115 km nordvest for Aarhus ligger landsbyen Thise; en bette flække med knap 200 indbyggere, en skole, et meget stort mejeri, flade marker og ganske få hundrede meter til Limfjordens vande. Her er der mørkt om natten og koldt om vinteren, og her voksede Jens Villadsen Fisker op. Her kiggede han op på den klare stjernehimmel og gjorde, som mennesker har gjort i årtusinder: Undrede sig.
”Skulle man blive astronom, mon?”
Hvor mange piger og drenge har ikke haft den tanke på et eller andet tidspunkt? Hvor mange af os har ikke drømt om at finde ud af, hvad der er derude i mørket? Rejse derud og opdage nye grænser. Er der mon liv et sted? Hvordan mon alting ser ud derude - ubegribeligt langt væk herfra?
I dag er Jens 23 år, bor lige midt i Aarhus Centrum i en lejlighed i Ceres Byen sammen med nogle gamle venner, der ligesom ham tog til byen for at studere. Der bor flere mennesker i den bygning, Jens bor i, end der gør i hele Thise, men på trods af omvæltningen trives han fantastisk. Han elsker byen, de gamle bygninger, de små gader, de uendelige muligheder for at nyde livet og hygge sig med vennerne.
Hver dag går han fra sin lejlighed til studiet på Aarhus Universitet. Det tager ham 10 minutter. 5 minutter hvis han tager cyklen.
Jens læser til civilingeniør i Computerteknologi. Hvorfor? Fordi det altid har været en brændende interesse:
”Jeg har i mange år tænkt, at jeg gerne ville læse noget med it. Det har bare altid interesseret mig, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at arbejde med sådan noget og lære mere om software og programmering. Men jeg må indrømme, at jeg inden starten ikke anede, hvad en ingeniør egentlig laver. Det lød bare interessant, så jeg hoppede ombord,” siger han.
For Jens var studievalget en erkendelse af, at hans interesser lå inden for computerverden. Men ligesom så mange andre unge mennesker var Jens også præget af trangen til at bryde ud af sine egne personlige rammer. Vise omverden, at man godt kan være en anden end den, alle tror, man er.
For hvordan vælger man studie? De fleste har jo mere end én interesse. Og det kan være svært at se, hvad der ligger for enden af en studietid, der måske varer fem år. Måske mere. Hvem er man overhovedet til den tid? Er man mon en helt anden end i dag?
I gymnasiet tænkte Jens tit på, om han skulle søge ind til militæret. Han havde en drøm om at blive jagerpilot. Betvinge et kampfly til millioner af kroner og drøne ud over landskabet, mens verden passerer med overlydsfart. Hans onkel var jagerpilot i sin tid. Og onklens mange historier gav genlyd i Jens’ hoved.
”Det var et tankeeksperiment for mig. Jeg kunne rigtig godt lide idéen. Tanken om at være jagerpilot. Men det var nok mest et eksperiment om at være den type person. Være en anden, end den jeg var. Kunne man det? Måske? Men den barske virkelighed var jo nok, at det var jeg ikke. Min interesse var jo reelt computere,” siger Jens og fortsætter:
”Det tror jeg er vigtigt; at man er ærlig over for sig selv. Hudløst. Det er fint og helt menneskeligt at have tanker om at være en anden person. Drømme sig ud i noget, man har set på film eller læst om i en bog. Men vi lever i den virkelige verden, og jeg var nødt til at indrømme over for mig selv, at jeg nu engang faktisk brændte for de interesser, jeg havde. Og hvis jeg skulle have et langt arbejdsliv, så skulle det også være med det, der rent faktisk var mig."
For Jens var det nok også vigtigt, at han ikke var så bekymret for, hvis han nu valgte forkert. Han kendte ingen ingeniører, hverken blandt venner eller familie, men han havde bare en åben tilgang til tingene og tænkte, at hvis det ikke går, så er det nok også okay:
”Åh nej, hvis jeg vælger forkert, så er mit liv ødelagt! Sådan tænkte jeg ikke. Jeg brugte Uddannelsesguiden og læste mig lidt frem der, snævrede feltet ind, og så tænkte jeg ’det skal nok gå! Vi hopper ud i det og ser, hvad der sker, og hvis det ikke duer, så finder vi på noget andet’,” siger Jens.
Og selvom han her et år efter studiestart må indrømme, at det var hårdt i starten, er han ganske sikker på, at han valgte det rigtige for ham:
”Jeg var meget overrasket over undervisningen. Man hører meget om, at studerende på universitetet har 1 eller 2 forelæsninger om ugen og ellers bare sidder og selvstuderer eller noget i den stil. Sådan er det slet ikke her. Vi er på uni hver dag, har forelæsninger og teoretiske øvelser hver dag og laver gruppearbejde hver dag. Underviserne er meget til stede, og man kan hele tiden spørge dem om alt muligt. Det minder faktisk en hel del om gymnasietiden, og det var et kæmpe plus for mig.”
Karrieren er der stadig lang tid til, og Jens indrømmer, at det ikke fylder så meget for ham. Ikke endnu i hvert fald:
”Jeg vil bare gerne lave det her, fordi jeg synes, det er fedt. Og jeg ved, at der er masser af gode muligheder bagefter, men jeg er bare ikke det største karrieremenneske. Jeg er lidt loose på det punkt – det kommer, som det kommer, tænker jeg. For mig er det vigtigste, at jeg arbejder med det, jeg rent faktisk synes, er sjovt.”
