Fordommene startede allerede til studenterfesterne, hvor Pauline Louise Rothe Vestergaard Jensen iført den klassiske bordeauxfarvede hue kunne fejre afslutningen på sine tre år på Marselisborg Gymnasium.
”Det er da ikke noget for dig at sidde i bugen på et skib og nørde,” lød det.
Pauline havde nemlig fortalt, at hun skulle læse til maskiningeniør. Det havde hun besluttet sig for, også selvom det typiske svar herefter lød:
”Ej, sådan en pæn pige skal da ikke læse maskiningeniør.”
Men det skulle hun. Og igen og igen måtte Pauline forklare, at maskiningeniører ikke sidder i bugen af et skib og nørder, men eksempelvis udvikler nye grønne energiformer, bæredygtige nye materialer og konstruktioner og fremtidens sundhedsteknologi og meget mere.
Inden studiestarten var Pauline dog selv noget i tvivl. I løbet af 2.g var hun nemlig ganske overbevist om en helt anden karrierevej i sit liv. Hun havde løst besluttet sig for enten at læse jura eller erhvervsøkonomi. Det valg havde stort set alle andre i hendes familie taget, så hvorfor ikke hende? Det var jo det, hun kendte til?
”Men jeg var ret sikker på, at de fag ikke var så meget for Pauline,” lyder det i dag fra Paulines mor, Tine Marie Rothe Jensen.
Tine Marie, mor til Pauline
Det var hende, der oprindeligt prikkede lidt til Paulines forestillinger om studievalg. Ikke for at presse på – bare for at tale åbent om muligheder og uddannelser. For ikke at glemme noget, der kunne vise sig at være det rigtige.
”Som forælder har man jo en viden om, hvad ens børn er gode til. Og der er første skridt på vejen nok at dyrke de interesser, børnene viser fra de er helt små. Pauline har altid været meget logisk og matematisk indrettet, siden hun som helt lille tømte køkkenskabene ud på gulvet i sirligt opsatte geometriske former. Og så regnede hun altid alt muligt forskelligt ud, så jeg var ikke i tvivl om, at hun elskede matematik. Når børnene så står i den situation, at de skal vælge uddannelse, så tror jeg, de har behov for input fra nogen, der kender dem rigtig godt. Og det gør vi forældre som regel. Man ser jo ikke altid på sig selv i et 100 pct. objektivt lys,” siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Dengang i 2.g syntes Pauline dog, det var en smule irriterende, at hun ikke bare kunne få lov til at få et anerkendende nik fra sin mor, når hun fortalte om sine fremtidstanker:
”Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at sige, at det var det her, jeg ville? Men det var jo hendes måde at sige, at jeg lige skulle stoppe op og tjekke, hvad der ellers var af muligheder. For i realiteten havde jeg overhovedet ikke undersøgt noget. Jeg kendte jo bare til mulighederne som jurist eller erhvervsøkonom, for det var alle andre i familien. Men derfor var det jo ikke sikkert, det var noget for mig. Det var sindssygt vigtigt input for mig dengang, for jeg er ikke sikker på, at jeg selv var kommet frem til mit studievalg, hvis det ikke var for hendes input,” siger Pauline i dag.
For Tine Marie kom det springende punkt en dag i 2.g, hvor Pauline havde været til en event om it og programmering på Aarhus Universitet.
”Hun kom hjem så begejstret, og det bed jeg mærke i. Det var første gang, hun havde vist en sådan iver i forhold til videregående uddannelser,” siger Tine Marie, som endte med at invitere datteren med til åbent hus på ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet på Navitas.
”Jeg vidste ikke særligt meget om, hvad ingeniører laver, men jeg vidste dog, at det er en god uddannelse med mange muligheder, og at man kan forme uddannelsen, som man vil,” siger Tine Marie.
Indledningsvist var Pauline dog ingenlunde overbevist. Dengang havde hun selv alle fordommene parat:
”Jeg sagde til min mor, at ’det der skal jeg bare ikke – det er alt for nørdet’. Jeg kan huske, der var nogle studerende, der viste nogle robotter frem, og jeg tænkte bare: ’Det er mega sejt, at der er nogen, der vil lave robotter, men det er sikkert ikke noget for mig’. Men jeg forsøgte så godt som muligt at gå ind til det med åbent sind,” fortæller Pauline om sin første dag til Navitas.
Og selvom robotterne måske ikke pirrede til Paulines nysgerrighed i første omgang, var der andre ting, der gjorde: Studiemiljøet, studiekammeraterne, fagene og de fremragende jobmuligheder. Og så var hun også lun på muligheden for at komme i praktik.
Pauline, maskiningeniør-studerende
Det endte med, at Pauline besluttede sig for at søge ind på maskiningeniøruddannelsen lige efter 3.g. Hun håbede, det ville gå godt, og ellers måtte hun finde på noget andet at lave det år.
”Jeg var også nervøs,” fortæller Tine Marie og fortsætter:
”Det er utroligt vigtigt, at man som forælder er med inde over, men man skal også huske at være forælder. Ikke bare snakke efter munden og være ven. Der er man nødt til at tage nogle kampe engang imellem, og derfor falder den også tilbage på dig som forælder, hvis valget er forkert. Så jeg krydsede da både fingre og tæer for, at det var rigtigt. Men jeg var samtidig ikke i tvivl om, hvem min datter er.”
For Pauline selv var moderens støtte og input uvurderligt:
”Jeg tror, forældre rigtig tit kan hjælpe, måske endda mere end de tror, fordi de kender deres børn så godt. Det er super vigtigt at få hjælp til at kigge ud over det man måske kender til. Det, man føler er et trygt valg. Forældre kan være den øjenåbner, man ellers aldrig fik,” siger hun.
Det er i dag cirka tre år siden, Pauline startede på maskiningeniørstudiet på Aarhus Universitet.
Og selvom hun aldrig drømte om at lave robotter, har hun i sit diplomingeniørprojekt udviklet en særlig robot, der bruges til at analysere jordprøver for forurening.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Til januar 2020 starter hun på sin civilingeniøruddannelse og tager et halvt år til USA for at arbejde med kampfly hos Lockheed Martin.
Fordommene har Pauline selv for længst lagt på hylden. De blev gjort til skamme første dag på studiet. Nu er det kun alle mulige andre, der stadig spørger underligt ind til hendes studievalg.
”Man kan ikke bruge fordomme til noget som helst. Så når folk spørger, fortæller jeg om alle de spændende ting, Pauline laver, og om alle de rigtig gode muligheder, hun har,” siger Tine Marie, som bakkes op af sin datter:
”De fleste mennesker aner ikke, hvad en maskiningeniør laver. Jeg tror endda ikke engang, min egen familie helt har forstået det endnu. Jeg har prøvet at fortælle om det, men det er som om, det går ind ad det ene øre og ud af det andet. Men jeg har da lært fra mine kvindelige medstuderende, at hvis man i byen får at vide, at man ligner en maskiningeniør, så er det absolut ikke en kompliment,” siger Pauline.
