Det startede med broderet sengetøj i gymnasiet. Så tasker af kernelæder og genbrugstræ og til sidst interiør og softwareteknologi.
Nanna Bach Munkholm er 26 år, uddannet bygningsingeniør fra Aarhus Universitet og stifter af virksomheden DecorRaid, der matcher nordisk interiør med mennesker: ”En slags Tinder for møbler”, som hun selv beskriver det.
Hun er en videbegærlig blæksprutte. Den type, der kaster sig ud i ting, som hun synes, hun er dårlig til, for at vise verden, at hun godt kan. Om det så er matematik eller sprog, byggeri eller programmering. Det er ligegyldigt. Så længe hun kan blive udfordret.
Men hvorfor bliver man bygningsingeniør for så at starte en interiørforretning?
For Nanna startede det hele i folkeskolen. Det var nemlig matematikundervisningen, som gav hende den fornødne selvtillid til at udfordre sig selv gennem sit ingeniørstudie og i sidste ende gå iværksættervejen.
Nanna voksede op i Hobro med sine forældre, sin storebror og storesøster. Hun var halvvejs ordblind og fik gennemsnitlige karakterer. Hun drømte om at blive folkeskolelærer ligesom sin mor eller ”noget med børn og mennesker”, som hun kendte fra det frivillige arbejde hos SOS Børnebyerne, som hendes mor var formand for.
Men hun nød matematik og fysik og havde en umættelig appetit på fagene. Og så var hun også god til dem. Alligevel valgte hun matematikken fra, da hun startede på Mariagerfjord Gymnasium til fordel for spansk, engelsk og samfundsfag.
Sprogfagene ikke var hendes stærke side, og hun ville gerne udfordre sig selv, fortæller hun:
”Jeg havde matematik på C-niveau, og pludselig var jeg den bedste i klassen til matematik, fordi alle andre hadede det. Det gav mig selvtillid, og senere valgte jeg det på A-niveau. Og det var sgu fedt! Jeg var god til det, jo. Jeg tænkte: ’Øj, jeg er god til matematik, og jeg synes faktisk, at det er sjovt’,” siger hun.
Tilvalget af matematik på højt niveau betoner hun som skelsættende på flere måder:
”Matematik på A-niveau var mit eneste frirum på gymnasiet, for det var nogle helt andre mennesker, jeg var sammen med. Jeg kom væk fra sprogklassens fnidder, og så var jeg den dygtige til matematik. Det var jeg ikke i sprogfagene.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Nannas far er tømrermester, og hendes storebror er bygningskonstruktør. Og lige siden hun var helt lille, har Nanna været med ude i faderens værksted og lært værktøj og byggemetoder at kende. Byggeri lå næsten i hendes blod.
Ikke at hun forstod noget af det dog:
”Min far tog os altid bare med, når han skulle bygge noget. Jeg fattede ikke, hvad de snakkede om, men var bare med. Og jeg blev efterhånden vant til, at det der med at bygge, det var noget, mænd gjorde,” siger hun.
Så da Nanna selv skulle til at vælge, lænede hun sig op ad arkitekturfaget. Lige indtil hun hørte om diplomingeniøruddannelsen i bygningsdesign på uddannelsesmessen U-days.
”Jeg har altid godt kunne lide at være kreativ og designe. Og det at jeg kunne tegne noget og bagefter bygge det, tiltalte mig. Desuden synes jeg, at dem jeg mødte på U-days, som en dag kunne blive mine medstuderende, var mega behagelige mennesker, som jeg følte mig komfortabel med,” siger Nanna.
Det var dog en tur på en byggeplads med sin storebror, der endelig overbeviste hende om sit fremtidige uddannelsesvalg:
”Det var i sidste øjeblik, at jeg søgte ind på ingeniørstudiet, for tanken havde ikke strejfet mig i løbet af gymnasiet. Lige inden deadline på kvote 1 var jeg med min storebror på arbejde ved et byggefirma, og når de snakkede om ting, jeg ikke forstod noget af, tænkte jeg: ’Jeg vil også være med i den snak’. Det var jo en verden, jeg ikke kendte til. Det var mystisk. En sort boks, som jeg gerne ville ind i.”
Uddannelsesvalget kom som en stor overraskelse for forældrene.
”Mine forældre troede ikke deres egne ører, da jeg sagde, at jeg havde søgt ind som ingeniør. Men jeg kan godt lide at nørde og at gøre noget, som ikke er ventet af mig”, siger Nanna, der kom ind på diplomingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet i 2014.
Gennem sin barndom har Nanna været frivillig for SOS Børnebyerne. Engang, mens hun gik i gymnasiet, var hun med til et arrangement, hvor hendes blik faldt på en broderet pude med afrikanske dyr.
”Den vil jeg have,” tænkte hun. Men hun havde ikke penge til at købe den, så hun måtte lave den selv.
Det var første gang, Nanna havde en succesoplevelse med håndarbejde.
”Jeg har altid haft mange ideer, men indtil da havde jeg bare aldrig rigtig fået gjort tingene færdige. Men for første gang mærkede jeg successen ved at færdiggøre noget. Og sidenhen har jeg fundet ud af, hvor stor succes jeg faktisk har ved det, og det er super fedt.”
Det viste sig, at folk gerne ville betale penge for Nannas produkter. Det opmuntrede hende til at starte en taskevirksomhed i løbet af gymnasiet, hvor hun syede tasker, punge og nøgleringe af kernelæder.
Virksomheden fortsatte hele vejen gennem ingeniørstudiet.
”Jeg skilte mig nok ret meget ud, for jeg ville være iværksætter. Mine medstuderende læste meget, og det gjorde jeg ikke, men jeg fik alligevel gode karakterer. Nok fordi, jeg tænker meget logisk og praktisk. Hvis jeg f.eks. skulle til eksamen i indeklima tog jeg med min far på en byggeplads, så han kunne vise mig, hvordan det faktisk fungerer. Og på den måde har jeg altid været god til at finde en anderledes måde at lære på,” siger hun.
I løbet af sin bachelor tog Nanna på udveksling til Indien, og det skulle vise sig at blive et vendepunkt for hende.
For her mødte hun en kvinde. En jævnaldrende medstuderende med uforløste iværksætterdrømme:
”Mine medstuderende i Indien var tvunget til at være der. Tvunget til at læse noget, de måske ikke ville. Især pigerne, for hvis de tog uddannelsen kunne de blive gift med en anden ingeniør og dermed komme højere op i kastesystemet. Det var det, det hele handlede om. Og det var virkelig en øjenåbner for mig,” siger hun og fortsætter:
”En af mine kvindelige medstuderende havde et aerobichold, hvor hun underviste. Og hun drømte om at være kok og starte sin egen restaurant. Men alt det var hun nødt til at holde hemmeligt for sin familie. Hun havde så mange iværksætterdrømme, som hun måtte holde hemmeligt. Hun var bare mega sej, og hun var bare så låst og kunne ingenting. Det fik mig til at tænke over, de muligheder vi har i Danmark. Alle døre er åbne herhjemme. Jeg var bare sådan: ’Jeg har alle muligheder – så nu skal jeg fandme hjem og gøre noget ved det her’.”
Da hun kom hjem igen, var Nanna fast besluttet på at forfølge sin drøm som iværksætter. Hun valgte at tage en kandidat i teknologibaseret forretningsudvikling, og hun meldte sig ind i iværksættermiljøet Startup Factory:
”Jeg tænkte: ’Nu melder jeg mig helt ind’. Og så sad jeg der hver dag.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
At være en del af netværket var rigtig givtigt for Nanna, der stadig havde gang i sin taskevirksomhed, hvor hun fandt ud af, at hun kunne optimere sin produktion betragteligt:
”Det tog mig 24 timer at sy en taske af kernelæder, og jeg tænkte:’ Det dur jo ikke. Der er ikke nogen, der vil betale min timeløn’.”
En tur på sin fars byggeplads, hvor der lå en masse spildtræ, igangsatte ideen om at kombinere træ med kernelæder.
Hvad gør man så, når man ikke har rutine og tilladelse til at arbejde med maskiner til træbearbejdning? Nanna tog på kursus i træværksted på Godsbanen, og med sit kursusbevis i hånden kunne hun bruge både spildtræet og maskinerne på sin fars byggeplads.
Med træet kunne hun lime taskerne i stedet for at sy dem, så det tog kun en time at producere dem.
Nanna har været en del af Startup Factory i seks år. Netværket har haft stor indflydelse på hendes personlige udvikling:
”Jeg har aldrig fået så gode karakterer, som efter jeg startede virksomheden. Ens tiltro til sig selv bliver forstærket. Det, at du skal ud og pitche din virksomhed, er en god øvelse til eksaminer, fordi du bliver vant til at ’være på scenen’,” siger hun.
I den tid, hvor Nanna har været en del af netværket, har der kun været to andre kvindelige iværksættere ud over hende selv:
”Jeg tror, det skyldes, at kvinder ikke ved, at iværksættermiljøet findes, og så mangler de troen på, at de kan starte en virksomhed. Rollemodeller er meget vigtige at have omkring sig, for at man kan tænke: ’Okay, hvis de kan gøre det, så kan jeg også’.”
Nannas kvindelige rollemodeller i iværksættermiljøet er hendes storesøster og kusine. Hun har selv været mentor i Startup Factory, og hun er frivillig i en organisation, hvor hun hjælper børn med at lære at kode og programmere.
Ingeniørstudiet har givet Nanna modet til at blive selvstændig. Men det har også øget hendes tro på egne evner. Givet hende en ubrydelig selvtillid.
Så hvem får man til at programmere en app for sig? Ingen. Man gør det da selv. Det er især læringstilgangen fra ingeniørstudiet, som har hjulpet hende på vej i sådanne situationer, fortæller hun:
”Du lærer at researche på den rigtige måde. Du skal ikke nødvendigvis kunne tingene udenad, men snarere vide, hvor du skal søge hen, når du skal løse et problem. Studiet har også givet mig troen på, at jeg kan lære alt. Er der noget, jeg ikke kan, så kan jeg lære det.”
Nanna startede DecorRaid alene for tre år siden. I dag har hun to partnere og et par praktikanter med i virksomheden. Og det skal kun gå én vej for virksomheden:
”Drømmen er at opskalere. Vi skal ud i hele verden. Og jeg glæder mig helt vildt,” siger hun.
Nanna startede på diplomingeniøruddannelsen i Bygningsdesign, men skiftede det sidste semester over til diplomingeniør i Byggeri med speciale i byggeproduktion.
