Sara Linnet og Signe Frederiksen læser begge til civilingeniør i mekanik på Aarhus Universitet. Derudover har de to studiekammerater egentlig ikke meget til fælles.
Sara er født og opvokset i Hammel ved Aarhus, tog STX på Katedralskolen og har haft ét sabbatår, som primært gik med at rejse. Signe kommer fra Esbjerg, tog sin gymnasiale uddannelse i Mellemøsten og benyttede to års sabbat til at tage på højskole og arbejde, og så har hun også læst to semestre på idrætsvidenskab.
Men de to kvinder fandt sammen på mekanikstudiet på Aarhus Universitet, hvor de på første semester tilfældigvis røg i samme studiegruppe i faget Design & Konstruktion. Her skulle de sammen med to drenge bygge en katapult.
Formålet: Slå the Night King fra Game of Thrones ihjel.
”Det var virkelig sjovt, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at studiet ville starte ud med sådan noget. Jeg troede, det ville være meget mere opgavebaseret og teoretisk, men i stedet skulle vi bruge teorien til at løse en konkret problemstilling. Det gjorde det super underholdende, og man lærer bare meget mere af at få tingene til at ske på den måde,” siger Signe.
Semesterprojektet var bygget op som en slags konkurrence for hele klassen, hvor der var præmier til dem, der bl.a. kunne skyde længst og hårdest, og underviserne afholdt en lille event i slutningen af semesteret, hvor holdene stillede op mod hinanden og slap katapulterne løs. Alle hold fik hver to elastikker, og der var strenge begrænsninger på, hvor meget materiale man måtte benytte til designet.
Sara og Signes studiegruppe endte med at designe og konstruere en slags kanon. Godt nok eksploderede den, da de skød kuglen afsted, men de vandt alligevel ’rocketman-prisen’ for længste skud.
”Det har været noget af en omvæltning fra matematik- og fysikundervisningen på gymnasiet, hvor det hele gik op i beviser. Altså, vi har selvfølgelig også haft andre fag på første semester, hvor vi lærte fysikken og matematikken, men når man så finder ud af, at det er den teori, man skal anvende til at bygge kanonen med, så bliver det pludselig bare mega fedt. Så bliver teorien pludselig omdrejningspunktet for et konkret projekt, som hele klassen taler om og går op i,” siger Sara.
Artiklen fortsætter under billedet
Både Sara og Signe har altid været glade for matematik og fysik. Både i folkeskolen og gymnasiet. Men det lå ikke i kortene for nogen af dem, at de skulle være ingeniører.
Signe kendte til mulighederne, for hendes far er ingeniør, og hun har altid syntes, det var fedt, at man kan bruge sit erhverv til at komme ud og se hele verden.
Hun havde allerede været i gang med en anden universitetsuddannelse, idrætsvidenskab. Hun havde gået på idrætshøjskole og elskede det. Men på universitetet blev hun introduceret for faget biomekanik, som handler meget om den fysiske teori, der ligger til grund for idrætten, og her kunne hun mærke, hvordan fysikken trak i hende. Derfor begyndte hun at læse lidt om ingeniøruddannelsen i mekanik:
”Da jeg læste beskrivelsen af studiet, blev der lagt meget vægt på grøn energi, solceller og vindmøller. Den slags har jeg altid været meget fascineret af, og det var nok det, der gjorde udfaldet for mig, tror jeg,” siger hun.
Omvendt kendte Sara intet til mulighederne inden for ingeniørfagene. Hendes far er ejendomsmægler, hendes mor er kiropraktor, og hendes bror læser til medicin. Men hun havde til gengæld en gymnasielærer, der altid havde talt varmt om ingeniørvidenskaben.
”Han mente, at studievalg skulle handle om, hvad man synes, er spændende, og der fremhævede han altid meget de muligheder, der er inden for ingeniørfeltet. Man blev nysgerrig for at finde ud af mere, og derfor begyndte jeg at kigge i den retning,” siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Sara tog relativt let på studievalget. Hun var ikke 100 pct. overbevist om, at mekanik var det rigtige for hende, men hun var frisk på at prøve det af. For hvordan kan man kende til noget, før end man har prøvet det?
”Jeg tænkte bare, nu prøver vi. Det så spændende ud, så mon ikke det var sjovt?
Og så ser vi, hvad der sker. Jeg var ikke sikker på, at det var det helt rigtige, men jeg blev virkelig positivt overrasket,” siger hun.
Hverken Sara eller Signe havde tænkt meget over kønsfordelingen på uddannelsen, da de søgte ind. Selvom nogle af Saras veninder havde joket med, at hun nok blev eneste kvinde på hele holdet, inden hun startede, troede hun ikke på det. Begge nævner første dag på studiet som det mest overraskende.
”Jeg fik et sug i maven første dag. Jeg kom ind som den allerførste pige på den allerførste dag, og jeg kan bare huske, at jeg går ind, og det var bare en klasse fyldt med drenge, og jeg tænkte bare: ’hold nu kæft, fem år kun med drenge?’. Jeg skyndte mig at finde en plads og sætte mig ned, og kort efter kom en af de andre piger ind. Hun så mig ikke med det første, og jeg kunne bare se på hendes ansigtsudtryk, at hun tænkte nøjagtig det samme,” siger Sara og fortsætter:
”Det er sjovt, for jeg forstår faktisk ikke, at der ikke er flere piger. Hvis man er god til matematik og fysik, er kreativ og går op i den grønne omstilling, er det et perfekt studievalg. Jeg tror, det ligger lidt i navnet, mekanik. Jeg tror, det skræmmer pigerne lidt væk,” siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Signe startede et par dage senere, da hun skulle læse et fag op inden semesterstart, og hun havde ligeledes ingen idé om fordelingen:
”Min søster havde sagt, at der nok var en del piger på holdet, fordi grøn energi er populært, men lige den dag var der kun mig og en klasse fyldt med drenge. Det var et kæmpe chok for mig, og jeg tænkte: ’Signe, du kan godt nå at vende rundt, du kan godt nå at tage hjem igen – de ved ikke, hvem du er’, og så sker der bare det fedeste. Da jeg har sat mig ned, vender de fem drenge, der sidder foran mig, sig rundt og siger bare ’hej Signe!’. Det fjernede med et snuptag al min nervøsitet og var bare den bedste velkomst, jeg kunne få,” siger hun.
På trods af kønsforskellen fremhæver både Sara og Signe det sociale sammenhold som det bedste på hele studiet.
”Jeg havde altid tænkt, at jeg bedst kan med piger, fordi jeg altid har været i vennegrupper med piger, og nu har jeg bare fundet ud af, at det faktisk er fuldstændig lige meget. Det sociale er bare SÅ fedt ved det her studie,” siger Signe.
Sara supplerer:
”Jeg tror måske også, at det har noget at gøre med, at drengene sådan tænker om os piger, at vi sgu ikke må droppe ud – for så bliver det jo rent drengehold,” siger hun grinende.
En ting er at starte på et nyt studie, et nyt sted, ny by og skulle møde nye venner. En anden ting er at gøre alt det under coronakrisen. Tanker, om studievalget nu var det rigtige valg, er normale for alle mennesker, men coronakrisen har måske gjort det værre, fordi man nu i langt højere grad sidder med sådanne tanker alene og uden det sociale lag til at værne.
Signe kender til normal studiestart fra sin tid på idrætsvidenskab, hvor rusugen var præget af fester og hygge, øl og dans. Den studiestart fik ingen af de to, da de efter sommeren 2020 startede på 1. semester på AU Engineering.
”Det var specielt. Man har jo en forestilling om, hvordan en rusuge skal være, og det inkluderer ofte at drikke og feste en masse. Til gengæld fandt vi sammen i små grupper i klassen, og det har jeg personligt fundet rigtig rart,” siger Signe.
”Det var selvfølgelig ikke lige det, man havde regnet med, men vi har en super klasse med et meget tæt sammenhold. Og det der med, at man skulle begrænse sin sociale cirkel, gjorde, at man bliver gode venner med nye klassekammerater meget hurtigt. Man er nødt til at være sammen med sit hold for at kunne følge med i undervisningen, og når den sociale boble ikke må være større, så må man jo prioritere. Trods omstændighederne har det derfor været en rigtig god studiestart,” fortæller Sara.
Artiklen fortsætter under billedet
Har de to kvinder så haft andre tanker, siden de startede på mekanik?
Sara, der startede på studiet i den overbevisning, at det muligvis ikke var det rigtige, men at hun skulle prøve det af, er virkelig glad for sit uddannelsesvalg. Hun er blevet overbevist om, at det passer til hende, selvom langt fra alting kommer let:
”Der er selvfølgelig dage og uger hvor tingene bare er svære. Der var en uge eller to en gang, hvor vi havde gang i noget matematik, jeg bare ikke forstod, noget fysik, som var virkelig svært, og noget programmering, som bare ikke er min stærke side. Der tænkte jeg, om jeg måske havde valgt forkert. Men når man så endelig løser problemerne, får man en kæmpe succesoplevelse. Så føler man sig flyvende, og man føler, man kan det hele.”
Signe er ligeledes glad for studiet, selvom hun synes, det kan være svært at acceptere, at man ikke nødvendigvis altid er den bedste til alting.
”Man går fra at være den bedste i gymnasiet til at gå i klasse med en masse, som måske har lettere ved det end en selv. Og drengene er som regel rigtig gode til at rose sig selv. Det er vi piger ikke nødvendigvis. Der kan man godt blive i tvivl om sine egne evner. I hvert fald indtil man begynder at tale om tingene og snakke om beregninger og opgaver. Så går det op for en, at man måske er meget god alligevel,” siger hun med et smil på læben.
Sara og Signe startede begge på civilingeniøruddannelse i mekanik efter sommeren 2020. Uddannelsen tager 5 år og giver titlen cand.polyt.
Ud over grundlæggende ingeniørvidenskabelige kurser som matematik, fysik og programmering starter mekanik-studerende på Aarhus Universitet deres uddannelse med kurset Design & Konstruktion, der kombinerer kreativ problemløsning, learning-by-doing og teamwork. Her udvikler de studerende en forståelse for den tekniske designproces – en meget vigtig del i enhver ingeniørs værktøjskasse.
Projektbaseret tværfagligt samarbejde, hvor studerende anvender deres teoretisk viden med rigtige problemstillinger, og hvor man lærer af sine fejl, er meget vigtigt for en teknisk uddannelse: Ofte opstår den dybeste læring nemlig, når noget, man har bygget, ikke fungerer som det burde, og man må undersøge tingere nærmere.
