Regionshospitalet Holstebro, november 2018.
”Du skal finde på noget andet at lave, Kristian,” lød det ærligt fra ortopædkirurgen.
Kristian kiggede på hende med skepsis. Han var mekaniker og havde skruet i maskiner, siden han kunne gå. Han var vokset op i den del af Jylland, hvor man taler ’synnejysk’, og hvor det er godt at kende sin tidevandstabel.
Fra forældrenes gård i Skærbæk kunne man se langt over marsken mod vest og dæmningen til Rømø. Herfra gik hans verden. Og helt fra da han var bette, var Kristian med til at skrue i maskiner og køre med traktor. Hvis det havde en motor, var Kristian vild med det.
Hydraulik og stempelpumper var en del af hans vokabular.
Han var en maskinmand. Først og fremmest. Hvad hulen skulle han ellers lave?
”Jeg er håndværker. Jeg er nødt til at bruge mine hænder,” sagde han til lægen.
I 2017 var Kristian blevet opereret for karpaltunnelsyndrom i begge håndled. Han var blevet raskmeldt og havde derefter fortsat sit arbejde som mekaniker i Forsvaret ved Holstebro Kaserne.
Men når han havde kørt kampvogn eller haft et vibrerende værktøj i hænderne, gik der flere dage, førend den snurrende fornemmelse forsvandt i hænderne. Det var dybt frustrerende. Det var uholdbart. Det vidste han godt inderst inde.
”Jeg ved det godt,” svarede ortopædkirurgen, ”men du bliver nødt det.”
Kristian Eskelund Jensen er 34 år gammel og læser i dag til maskiningeniør på Aarhus Universitet.
Da han var 16 år gammel begyndte han Teknisk Skole i Esbjerg, og i 2007 blev han udlært landbrugsmaskine-mekaniker. Det var helt naturligt for ham efter at have brugt hele sin barn- og ungdom på at skrue i traktorer.
Som værnepligtig var han udsendt til Kosovo i et halvt år fra 2008 til 2009. Da han kom hjem til Danmark, blev han ansat til at køre kampvogn, og fra 2011-12 arbejdede han som mekaniker på hovedværkstedet ved Holstebro Kaserne.
Kristian ville gerne være maskinmester.
Men en dag i 2014 begyndte hans hænder at gøre ondt. Det blev starten til et langt forløb ved speciallæger, der fandt ud af, at man ikke vidste, hvad han fejlede, og i 2019 fik Kristian nok. Det blev tid til at tænke tilbage på det, han faktisk var god til i folkeskolen, og kombinere det med hans interesse for maskiner.
”Jeg havde i mange år drømt om at uddanne mig til maskinmester. Men hvis du er ansat på et skib, og motoren bryder sammen, så skal du hurtigt kunne sætte i gang for at få den til at virke. Men det kan jeg ikke med mine hænder, og jeg kan ikke holde ud at dirigere andre folk i arbejde, mens jeg bare ser på. For jeg skal have hænderne i det, men den drøm kunne jeg ikke forfølge,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I folkeskolens 3. klasse blev Kristian erklæret ordblind. Han kunne hverken læse eller stave.
Han fik hjælp op til 6.klasse, hvor han begyndte at kunne læse. Men det kneb stadig gevaldigt med stavningen. Og det gør det stadig.
”Jeg var sgu så træt af altid at slås med de danske stile,” siger han og fortsætter:
”Gennem årene er jeg blevet bedre til at stave, men jeg er sådan en type ordblind, at jeg skal have set ordet 1000 gange, førend jeg kan stave til det. Det har altid været en hæmsko. Min omgangskreds syntes, jeg skulle på gymnasiet, for jeg var – og er stadig – god til de naturvidenskabelige fag, men jeg magtede ikke kampen med stavningen og at blive banket i hovedet med, at det ikke var godt nok.”
Kristian bor med sin kone og tre børn i Hogager, lidt udenfor Holstebro. Og selvom han nok ikke helt på daværende tidspunkt vidste, hvad han skulle være, havde han en god idé om, at han skulle på Adgangskursus. Han havde fravalgt gymnasiet i sin tid, så nu måtte de teoretiske færdigheder opgraderes.
Men der er langt til Aarhus fra Hogager – særligt med tre børn derhjemme. Heldigvis havde konen hørt, at man også kunne tage adgangskursus i Herning.
’Hov, findes den også i Herning?’ havde han forundret og glad spurgt sin kone. For det var jo fremragende!
Det betød nemlig pludselig, at logistikken kunne gå op for den lille familie. For med uddannelsens placering i Herning frem for Aarhus kunne han skære en tredjedel af kørslen fra.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I marts 2019 tog Kristian til U-days i Herning. Han var nysgerrig på at høre om adgangskurset, og forhåbentlig kunne han få inspiration til uddannelsesretning. Og det fik han.
Da han hørte om uddannelsen til maskiningeniør, blev han sikker på, at det var dét, han skulle. Den lænede sig op ad hans faglighed som mekaniker. At den desuden skulle åbne i Herning samme sommer, var en kæmpe sidegevinst.
Han havde en retning. Noget at se frem til. Et håb. Han var en maskinmand, og han kunne fortsætte som det.
I august 2019 startede Kristian på Adgangskursus. Og for en håndværker, der var vant til at få hænderne smurt ind i olie og rende 11.000 skridt i løbet af en dag, var det en stor omvæltning at blive smidt ind i et klassisk universitetsmiljø:
”Efter den første dag var jeg klar til at ringe til min gamle arbejdsgiver og sige:’ jeg møder ind på mandag!’ For hold da op, en brat opvågning. En ting var, at vi skulle sidde stille på en stol, men det var også nogle lange dage, og derefter skal du læse lektier,” fortæller Kristian, der efter et par måneder dog fandt rytmen i studiet og turde tro på, at han kunne gennemføre adgangskurset. På trods af lange dage og ordblindhed.
Og det var en kæmpe sejr, da han på adgangskursus endte med at få 7 i Dansk A og 12 i Engelsk B. I de naturvidenskabelige fag fik han topkarakterer.
Året på Adgangskursus ville Kristian ikke have været foruden, da det gav ham en idé om, hvordan han skulle studere. Det var en væsentlig motivation for ham:
”Der var et fantastisk sammenhold mellem os 13 gutter, der mødte ind hver dag. Vi var hver især målrettede, men også meget opmærksomme på at få hinanden med,” fortæller han om det lille hold, hvor aldersspændet var fra 20’erne til 40’erne.
Tre af Kristians studiefæller fra adgangskurset er, ligesom ham selv, fortsat på maskinteknik, og den samme holdånd oplever han der. Han er i dag på 1. semester på Maskinteknik.
”Det fede ved Herning er, at vi er 10 studerende på et hold, og vi har en tæt kontakt til vores undervisere, som vi bare kan spørge. Internt har vi det utrolig godt, og vi hjælper hinanden, for vi vil alle sammen gerne gennemføre studiet og blive dygtige sammen,” fortæller han og tilføjer:
”I og med at vi er et ældre segment, hvor vi har været ude på arbejdsmarkedet og er vant til at arbejde sammen med forskellige mennesker, har vi en afslappet jargon, der er med til at skabe et godt miljø.”
