Alligevel er der stadig tvivl. En indre stemme fra barndommen, der hvisker, at hun er dårlig til matematik. Selvfølgelig ikke hele tiden. Men den kan dukke op.
”Det er noget jeg har med mig – et levn fra min barndom. Jeg gik i folkeskolen i ti år, og jeg tror aldrig nogensinde, at jeg havde en eneste god oplevelse med matematik. Tværtimod. Jeg fik at vide, at det var ikke noget, jeg var god til, og at jeg nok var talblind. Det har påvirket mig meget, og i dag har jeg det sådan lidt: Det er en godt nok en skam at frarøve børn interessen for naturvidenskab lige præcis i den alder, hvor de er allermest nysgerrige på verden. Jeg siger ikke, at det er sådan overalt i folkeskolen, men med mig var der i hvert fald nogle voksne, der tog fejl, og jeg er glad for, at jeg strittede i mod,” siger Louise Gosvig.
Hun startede på en sproglig studieretning i gymnasiet. Dengang var det helt udelukket for hende at overveje naturvidenskab. Hun tænkte, at hun ville være advokat, men sådan gik det ikke. Netop det år, hvor Louise skulle optages på en videregående uddannelse steg adgangskvotienten, og hun klarede sig ikke over målstregen til drømmeeuddannelsen. I stedet for fik hun tilbudt en studieplads på uddannelsen til socialrådgiver, som var hendes 2. prioritet og egentlig tænkt som en nødplan.
”Jeg var ulykkelig, men kunne heller ikke overskue ikke at skulle starte på en uddannelse og ikke at have en plan, så jeg valgte at give det en chance,” siger hun.
Der gik to år. Louise Gosvig forklarer det med, at hun var pligtopfyldende og meget rådvild i forhold til et alternativt studievalg.
”Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg så skulle. Jeg talte derfor meget med min kæreste om det. Han havde en lidt anderledes tilgang til det, end jeg havde. Jeg browsede rundt på nettet i håbet om at finde den rette hylde i et magisk øjeblik, men han hjalp mig i stedet for med at kortlægge mine interesser, præferencer for studiearbejdsform og ønsker til et fremtidigt arbejdsliv. Det var sådan set ham, der til sidst kiggede på mig og sagde: Der er noget her, der tyder på, at du burde overveje at blive ingeniør,” siger Louise Gosvig.
”I starten grinede jeg højt. Mig – ingeniør?” siger hun.
Men han havde alligevel en pointe, hun ikke helt kunne lægge fra sig. Det med, at det hele ikke er alt for abstrakt og verdensfjernt. Det med, at man finder løsninger på virkelige problemer i fællesskab med andre, og at der er ofte er et facit. De mange muligheder, der åbner sig på arbejdsmarkedet bagefter. Det var alligevel lidt interessant. I hvert fald interessant nok til, at Louise Gosvig meldte sig til at være ”studerende for en dag” på en ingeniøruddannelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det blev et vendepunkt. Bagefter var hun ikke i tvivl. Hun følte sig helt på hjemmebane efter besøget på Aarhus Universitet og havde haft en god snak med både studerende og undervisere om matematikken og fysikken. De opmuntrede hende til at give det en chance og fortalte, at hun ikke var den eneste i verden, der havde dårlige oplevelser med sig fra barndommens skoleundervisning.
Og så gik der nogle måneder. Matematikken, kemien og fysikken blev læst op, og allerede den næste vinter fik Louise Gosvig besked om, at hun var blevet optaget på studiet til bygningsingeniør.
”Jeg var vildt glad og også helt vildt spændt. For mig var det fantastisk at få muligheden for studiestart i januar, og jeg endte også med at komme på et virkelig godt hold,” siger hun.
Matematikken var selvfølgelig stadig lidt et issue. Usikkerheden var der endnu, selvom hun havde klaret suppleringsfagene fint. Hun frygtede, at hun ville være langt bagefter de andre, der kom direkte fra gymnasiets naturvidenskabelige linje med tårnhøje karakterer. Men faktisk tog hun fejl, og stille og roligt blev især det anstrengte forhold til matematikken forvandlet til en glæde.
”Jeg kunne mærke, at jeg følte en form for begejstring ved faget, når jeg løste opgaver og fandt et facit. Det er ikke sådan, at jeg er en født matematiker, og jeg har nok også siddet lidt længere tid med opgaverne end mange andre. Men jeg er struktureret, løsningsorienteret, kreativ og virkelig stædig, og det har givet mig et forspring som ingeniørstuderende, ”siger hun.
”Og så sker der altså også bare noget med matematikken, når den begynder at give mening,” siger hun.
På universitetet var undervisningen meget anderledes, end den hun tidligere var blevet mødt med i skolesystemet. Det teoretiske niveau var højt, men hun kunne hele tiden se, hvad hun skulle bruge formlerne til.
”For mig var det bare både nemmere og meget federe at arbejde med naturvidenskaben, når den var koblet til byggetekniske udfordringer. Den blev levende, når vi lavede forsøg i laboratoriet med bjælker og stålprofiler, og når vi regnede på broer og højhuse,” siger hun.
Samtidig blev hun mødt af undervisere med meget stor begejstring for deres fag.
”Det var smittende. Her var virkelig nogen, der brændte for noget. Men det vigtigste for mig var, at der aldrig var nogen, der tvivlede på, at jeg kunne lykkes – og det endte også med, at jeg valgte at specialisere mig inden for bærende konstruktioner, som nok er den linje, der har den tungeste matematik og fysik,” siger hun.
