Historien om den 23-årige Sandra Spangsberg Krogh fra landsbyen Henne uden for Varde starter med et spørgsmål. Hvordan er den unge kvinde med de lange blonde krøller, interessen for klassisk litteratur, fotografi, rygsækrejser og vinterbadning havnet på en ingeniøruddannelse - og ovenikøbet en ingeniøruddannelse i Softwareteknologi?
“Det bliver jeg virkelig ofte spurgt om. Og jeg forstår det sådan set godt. Jeg blev selv overrasket, da jeg startede på uddannelsen og erfarede, at mine medstuderende var helt almindelige søde, åbne, engagerede og kreative unge mennesker. Jeg havde forventet, at alle kunne programmere på forhånd, og at de fleste ville være de der nørdede drenge, vi allesammen kender. Men det er altså helt ved siden af. Studiemiljøet virker rigtigt godt, og de fleste studerende er mennesker med ambitioner om at dygtiggøre sig inden for it, fordi det har så enorm stor en indflydelse på alt i vores samfund,” siger Sandra.
Sandra brugte tre sabbatår efter gymnasiet på at opleve verden med rejser i New Zealand, Asien og Sydamerika, arbejde og højskoleophold. Hun ventede på, at hun som lyn fra en klar himmel pludselig ville opdage, hvad det var, hun skulle studere og bruge resten af sit liv på. Det skete bare aldrig.
“Jeg fik efterhånden en følelse af, at jeg var virkelig klar til at studere. Jeg ville gerne lære noget nyt, men jeg vidste bare ikke, hvad det skulle være. Det er nok i virkeligheden en fejl, mange unge begår. De venter på en åbenbaring, hvor deres uddannelsesplaner går perfekt op i en højere enhed med, hvem de er, og hvad de gerne vil i deres liv. Jeg endte med at gå mere systematisk til værks. Jeg tænke på, hvad jeg interesserede mig for som barn, og hvad der kunne motivere mig,” siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Da Sandra gik i 7.klasse i landsbyens lille fri-skole kom hun en dag til at ødelægge sin computerskærm. Hun syntes, at det var meget dyrt at få den udskiftet, så hun besluttede sig for at finde ud af, hvordan hun selv kunne reparere den.
“Det var faktisk et vendepunkt, at jeg kunne fikse den. Siden har jeg været goto it-personen i min omgangskreds. Jeg havde en god kombi af at være systematisk i min måde arbejde på og samtidig meget kreativ. Jeg fotograferede og ønskede mig Photoshop i julegave, så jeg kunne begynde at arbejde med digital grafik. Det blev jeg ret god til. Det var min måde at udtrykke mig på. Jeg kunne lide det tekniske,” fortæller Sandra.
Sandra delte sin tvivl om uddannelsesvalg med sine forældre, og det var faktisk hendes mor, der uden at vide det, ledte hende på sporet af en ingeniøruddannelse.
“Min mor syntes, at jeg skulle være sygeplejerske. Hun sagde, at jeg var omsorgsfuld og god til forstå mennesker, men jeg følte mig slet ikke motiveret for at gå i den retning. Jeg ville gerne uddanne mig til et job, hvor jeg kunne være kreativ. Og så faldt jeg over beskrivelsen af diplomingeniøruddannelsen i Softwareteknologi, og der kunne jeg se, at jeg kunne kombinere det hele. Hvis man skal være en dygtig ingeniør, skal man kunne samarbejde med andre, og man skal kunne sætte sig meget detaljeret ind i menneskers tanker, følelser og behov for at udvikle de gode løsninger,” siger Sandra.
I dag er Sandra færdig med sit første semester på uddannelsen, og hun er flyttet ind i en lejlighed i Ceresbyen centralt Aarhus med en ven og en veninde.
Når hun tænker tilbage på sin start på universitetet bliver hun svimmel.
“Jeg har lært virkelig meget, og generelt fået et godt indtryk. Vi har været ramt af både restriktioner på grund af Corona, så det har været meget underligt at starte på universitetet. Jeg glæder mig til de kommende semestre, hvor vi kan komme rigtigt i gang. Det fede ved en ingeniøruddannelse er jo, at man hele tiden arbejder med at anvende teorien i praksis og løse nogle virkelige problemer for virkelige mennesker” siger hun.
