”Det giver ingen mening det her, jeg fatter det ikke!”
21-årige Pernille Sonne Pallesen er ikke typen, der går stille med dørene, og når noget virker som volapyk, skal hun nok gøre opmærksom på det.
Det gjorde hun også en septemberdag i 2019, da hun få dage inde i første semester på uddannelsen Computerteknologi på Aarhus Universitet endnu engang følte, at hun bankede hovedet mod muren i forsøget på at forstå programmering.
”Det var, som om professoren snakkede russisk! Det var virkelig, virkelig lidt, jeg forstod af det, han sagde. Og når han så brugte nogle af de ting, man gerne skulle kunne forstå, til at forklare noget andet, blev det endnu mere frustrerende. Så var det lidt som at forsøge at lære fransk af en person, der taler russisk,” siger Pernille.
Det var dengang. Et par frustrerende uger senere fik hun sit eureka moment:
”Pludselig faldt der bare nogle ting på plads i mit hoved, og tingene begyndte at give mening. Det var en sindssygt fed oplevelse endelig at forstå det og endelig igen føle sig ovenpå,” siger hun.
Pernille Sonne Pallesen er født og opvokset i Bjerringbro lige midt i Jylland. Her gik hun i folkeskole på Egeskovskolen og siden på Bjerringbro Gymnasium på den naturvidenskabelige linje. Her holdt hun sit sabbatår, hvor hun vendte tilbage til sin folkeskole som lærervikar, inden hun kort før sommeren 2019 rykkede sit liv op ved roden og flyttede til Aarhus for at studere.
Artiklen fortsætter under billedet
Pernille har altid været glad for matematik. Derfor troede hun også oprindeligt, at hun skulle læse matematik på universitetet.
Men kort før deadline for kvote 1-ansøgningen i 2019 ændrede hun mening.
”Jeg kan godt lide at spille på computer, men jeg har aldrig vidst noget om programmering og kodning. Jeg anede ikke, hvad det var. Men helt tilfældigt fandt jeg ud af, at kodning ligger meget tæt op af matematik. Man bruger meget den samme tankegang, og modsat matematikken – som nogle gange kan virke abstrakt – bruger man den i programmeringen til at skabe noget håndgribeligt. Det var fedt! Tænk, at der fandtes noget, hvor man kunne bruge sin nørdede matematik-hjerne til faktisk at udvikle noget,” siger hun.
Derfor begyndte hun at undersøge de forskellige it-uddannelser på Aarhus Universitet, og i sidste ende faldt valget på civilingeniør-uddannelsen i Computerteknologi.
”Første dag var lidt skræmmende. Man har lidt følelsen af, at det her er starten på noget stort. Det er ret meget et nyt kapitel i ens liv, og man har selvfølgelig gået og tænkt ’åh nej, kan jeg finde ud af det, hvad er det for nogle mennesker, jeg skal gå i klasse med?’ osv. Jeg var næsten lige flyttet til Aarhus og skulle starte på et studie, hvor jeg absolut ingen kendte. Det var meget fremmed for mig, der kommer fra lille Bjerringbro, hvor alle kender alle,” siger hun og fortsætter:
”Men tutorerne er bare rigtig gode til at tage imod og vise rundt. De første par dage var stille og rolige og hyggelige og meget sociale. Man kunne slappe af, inden studiet for alvor startede op. Og så kom første dag med programmering, og så tænker man bare ’OK, hvad sker der her?’,” griner hun.
Pernille bor i dag på kollegium på Katrinebjerg i den nordlige del af Aarhus Centrum. Universitetet ligger et stenkast fra hendes hjem, og havde det ikke været for corona-nedlukninger ville hendes dage gå med studie, studieliv og studiekammerater på universitetets gange.
Studiet er krævende, som hun siger, men man føler virkelig, man rykker sig. Studietiden er præget af teoretisk undervisning, øvelser og gruppearbejde i klasselokaler. Hvert andet semester er domineret af et projekt, hvor de studerende skal løse en given opgave, der munder ud i et fysisk produkt.
Artiklen fortsætter under billedet
På andet semester skulle de således udvikle et program til en robot, der skulle kunne kortlægge et hvilket som helst rum uden at vide noget om det på forhånd, og på fjerde semester, som Pernille netop er ved at afslutte, har de i hendes studiegruppe udviklet en såkaldt ’light guide’ til ældre og gangbesværede:
”Det kan godt være, at det modsat robotten ikke lyder super fedt, men det handler om at udvikle noget meget håndgribeligt, som hjælper mennesker med særlige behov. Det giver faktisk vildt god mening,” siger hun.
Og hvad med undervisningen?
”Jeg havde frygtet, at underviserne var sådan nogle store, farlige forelæsere, der bare skulle have overstået undervisningen og komme videre. Sådan er det slet ikke. Det minder faktisk meget om gymnasiet, det er bare universitetificeret på en måde. Det er meget inspirerende, når en forelæser fortæller om forskningen inden for feltet. Man tænker, at det lyder mega fedt. De er super dygtige og i øvrigt skide søde, og det gør det meget inspirerende at lære af dem. Og man kan altid spørge om alting,” siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Det gjorde Pernille også. Altså spurgte om ting. Særligt i starten. Dengang, hvor programmering og kodning var på russisk.
”Det er bare en helt ny måde at tænke på. Det er helt sit eget sprog med sin egen grammatik. Vi havde professor Peter Gorm Larsen til faget, og selvom jeg var meget frustreret, var han bare mega god til at hjælpe uden at give svaret. Han har sin egen Peter-agtige måde at undervise på, og det gjorde, at jeg til sidst selv fik den der aha-oplevelse. Og dét har været enormt vigtigt, tror jeg, for mit videre studie. At man føler, at man selv kan,” siger Pernille.
Og hvad så, hvis man aldrig har haft programmering og intet kender til kodning eller computere?
”Der er mange, der har det svært med programmering i starten, og der er mange, der ikke søger ind pga. det. Men det skal man slet ikke være bekymret for. Jeg anede intet om det dengang. Nada. Men man bliver taget meget i hånden i starten, og man kan altid spørge om hjælp. Og forstår man det stadig ikke, så spørger man igen. Og til sidst forstår man det, og det er den fedeste følelse. Og så åbner det jo bare ind til en verden, som er kæmpestor. Der er så ufatteligt mange karrieremuligheder i det her fag. Man kan lave så mange forskellige ting, når man er færdig,” siger hun.
