”Var det nu også det rigtige at gøre?”
Kvote 2 deadline nærmede sig hastigt, da Lærke med tvivl i sindet satte det sidste, endelige kryds. I årevis havde hun vidst præcis, hvad hun ville. Hun havde fortalt det til alle og enhver lige siden folkeskolen. Og hun havde endda brugt en stor del af sit sabbat-år på at arbejde sig til en fin henvisning. Folk omkring hende glædede sig til, at hun endelig tog skridtet og søgte ind på det, de troede, var hendes drømmestudie.
Men i løbet af sit sabbatår var hun kommet i tvivl.
Hun var kreativ, hun var god til matematik og fysik, og hun havde brug for udfordringer. Brug for at bruge hovedet til noget, brug for at blive klogere på verden og brug for noget konkret.
Hun kiggede på listen over sine prioriteringer og trykkede send. Det var det. Så måtte hun se, hvad der skete. Hun havde sat bygningsingeniør som nummer 1.
Og det havde hun ikke fortalt til nogen overhovedet.
Lærke Højbjerg er født og opvokset i den lille by Vejen vest for Kolding. Folkeskolen sagde hende aldrig så meget. Hun var der, og hun lavede sine ting, men hun holdt sig lidt i baggrunden. For Lærke svømmede, og hun var god til det, og det var dér, hun mentalt var til stede. Til træning og i fællesskabet i klubben.
Lærke har altid haft en trang til at komme ud og se verden, opleve mennesker og nye steder. Ikke, at hun ikke er familiemenneske. Det er hun udpræget. Men hun har altid haft en trang til at komme ud. Allerede i folkeskolen tog hun alene på tur til Australien på udveksling hos en værtsfamilie, og efter niende klasse tog hun til Texas, hvor hun svømmede og gik på high school.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Mennesker betyder meget for Lærke. Mennesker, hun har haft en relation til på et tidspunkt i livet. Hun besøger den dag i dag stadig sine værtsfamilier i både Australien og USA, og hun tilbringer stadig sine somre med at arbejde for den samme virksomhed, som hun gjorde for år tilbage, Solar Danmark. Og hun tager hjem til familien, så ofte hun kan.
Derfor var studievalget også svært for hende, for hun følte lidt, at hun ville være uærlig over for sin familie, sine venner og bekendte, hvis hun ikke valgte det, hun havde talt om så længe. Lige siden starten af folkeskolen havde Lærke gået med bøjle på tænderne. I ni år havde hun bakset med dem. Det havde sat sit præg, så da Lærke flyttede til Kolding som 18-årig og startede sit sabbat-år, var det med planen om at blive tandlæge. Det var hun 100% overbevist om.
Lærke startede på ingeniørstudiet Byggeri på Navitas på Aarhus Ø en sensommerdag i 2020. Det var dengang, vi lige var begyndt at vænne os til at bruge mundbind. På trods af at introugen var lidt handicappet på grund af coronarelaterede restriktioner, var Danmark forbi den første nedlukning, universitetets lokaler var åbne igen, og nye studerende strømmede til.
”Jeg kan huske, at jeg blev overrasket over, hvor mange piger der var. Der var rigtig mange piger på mit hold, og jeg havde bare en idé om, at ingeniørstudiet nok var ret mandedomineret, og at det nok var en branche med en stor overvægt af mænd. Det ligger bare i ordet, synes jeg: Byggeri. Der er bare nogle drenge-konnotationer i det ord,” siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det var i slutningen af sit sabbat-år, at Lærke begyndte at overveje ingeniørretningen. Hun nævnte det kort for sin mor på et tidspunkt:
”Men hun var bare sådan ’ja ja’-agtig. Det var lidt irriterende, syntes jeg. Måske hun troede, at det var baseret i en frygt for ikke at komme ind på tandlæge-studiet. I hvert fald begyndte jeg i stedet at snakke med min storesøster om det, som havde en veninde, der læste til ingeniør,” fortæller Lærke.
Hun ringede derfor til søsterens veninde, der fortalte Lærke om de forskellige bygningsingeniør-retninger, om forskellene på civilingeniør og diplomingeniør og meget andet.
”Det var rigtig rart at tale med hende, for hun var totalt unbiased. Efter den snak var jeg ret overbevist om, at jeg skulle søge ind på Byggeri,” siger Lærke.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Lærke er i dag glad for, at hun tilbage i 2020 valgte at sætte det øverste kryds ved bygningsingeniør på Aarhus Universitet. Også selvom det endte med, at hun faktisk først fortalte sine forældre om det, efter kvote 2-ansøgningen var sendt.
”Det er faktisk først nu her, at det begynder at gå op for mine venner og bekendte, at det er det her, jeg skal. Og det var først på mit 3. semester, at det virkelig gik op for min mor, at jeg sgu gør det her. At jeg skal være ingeniør, at jeg er mega glad for det, og at det ikke bare var en smutvej begrundet i frygt,” siger Lærke.
For hende betyder det meget, at studiet er alsidigt, at det kræver noget af hende, og at karrieremulighederne er uhyre brede.
”Man kan, hvad man vil, men ofte handler det om at give ting en chance og så lægge energi det. Man skal sgu være kreativ på ingeniørstudiet. Man skal være innovativ. Og så skal man knokle for det, for man kommer ikke sovende til titlen som civilingeniør. Og så er det slet, slet ikke kun for drenge,” siger hun.
