Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studiesnakke over middagsbordet og flere år i udlandet gjorde Emilie sikker på sit studievalg

Emilie troede oprindeligt, hun skulle være jagerpilot. Eller sådan noget. I dag læser hun til civilingeniør og har hele verden åben for sine fødder. Hendes uddannelsesrejse startede tilbage i gymnasietiden, hvor hun en aften sad og snakkede med sin far.

”Jeg har snakket meget med mine forældre om uddannelser gennem hele gymnasietiden. De har helt sikkert været den primære kilde til studiesnak for mig,” siger 24-årige Emilie om sit studievalg, der for hende begyndte at tage form allerede i gymnasietiden.
”Jeg har snakket meget med mine forældre om uddannelser gennem hele gymnasietiden. De har helt sikkert været den primære kilde til studiesnak for mig,” siger 24-årige Emilie om sit studievalg, der for hende begyndte at tage form allerede i gymnasietiden. Foto: Søren Kjeldgaard.

Efter tre års sabbat i USA og Australien startede Emilie Lindgaard Toftbjerg på sit studie på Aarhus Universitet i august 2019. Hun skulle være bygningsingeniør. Det havde hun været sikker på længe.

Veninderne fra gymnasietiden fattede det ikke. De syntes, det var lige dele sejt og nørdet og uforståeligt. Men Emilie havde været overbevist om sit studievalg lige siden hendes far havde kastet en strøtanke mod hende for flere år siden. Det var dengang, hun stadig gik i gymnasiet, hvor de en aften havde siddet og talt om uddannelser og muligheder og fremtiden.

”Du kan jo også læse til ingeniør. Sådan nogle er der jo altid brug for,” havde hendes far sagt.

Den lille sætning blev indledningen på Emilies uddannelses-research, for hun anede intet om, hvad ingeniører laver, eller hvad ingeniørvidenskab er for noget. Hun havde aldrig tænkt tanken. Det var et helt felt af uanede muligheder, hun end ikke havde overvejet.

Men den aften fandt hun sin hylde. Og selvom der skulle gå mere end tre år, inden hun overhovedet skulle søge ind, var sabbat-årene blot med til at cementere det valg, hun allerede havde truffet.

Fodbold og matematik

Emilie er i dag 24 år gammel og læser på 3. semester på civilingeniør-uddannelsen i Byggeri på AU Engineering, Aarhus Universitet. Hun er oprindeligt født i Aarhus, så helt fremmed var det ikke, da hun startede på studiet, men siden 3. klasse har Emilie boet på Fyn i en mindre stationsby ved navn Aarup.

Her boede alle vennerne lige om hjørnet, der var højt til himlen og horisonten var åben. Her gik hun på Aarupskolen indtil 10. klasse, hvor hun tog på Efterskolen ved Nyborg for at spille fodbold.

Fodbold har altid været vigtigt for Emilie. Lige siden, hun begyndte at gå. Og lidt med samme lethed kom matematik til hende allerede fra de små klasser. Det var bare logisk, syntes hun. Og så kunne hun godt lide det der med at sætte to streger under et resultat. Finde frem til det rigtige svar.

Én beviselig, entydig sandhed.

Både fodbold og matematik holdt ved i gymnasietiden, selvom hun faktisk valgte en samfundsfaglig linje på Tornbjerg Gymnasium, som hun gik på i Odense.

Artiklen fortsætter under billedet

Emilie brugte sin sabbat til at tage 1,5 år i USA og 1 år i Australien. Tiden i udlandet styrkede hende personligt og havde stor betydning for hendes selvværd i forhold til at vælge det rigtige studie. Foto: Privatfotos.
Emilie brugte sin sabbat til at tage 1,5 år i USA og 1 år i Australien. Tiden i udlandet styrkede hende personligt og havde stor betydning for hendes selvværd i forhold til at vælge det rigtige studie. Foto: Privatfotos.

Forældresnak

Dengang vidste Emilie ikke, hvad hun skulle uddanne sig til efter gymnasietiden. Jo, måske pilot i Forsvaret. Flyve kampfly eller sådan noget. Ellers ikke.

Men så begyndte hun at tale med sine forældre om studievalg. Hvad man kan blive, og hvad man kan komme til at lave på den anden side. Om man kan komme ud i verden og arbejde.

”Jeg har snakket meget med mine forældre om uddannelser gennem hele gymnasietiden. De har helt sikkert været den primære kilde til studiesnak for mig. De har givet sig tid til at lytte og snakke, de har ikke skudt mine ideer ned, men talt med mig om den og har stillet interesserede spørgsmål. Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at man har nogle, man kan stole på, som man kan snakke med om sådan nogle ting,” siger Emilie i dag om de samtaler, hun havde med sine forældre dengang.

Hun fortsætter:

”Til at starte med var jeg meget på bar bund, men efter min far nævnte det med ingeniøruddannelserne, blev jeg ret fokuseret. Han pointerede, at man jo bruger matematik til at regne på bygninger og sådan noget, og det havde jeg bare ikke tænkt på før. Og det var et stort plus for mig, at der er så gode muligheder for at få job som ingeniør.”

Interesseren for matematik blev forstærket på gymnasiet, hvor hun havde en fremragende lærer. En ældre dame, som alligevel var totalt på bølgelængde med it-teknologi og formåede at implementere det i matematikundervisningen, og samtidig bare klikkede utroligt godt med eleverne.

”Hun gjorde det bare sjovt. Hver dag. Hun var så god en formidler, og det har helt sikkert haft betydning for mig og mit studievalg,” siger Emilie.

Evner og ansvar

Efter gymnasiet var Emilie overbevist om, at hun skulle læse til ingeniør. Men hun skulle ud og se verden først. Opleve de ting, hun måske ikke kunne nå bagefter.

Hun startede med 1,5 år på Anderson University i South Carolina, hvor hun læste ’pre-engineering’ først og senere ren matematik. Bagefter tog hun til Australien, hvor hun arbejdede og rejste rundt i 1 år.

”Og så var jeg klar til at begynde at læse igen. Og mere end nogensinde var jeg blevet klar over, at ingeniørretningen var den rigtige for mig. De 2,5 år i udlandet har rykket mig meget rent personligt. Jeg er blevet meget mere sikker på mine egne valg. Efter at have læst matematik på Anderson University fandt jeg ud af, at jeg skulle læse noget, hvor matematikken bliver anvendeliggjort. Hvor man skal bruge den til noget og ikke bare lære en masse teori for teoriens skyld,” siger hun og fortsætter:

”Og så har jeg nok altid haft det sådan, at hvis man har evnerne, så har man også et ansvar for at bruge dem. Det har mine forældre altid sagt til mig, og det synes jeg, er meget rigtigt.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billederne her er taget i Middelfart, hvor Emilies forældre bor i dag. Selv bor hun midt i Aarhus C. Hun er glad for, at universitetet er en del af midtbyen, for det giver et helt særligt liv til studiet. Foto: Søren Kjeldgaard.
Billederne her er taget i Middelfart, hvor Emilies forældre bor i dag. Selv bor hun midt i Aarhus C. Hun er glad for, at universitetet er en del af midtbyen, for det giver et helt særligt liv til studiet. Foto: Søren Kjeldgaard.

Jordskælv og grøn energi

Emilie startede på Aarhus Universitet i august 2019. Hun følte det lidt som at komme hjem igen, da hun endelig var rykket ind i sin lejlighed i Øgadekvarteret midt i centrum af Aarhus.

Første dag på studiet blev hun overrasket over, at hun med sine dengang 23 år var en af de ældste på sit hold. Men det sociale sammenhold er fantastisk, fortæller hun: 

”Det var skønt at møde nye mennesker, som deler de samme interesser, som jeg selv har. Og selvom nogle fag er kedelige, og man nogle gange er i tvivl om, hvad man skal bruge noget af teorien til, så mærker man stadig, at der er et mål med det hele. Man kan se meningen med det, man laver,” siger hun og fortæller, at hun gerne vil bruge uddannelsen til at komme ud i verden:

”Ud og arbejde med jordskælvssikring eller lagring af grøn energi eller sådan noget lignende. Det kunne være spændende, og der er ingeniøruddannelsen bare rigtig god, fordi den åbner døren op til hele verden.”