Længslen efter at opleve verden og kærligheden til dens mangfoldige natur sporede for fire år siden Lina Refsahl ind på en ingeniøruddannelse. I dag – et godt stykke inde i kandidatforløbet – rumsterer rodløsheden stadig, og det sætter hun pris på. Den giver nerve til hendes liv og hjælper hende med at bevare nysgerrigheden.
I en lille forstad til Oslo er Lina opvokset med en dansk mor, tre brødre og store doser af storslået natur. Her gik hun i gymnasiet, og det havde altid ligget lidt i kortene, at hun skulle uddanne sig til læge ligesom sin far, som hun desværre mistede helt tidligt i sin barndom.
Men i stedet for at gå den direkte vej ind på medicinstudiet pakkede hun sin kuffert og købte en flybillet til Australien. Her mærkede hun for første gang rejsefeberen.
”Jeg havde på det tidspunkt en meget stor lyst til at opleve verden. Jeg var bare nødt til at bryde med de trygge rammer og komme ud af min comfort zone, rejse langt væk og stå på egne ben. Jeg tog forskellige kurser på et internationalt college i Sydney og havde fag som filosofi, samfundsfag og engelsk. Jeg fandt et værelse, hvor jeg boede med to andre piger, og i det hele taget var det bare en fantastisk oplevelse. Da jeg sad i flyet på vej hjem efter et halvt år besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville stoppe med at udforske verden.”
Artiklen fortsætter under filmen.
Da Lina kom tilbage til Oslo var hun lidt mere afklaret omkring sit studievalg. Hun ville forfølge sin naturvidenskabelige interesse og vælge en uddannelse med gode jobmuligheder i hele verden.
”Jeg har altid interesseret mig for alt muligt. Derfor var det svært at vælge. Alle dørene var åbne, og det førte bare til tvivl. Det eneste jeg vidste var, at jeg ikke ville binde mig til et enkelt land – hverken Norge eller Danmark. Jeg fokuserede også på at finde en uddannelse, der kunne føre til mange forskellige typer af jobs med stor variation i opgaverne. Arbejdslivet er langt, og som ingeniør har man mulighed for at få et udfordrende job med masser af samarbejde med andre mennesker og uden for meget ensformighed og rutine. ”
Lina besøgte Aarhus for første gang i forbindelse med Åbent Hus på universitetet. Det var en af de tidlige forårsdage. Hun ankom med tog, og der var en dirrende stemning i byen og universitetsparken. Hun blev ”forelsket” i byen med det samme og vidste, at det var her, hun ville studere.
Hun endte med at søge ind på ingeniøruddannelsen i Kemi og husker stadig tilbage på, hvordan det både var bekymrende og befriende at tage hul på et nyt kapitel som dansk studerende uden at kende en sjæl på universitetet.
”Det er noget særligt at opbygge en helt ny omgangskreds. Det tror jeg ikke, man prøver så mange gange i livet. Det sociale har været det bedste ved at læse til ingeniør på Aarhus Universitet, og jeg har fået rigtig mange rigtig gode venskaber. Her er mange forskellige personligheder og et rummeligt fællesskab, der er rart for alle at være i.”
I dag læser Lina videre til civilingeniør i Kemi og bioteknologi, og hun peger på den store mængde af gruppearbejde som en af årsagerne til fællesskabet på ingeniøruddannelserne.
”På den måde lærer man hurtigt hinanden at kende rigtig godt. Vi arbejder ofte med virkelige cases i vores projektsamarbejde, og det giver en helt særlig form for motivation og glæde ved at studere. Og så er der det, at man bare når frem til bedre resultater, når man er flere om opgaven.”
Hun fortæller også om sit bachelorprojekt, hvor hun i flere uger færdedes i de eksplosionsfarlige miljøer omkring produktionshallerne hos Aarhus Karlshamn. Målet var at optimere deres procesanlæg, så de kunne producere olie mere effektivt og økonomisk bæredygtigt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Og hvis man kigger godt efter, ser man lyset i hendes øjne. For hun har en særlig kærlighed til disse store procesanlæg, hvor kemien bliver levende.
”Det er sådan set ikke kemien i sig selv, der begejstrer mig. Det er det store perspektiv, der giver mening, og for mig handler det rigtig meget om den kemiske proces. Det er bare altid fedt at blive færdig i laboratoriet, have styr på alle enhedsoperationerne og tage dem med ud i virkeligheden og få det hele til at spille på store anlæg. Så er det sådan set lige meget, om vi laver chokolade, renser vand eller omdanner græs til brændstof. Vi putter noget ind i den ene ende og får noget fantastisk ud i den anden ende.”
I løbet af studietiden har miljøteknologien fanget hendes interesse, og når hun om et års tid er færdiguddannet civilingeniør, vil hun dedikere sin karriere til en grønnere fremtid.
”Jeg kan se frem til et meget langt arbejdsliv, og når jeg bliver gammel, vil jeg gerne kunne se tilbage på min karriere og vide, at det har nyttet noget. Som kemiingeniør har man chancen for at spille en rolle i samfundets grønne omstilling, og jeg håber da, at jeg engang kan fortælle mine børnebørn om det.”
Men først har hun planer om at tage et semester som udvekslingsstuderende på et universitet i New Zealand.
Verden er stor, mulighederne er mange, og Lina er ikke typen, der har ikke tænkt sig at slå sig til ro foreløbig.
”Selvfølgelig vil jeg blive ved med at lære resten af mit liv. Det er et vilkår, når man beskæftiger sig med teknologier, der udvikler sig hele tiden. Jeg vil rejse og opleve nye steder og nye kulturer og på den måde få et rigt liv. For mig er det ikke lønnen, der tæller.”
