Jeg havde det her brændende ønske om at komme til at arbejde med fødevarer, og jeg havde egentlig aldrig tænkt, at det var noget, en ingeniør kunne arbejde med. I dag er jeg selvfølgelig klogere. Jeg ved, at det er ingeniører, der udvikler nye ingredienser, nye fødevarer, nye produktionsmetoder og nyt produktionsudstyr, og jeg ved, at hele fødevarebranchen i virkelig høj grad er teknologibaseret.
Jeg interesserer mig egentlig ikke specielt meget for kemi og biokemi, men fagene er alligevel super spændende og relevante, fordi vi på uddannelsen hele tiden bruger teorien i konkrete øvelser og projekter, der har med fødevarer at gøre.
Jeg har allerede på de første semestre fået en god idé om, hvad det vil sige at arbejde som fødevareingeniør, og jeg føler, at jeg er i gang med noget vigtigt. Hvis vi som samfund skal omstille os til en bæredygtig fødevareproduktion, reducere madspild og afskaffe sult og underernæring, så kræver det dygtige ingeniører, der kan omsætte viden fra bøgerne til kreative løsninger ude i fødevarevirksomhederne.