoveddøren, om krig, rædsler og flugt og om, hvordan disse minder kan ændre hele udgangspunktet i livet.
For hvordan kommer man videre? Hvordan holder man gang i tanken om, at man gerne vil noget i livet? Uddanne sig og blive til noget, når ungdommen pludselig bliver revet fra hinanden?
(Artiklen fortsætter under billedet)
Abdul flygtede fra Damaskus i Syrien og endte i Nimtofte på Djursland. Han blev indlogeret i en modtagerklasse i folkeskolens 9. klasse, selvom han egentlig allerede gik på gymnasiet i hjemlandet. Han talte ikke dansk, kendte igen, og det var meget svært at følge med, og bag øjnene bragede minderne.
Men i den lokale genbrugs fandt Abdul en gammel fiskestang. 15 kr. Han har fisket lige siden.
”Der er ro på, og det er stille, når man fisker. Man er bare der i naturen. Det heler nogle ting, og jeg plejer at sige, at det er medicin til sjælen. I starten fiskede jeg hver dag. Nu er det ikke helt så tit, men jeg sørger for at komme ud mindst en gang om ugen,” siger han og fortsætter:
”Det hjalp mig virkelig til at komme videre og få tankerne på det rette sted. Og det hjalp mig til at falde til på Djursland, tale med de lokale og føle mig som en del af stedet.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Abdul bestod matematik og engelsk i 9. klasse. Men på grund af sproget var der mange fag, han måtte tage om, før han kunne komme videre i uddannelsessystemet. Imidlertid nærmede Abdul sig de 18 år, og derfor kunne han ikke følge med de venner, han havde fået i folkeskolen.
Fremtidsudsigterne syntes lange. Han var efterhånden kommet godt ind i det danske sprog, men nu skulle han så på VUC, så en gymnasial uddannelse og hvad så derefter?
Så hørte han om Adgangskursus.
”Jeg havde jo altid tænkt, at jeg skulle være maskiningeniør, og da jeg hørte om Adgangskursus og muligheden for at komme direkte på ingeniøruddannelsen efter kun et år, blev jeg meget lettet. Som ung flygtning føler man virkelig, at man mister nogle år af ens liv, så det her var lidt en mulighed for at komme tilbage på rette spor,” siger Abdul.
Han søgte ind og fik tilbudt en plads.
”Der holdt jeg en lille fest for mig selv. Endelig følte jeg mig på rette vej,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Abdul startede på Adgangskursus som 21-årig, og han husker stadig den første dag. Han havde købt et hæfte og en blyant og tænkte, at nu skulle han skrive alt ned.
”Det var fedt at komme på Adgangskursus, for pludselig var folk ældre, havde erfaring, og havde været ude og arbejde i flere år. De brændte for det, og de brændte for deres fremtid, og de havde alle sammen valgt Adgangskursus, fordi de ville være ingeniører. De ville det virkelig, og det kunne man mærke, og det skabte bare en fantastisk atmosfære og motivation, der hjalp en fremad,” siger han.
Og selvom Abdul egentlig altid havde ønsket sig at læse til maskiningeniør, faldt valget på elektronik.
”Jeg var faktisk mest i tvivl, om jeg skulle læse til Elektronik eller Sundhedsteknologi på det tidspunkt. Der var maskiningeniøren kommet lidt i baggrunden. Jeg valgte dog Elektronikingeniør, men undervejs skiftede jeg til Sundhedsteknologi, da jeg kunne mærke, jeg brændte mere for softwareudviklingen og det sundhedsmæssige aspekt,” siger han.
Han fortsætter:
”Og nu, hvor jeg er i praktik, begynder tankerne om karriere for alvor at vinde frem. Man begynder at blive klar over, hvad man har lyst til at specialisere sig inden for, hvad der findes af forskellige jobs på den anden side og alt muligt. Lige nu i praktikken prøver jeg stadig tingene af, og det har hjulpet mig med at blive klogere på, hvad jeg kan lide, og hvad jeg måske ikke har lyst til at arbejde med.”
Abdul Rahman Hasan mangler i dag ét år af sin uddannelse, førend han kan kalde sig ingeniør i Sundhedsteknologi. Hvad der skal ske derefter, vil tiden vise, men han har en drøm om at blive selvstændig og starte sin egen virksomhed på et tidspunkt:
”Mit liv er kommet videre siden krigen, og det er jeg meget taknemmelig for. Der er mange muligheder i Danmark, og hvis man gør en indsats, kan man opnå det, man vil. Det, synes jeg, er motiverende, og jeg glæder mig til at være færdiguddannet som ingeniør, for der er virkelig mange muligheder på den anden side. Og det er også noget, vi skal være bedre til at huske på her i Danmark. Særlig i disse tider, hvor der først var corona og så energikrise osv. på grund af krigen i Ukraine. Vi har det godt, og vi bor i et åbent og demokratisk land med mange muligheder. Det er jeg stolt af at være en del af.”
