Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Han bygger satellitter: Når drengedrømmen bliver til virkelighed

Fem studerende på Aarhus Universitet byggede universitetets første satellit, Delphini-1. Den blev sendt op i rummet i starten af 2019 som en del af universitetets rumprogram. En af de fem studerende var Kåre, som har uddannet sig til civilingeniør.

Rummet. Den yderste grænse. Hvor mange timer har man ikke brugt på at kigge op på nattehimlen og undre sig? Drømt om at rejse mellem stjerner og galakser?

Rumindustrien med Nasa som forbillede har været en ungdomsdrøm for rigtig mange mennesker. En drøm, som virkeligheden dog ofte spænder ben for på den ene eller anden måde. Man skal vel være realistisk? Eller hvad? For Kåre Jensen, der læste til civilingeniør i Computerteknologi på Aarhus Universitet, er ungdomsdrømmen dog stadig hed, og det bliver den ved med at være. 

LÆS OGSÅ: "Snittet var højt, så jeg tænkte, det nok var det, jeg skulle læse"

Han er en af de fem studerende, der byggede Aarhus Universitets første satellit, Delphini-1, som er den bærende del af universitetets rumprogram, AUSAT-1.

(Artikel fortsætter under filmen)

Visninger
Kaare bygger satellitter: Når drengedrømmen bliver til virkelighed. Se flmen her.

"Lige siden starten af gymnasiet har jeg været meget fascineret af hele rumindustrien. Jeg kan særligt huske en nat for mange år siden, hvor jeg sad foran computeren sammen med en kammerat. Pludselig kom hans far ind og sagde, at der var live streamning af en opsendelse fra Cape Canaveral. Det var utroligt spændende at følge opsendelsen, og det var ligesom startskuddet for min interesse. Derefter begyndte jeg at følge Copenhagen Suborbitals, og senere kom SpaceX," siger Kåre Jensen.

LÆS OGSÅ: Undervandsrobot skaffer ny overraskende viden om isbjerge

Interessen for rummet har brændt sig fast i ham lige siden. Og lige siden han startede på IKT-ingeniør-uddannelsen, gik han og ventede på netop et projekt som AUSAT-1, som - udover at handle om rummet og rumindustrien - strækker sig over flere semestre.

"Jeg kunne virkelig godt tænke mig at arbejde med sådan noget som det her i fremtiden. Og jeg tror, mulighederne er bedre nu om dage, for det har virkelig været en industri i vækst de sidste mange år, eftersom det er blevet væsentligt billigere at sende ting ud i rummet."

(Artikel fortsætter under billedet)

Kåre har altid vidst, at han skulle være ingeniør. Helt tilbage fra de små klasser i folkeskolen har han holdt af at "løse problemer", som han siger:

"Jeg kunne godt lide at fikse folks problemer og finde bedre måder at gøre ting på. Det er lige præcist det, ingeniører gør; løser problemer, som kan ændre verden. Det svære var at finde ud af, hvilken type ingeniør jeg skulle være."

LÆS OGSÅ: "Jeg troede kun, det var brainy typer med sindssyge hobbyer, der læste til ingeniør"

Valget faldt på IKT-linjen, og det med elektronikken må siges at ligge til familien. Kåres to ældre brødre er begge civilingeniører inden for henholdsvis informationsteknologi og sundhedsteknologi. Og selvom Kåres far er læge, har han altid været en "ingeniør indeni", siger Kåre:

"Min far startede som radiomekaniker under B&O’s storhedstid. Han har altid interesseret sig for teknik, også selvom han på et tidspunkt lavede et vildt skifte over til læge. Dengang mine brødre gik i folkeskolen var mit hjem det eneste i nabolaget, som havde computer i hjemmet."

Siden dengang har verden ændret sig markant. Dengang, for 25 år siden, boede Kåre med familien i Herning, og der var ikke en eneste butik i byen, hvor man kunne købe en mus til pc’en. Nu er Aarhus Universitet i gang med at bygge en kvantecomputer i kælderen og har sendt sin første satellit i omløb. Alt sammen fremskridt der er gjort inden for det felt, Kåre har specialiseret sig i.

Og der er brug for sådan nogle som Kåre i erhvervslivet. Ikke kun inden for rumindustrien, men overalt eftersom smarte produkter og Big Data fylder mere og mere i industrier, der førhen var blotlagt for digitalisering. Det mærkede Kåre da også til, dengang han blev færdig som diplomingeniør, og inden han startede på den to-årige overbygning til civilingeniør:

"Det var meget fristende at gå ud og arbejde dengang, for alle på min årgang blev kontaktet af virksomheder med jobtilbud. Der var ikke en eneste af de jeg kender, der stoppede, som ikke havde fået et fast job, inden de var færdige med bachelorprojektet. Det føles ret godt, og det er fedt at vide, at der er de muligheder. Jeg har dog altid vidst, at jeg ville læse videre, og jeg har altid haft den holdning, at jeg alligevel skal arbejde, til jeg bliver 80. Så et par år fra eller til betyder ikke alverden," siger Kåre.

Efter satellitten og den base-station, der skal styre satellitten, blev bygget færdigt, blev der udført utallige tests, indtil en håndfuld af de studerende tog en tur til Nasa i Houston, hvor satellitten blev sendt ud i rummet. Du kan følge seneste updates fra satellitten via linket her.

Fakta om Delphini-1

  • Den 31. januar 2019 blev Delphini-1 sendt ud i rummet fra Den Internationale Rumstation (ISS).
  • Hardwaredelene til satellitten har kostet ca. 60.000 euro. Kontrolstationen til satellitten har kostet ca. 30.000 euro.
  • Delene til satellitten er købt af den danske virksomhed GomSpace, som designer nano-satellitter.
  • Projektets samlede budget er på 200.000 euro.
  • Fem studerende blev tilknyttet projektet. Ud af 22 ansøgere blev 15 valgt ud til første workshop. Blandt de 15 blev der trukket lod om, hvem der fik lov til at samle satellitten.
  • De fem studerende var fra Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Geoscience og AU Engineering.
  • Satellitten er udstyret med et batteri, som vedligeholdes af solceller monteret på satellittens sider.
  • Læs mere via linket herover.

Læs mere om uddannelserne: