Da Troels endelig tog studenterhuen på, var karaktergennemsnittet højt nok til alle uddannelser. Men hvad skulle han vælge? Det eneste, han vidste, var, at han bare ikke skulle gå i sin fars fodspor. Gæt, hvad han endte med.

Frygten for at vælge forkert havde altid siddet i kroppen. For hvordan vælger man egentlig én ting, som man så skal arbejde med og i øvrigt gerne interessere sig for hele resten af livet? Det er svært for at sige det mildt, så da Troels efter to års sabbat tænke, at han nok hellere måtte komme i gang med et eller andet ud over at rejse verden tynd, var der kun én ting, han vidste med sikkerhed: ”Jeg skal fandme ikke være det samme som min far”.

Snittet var højt. Højt nok til at komme ind på alle uddannelser. Så han tænkte, at han hellere måtte vælge noget med et højt snit, når han nu havde det.

LÆS OGSÅ: Med studiet på en bjergryg i New Zealand: Jobbet var sikret

”Det var nok lidt den effekt, karakterræset havde. Man tænkte instinktivt: ’Den uddannelse passer nok til mig, fordi den svarer til det gennemsnit, jeg har fået’. Det var nok det, jeg skulle læse. Jeg kiggede slet ikke på fagene, men tænkte bare, at det her sikkert var uddannelsen for mig,” fortæller Troels Meldgaard, der indledningsvist valgte en kommunikationsuddannelse på Aarhus Universitet, og fortsætter:

”Men det viste sig jo, at det intet sagde mig. Det var på ingen måde mig. Da undervisningen begyndte på 2. semester, havde jeg bare ikke lyst til at møde op.”

I tvivl om hvordan han skulle komme videre, tog Troels hjem til sine forældre og spurgte dem til råds. Han var aldrig blevet pacet hjemmefra – tværtimod lagde forældrene meget vægt på, at Troels selv skulle nå til en løsning. Selv finde ud af, hvad han ville, selvom de selv udmærket var klar over, at kommunikationsuddannelsen ikke var noget for Troels. Længe havde de gået og tænkt: ”Hvornår mon det går op for ham, at det ikke er det her, han vil?”

Da det endelig skete, anbefalede forældrene ham at tænke sig godt om, i stedet for bare at prøve hårdere i samme spor.

LÆS OGSÅ: "Aarhus er rugekasse for unge, innovative, talentfulde ingeniører"

Det gjorde Troels så, og endelig begyndte han at åbne sin horisont op og forholde sig til, hvad han egentlig gerne ville være. Han talte med studievejledere, venner og forældre. Lavede lister med nøgleord. Læste Uddannelsesguiden.

”Min far er bygningsingeniør, og derfor ville jeg ikke selv være det. Men da jeg nu endelig begyndte at være ærlig over for mig selv, kunne jeg godt se, at det faktisk lød sindssygt spændende. Tænk, at være med til at opføre store bygningsværker. Vise dem til sin søn en dag og kunne sige: ’Se det hus sønnike – det har jeg sgu lavet!’,” siger Troels, som endte med at søge ind på netop den uddannelse, han havde svoret aldrig at tage.

Men det var ikke uden forbehold:

”Jeg havde en fordom om at ingeniørstudiet var sindssygt nørdet. Det var jeg meget skeptisk over for i starten, og jeg var bange for, at jeg aldrig ville finde nogle venner. Det viste sig selvfølgelig, at jeg tog fuldstændig fejl.”

LÆS OGSÅ: Undervandsrobot skaffer ny overraskende viden om isbjerge

Troels blev uddannet diplomingeniør i sommeren 2017 og læser i dag til civilingeniør i Byggeri på AU Engineering. Han er glad for, at han trodsede sin frygt og sine fordomme, og han mener endda, der er stor stolthed i ingeniørfaget:

”Jeg er meget stolt af, at jeg nu kan kalde mig ingeniør. Vi har et godt renommé over alt i verden, og hver gang man ser noget, der bare er helt vildt genialt, har der næsten altid været en ingeniør ind over. Det er fedt, og det betyder også, at man har lyst til at opretholde det renommé. Man får lyst til at gøre sig umage.”