Aarhus Universitets segl

Ditte vil ændre tekstilindustrien

Da Ditte Højland efter gymnasiet blev optaget på designuddannelsen, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Hun troede, hun skulle være tøjdesigner, men sådan gik det ikke. I stedet for tog hun en ingeniøruddannelse i Bioteknologi, og i dag arbejder hun for at gøre tekstilindustrien mere bæredygtig.


Ditte har altid haft et åbenlyst kreativt talent, og de fleste ville nok mene, at designuddannelsen var et oplagt match. Det var det også på mange måder. Ditte elskede håndværket, men efterhånden som hun fik et større indblik i tekstilindustrien fik hun ondt i maven ved tanken om at skulle være en del af den.

"Stille og roligt dykkede jeg ned i det for at få et relevant branchekendskab. På verdensplan er tekstilindustrien den mest miljøbelastende næstefter olieindustrien, og dertil kommer en lang række af alvorlige sociale problematikker om for eksempel børnearbejde og udledning af farvestoffer i nærområderne. Jeg begyndte at få det dårligt ved tanken om selv at købe nyt tøj, og det begyndte at være virkelig svært for mig at forestille mig et arbejdsliv som designer," siger Ditte Højland. 

Drømmen om at forandre en hel industri

Efter to år på designuddannelsen besluttede Ditte sig derfor for at sadle om. Hun var på sommerferie og husker stadig, hvornår hun tog beslutningen om at slukke for designerdrømmene.

"Det fyldte rigtig meget for mig. Jeg lå på en madras på mine forældres terrasse, og så slog det mig, at det her, det kunne jeg bare ikke fortsætte med. Så brugte jeg resten af ferien på at sætte mig ind i, hvor jeg kunne lære noget om bæredygtighed i tekstilindustrien, og hvad for en uddannelse, jeg skulle vælge, hvis jeg ville gøre en forskel der," siger hun.

Ditte startede på et sommerkursus, hvor hun læste matematik op til gymnasialt B-niveau, og det var en underviser her, der ledte hende på sporet af en ingeniøruddannelse. 

"Jeg har altid set mig selv som kreativ og meget lidt som teknisk og naturvidenskabeligt anlagt, men jeg kunne godt se, at hvis jeg ville have indflydelse, var det den rigtige vej at gå. I dag ved jeg, at man sagtens kan sætte sit kreative talent i spil på en ingeniøruddannelse," siger Ditte Højland.

Iværksætterliv med mening

Ditte Højland har sammen med to studiekammerater startet virksomheden Textile Change. De udvikler en teknologi, der gør det muligt at genanvende fibre fra tekstilaffald i stedet for at brænde eller deponere det.

"Vores mål er at sætte bæredygtighed på dagsordenen. Selvfølgelig håber vi også, at vi kan få succes med vores virksomhed, men det vigtigste for os er at udbrede en teknologi, der kan vende industriens negative klima- og miljøregnskab. Det vil vi arbejde meget hårdt for," siger Ditte Højland.

Ditte Højland mangler stadig to semestre af sin diplomingeniøruddannelse, før hun kaster sig fuld tid ind i arbejdet som iværksætter. 

"Vi har et kæmpe problem med vores tekstilaffald, og jeg håber, at jeg kan være med til at finde en løsning, der kan skabe vedvarende bæredygtige forandringer i branchen. Det er det, der driver mig. Det er min daglige motivation, og det er med til at gøre det meningsfuldt for mig at investere så meget af min tid og energi i virksomheden," siger hun.