Musik A, matematik A, fysik B: Anton var ikke den klassiske gymnasieelev, når det kom til valgfag. For ham gik ungdomslivet primært op i trommer og en naturlig tilgang til naturfagene. Livet på Egå Gymnasium gik sgu fint. Anton havde ikke problemer med at følge med, men gik egentlig heller ikke synderligt meget op i, hvad fremtiden skulle bringe. Han ville bare gerne være der, hvor han var, og så tænke på fremtiden en anden dag.
Men dagene gik. Uger blev til måneder. Måneder blev til år. Og to år senere, post-sabbat, da Anton tænkte, at nu skulle han ind på et studie, var han endnu ikke rigtig begyndt at tænke over tingene.
Anton Boldrup Birn er født og opvokset i Risskov nord for Aarhus. Her drømte han som lille om at blive ismand eller postbud eller ”colamand” – for ”deres biler var jo så fede”. Her gik han i folkeskole og siden gymnasium, og her spillede han musik. Masser af musik.
Musik var så stor en del af Antons liv, at han ofte overvejede, om det var den vej, han skulle gå. Han kunne vælge, hvad han ville. Aldrig blev han presset af sine forældre, der egentlig blot sagde til ham, at han skulle gøre det, han syntes var sjovt.
Artiklen fortsætter under billedet
Men hvad er det lige, man synes er sjovt? Hvad er det, som samtidig skal passe ned i alle de små kasser, man opstiller for sit eget liv og fremtidige karriere?
Hvad nu, hvis man egentlig er god til mange ting? Hvis man synes, mange ting er sjove? Og kedelige på samme tid? Hvis karaktererne er helt i orden, og der er åbent for alt? Forældrene var læger, så den vej kendte han jo. Det var det sikre valg.
”Jeg kan huske, at jeg engang så nogle programmer på tv, der handlede om det finde nogle løsninger på nogle store problemer. Og hele tiden nævnede kommentatoren, at ’så havde ingeniørerne fundet ud af det eller det’. Jeg anede ikke, hvad en ingeniør var, eller hvad de laver, men jeg syntes ordet på en eller anden måde var sejt. Det lyder måske åndssvagt, men det er som om, at selve ordet kan noget særligt,” siger Anton i dag, ét år efter han startede på civilingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet.
Han endte med at springe blindt ud i det. Uden nogen forudsætninger overhovedet, men blot med en blind tiltro til, at han sikkert nok kunne synes, det var fedt.
”Ugen inden kvote 1-deadline kom der en fandenivoldskhed op i mig. Jeg tænkte, jeg gør det sgu! Jeg aner ikke en skid om, hvad det er, men jeg skal sgu prøve det,” siger han.
Og kort efter var han i gang med at søge sig frem til den ingeniøruddannelse, der gav mest mening i hans hoved.
Det blev Elektroteknologi
”Jeg var slet ikke elektroniknørd fra barnsben. Overhovedet! Det var egentlig heller ikke selve elektronikken, der tiltrak mig, men mere alt det bagvedliggende,” siger Anton og fortsætter:
”Elektronik er vor tids industrialisering. Det er en epoke i menneskets tidsalder, som har altomfavnende betydning for vores samfund, vores hverdag og vores liv – for alle mennesker på Jorden. Det er sindssygt, hvad vi kan i dag med elektronik, og der tænkte jeg bare, at det vil jeg sgu gerne være med til. Denne allestedsnærværende reformation af vores liv vil jeg rigtig gerne være en del af.”
Anton søgte optagelse og kom ind. Og efter sommerferien 2019 startede han på studiet.
”Så blev jeg lige banket ned i bordet igen. Jeg så frem til at lave kunstig intelligens og digitale tvillinger og alt muligt andet super avanceret, men jeg fandt jo lige ud af, at der var nogle basale ting, vi ligesom skulle igennem først. Der er jo en masse teori, man skal kunne, førend man begynder at arbejde med de fede ting. Det var teknisk og teoretisk og særligt i starten var det tungt at følge med,” siger han.
Anton er i dag færdig med 2. semester på civilingeniøruddannelsen i Elektroteknologi. Efter sommerferien starter han på 3.
For ham betyder mindsettet i uddannelsen til ingeniør meget:
”Det her er ikke udenadslære. Det her er et spørgsmål om at kunne forstå ting. At kunne koble ting til noget andet, for så begynder man at kunne forstå, hvordan man løser nye problemstillinger. Og så er der ikke noget, der står stille her. Der er fart på, der sker ting. Man er en teamplayer, og det synes jeg, er fedt,” siger han og fortsætter:
”Men jeg vil ikke lægge skjul på, at vi har travlt. Vi har rigtig travlt. Vi har ikke under 5 fag på et semester, og de fylder alle rigtig meget. Men ved du hvad, det gør ikke noget. Det er fedt. Underviserne er super ambitiøse, og man kan mærke, hvordan deres passion brænder igennem. De er selv forskere og er med på frontlinjen af vores teknologiske udvikling, og jeg føler mig nok egentlig ret privilegeret over at være med i det felt af forskere fra hele verden."
Anton kom fra et klassisk STX-gymnasium og havde ikke nogen teknisk indsigt fra starten. Han havde heller aldrig interesseret sig for elektronik. Men lige så stille begyndte helheden at gå op for Anton. Han begyndte at kunne se, hvordan tingene hang sammen, hvordan man kunne anvende teorien til at løse problemer:
”På STX får man ikke meget teknik ind i hovedet. Vi har bare lært klassiske matematiske ting, så når man så pludselig står og skal forstå, hvordan en computer virker, så er det altså et kæmpe sceneskift. Jeg startede fra ground zero. Det var helt nyt for mig.”
Artiklen fortsætter under billedet
Anton er – efter planen – færdig med sin civilingeniøruddannelse om fire år. Han vil rigtig gerne koble et udlandsophold på uddannelsen, men han er stadig lidt i tvivl, når det kommer til at sætte fingeren på den fremtidige karriere:
”Jeg aner det ikke, men WOW der er mange muligheder! Hver dag bliver jeg overrasket over, hvad vi faktisk kan. Jeg føler lidt, jeg lærer et redskab at bruge, som jeg kan anvende overalt. Det er ligesom matematik – elektronik er et redskab, et medie, vi kan bruge til at manipulere vores verden med. Det er super fascinerende. Men jeg har en svaghed for sundhedsfeltet, og det fede er her, at jeg kan krydse den interesse og arbejde med sundhedsteknologi. Jeg vil rigtig gerne være med til at opfinde og skabe de ting, vi kommer til at bruge i fremtidens sundhedsvæsen. Men nu må vi se. Der er lang vej endnu,” siger han.
