Aarhus Universitets segl

Lena brød sin selvfortælling og blev software-ingeniør

Som teenager var Lena så syg, at uddannelse knap nok var noget, hun forholdt sig til. Da hun senere valgte Softwareteknologi, var det hverken en barndomsdrøm eller et oplagt valg. Men studiet blev begyndelsen på en ny fortælling om, hvem hun var.


Efter sin første forelæsning på Softwareteknologi gik Lena Todnem Christensen grædende derfra.

Det virkede, som om de andre forstod, hvad underviseren talte om. Nogle havde programmeret før. Andre kom fra HTX. Lena selv sad, som hun husker det, “som et stort spørgsmålstegn”.

Hun brugte lange dage på studiet. Nogle gange sluttede hun først i laboratoriet klokken 18, og så ventede næste dags pensum derhjemme. I flere af de første semestre spurgte hun sig selv, om hun overhovedet var havnet det rigtige sted.

Det var hun. Det vidste hun bare ikke endnu.

 

Nogle år tidligere havde spørgsmålet ikke været, hvilken uddannelse Lena skulle vælge.

Som 13-årig blev hun diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, der gjorde, at hun ikke gik i skole i 7. og 8. klasse. Hun blev indlagt, fordi vægttabet begyndte at gå ud over hendes hjerte, og havde gennem flere år en hverdag, hvor behandling, kostplaner og kontrol fyldte det meste. Og selvom hun var i bedring, fyldte sygdommen rigtig meget i gymnasiet.

“Der var ikke overskud til så meget andet. Det var lidt overlevelse de år. Det er også derfor, jeg ikke rigtig har noget netværk fra dengang,” fortæller hun.

Derfor lå universitetet heller ikke lige for.

“Jeg tror ikke, jeg tænkte så langt i forhold til, hvad jeg ville med min fremtid. Jeg havde været syg i så mange år og var så fanget i det, at det var den kamp, der fyldte det hele. Det er jo på en måde et fuldtidsjob at være så syg.”

Efter gymnasiet fik hun et sabbatårsjob som receptionist i et ejendomsadministrationsselskab. Her gik det virkelig op for hende, at hun ikke skulle arbejde med kundekontakt. Hun savnede at bruge sit hoved, og til trods for hendes sygdom har skolearbejde altid ligget nemt til hende.

Lena kommer ikke fra en ingeniørfamilie og havde aldrig tænkt tanken, at hun skulle være ingeniør. Måske noget med sprog, for hun havde et billede af, at hun i hvert fald ikke var matematisk.

I folkeskolen, havde hun fået at vide, at matematik ikke var hendes stærke side, og det troede hun på.

Men i gymnasiet opdagede, at matematik gav mening for hende, når den kunne bruges til noget. En studievejleder foreslog datalogi eller softwareteknologi, hvis det skulle være ”noget med anvendt matematik” uden det blev alt for teoritungt.

“Det lå slet ikke i kortene,” siger hun. 

Men hun søgte alligevel ind på softwareteknologi, og tænkte, at det kunne da egentlig godt være, at det kunne være spændende. 

“Måske kan jeg et eller andet”

Det tog tid, før hun selv begyndte at tro på, at hun hørte til.

Men langsomt skete der noget. Hun klarede sig godt til eksamenerne. Medstuderende begyndte at spørge, om de måtte låne hendes noter eller få hjælp til noget, de ikke forstod.

“Det var et af de øjeblikke, hvor jeg tænkte: Okay, måske kan jeg et eller andet.”

To ældre studerende gav hende på et tidspunkt et mere direkte skub. Lena var typen, der helst satte sig i hjørnet, løste sin opgave og lod andre tage ordet. Men de så noget andet.

“De tog mig til side og sagde: ‘Du skal altså speak up. Vi oplever, at du ved rigtig meget.’”

At andre havde faglig respekt for hende, var ikke noget, hun var vant til at tænke om sig selv. Til en eksamen i Machine Learning på kandidaten fik hun endda stor ros for sin matematiske forståelse. 

”Man kan nemt gå og bilde sig selv noget ind, og jeg har altid bildt mig selv ind, at det var rigtigt, at jeg ikke var god til matematik. Så den eksamen var så betydningsfuld for mig og jeg fik virkelig sådan en ”jeg kan godt”-følelse. 

Samtidig fandt hun noget andet på studiet, som hun ikke havde været på udkig efter: et fællesskab.

Efter ungdomsår med begrænset socialt overskud oplevede hun pludselig at være et sted, hvor hun følte sig accepteret og havde en plads. 

“Jeg tror, jeg forstod, hvor vigtigt det var for min identitet og min selvsikkerhed bare at føle mig tryg og mærke, at der også var plads til mig. Der var bare så mange gode folk, og det føltes nærmest som et slags hjem. ”

Da hun fik et alvorligt tilbagefald på sjette semester, hvor vægten faldt til 36 kilo, blev det særligt tydeligt. Hendes studieveninder hjalp hende både fagligt og personligt igennem en svær periode.

”Jeg har tre veninder, jeg stadig holder fast i, som bare var der. De kunne invitere mig hjem og tilbyde aftensmad. Jeg kunne altid ringe og det betød bare rigtig meget, at folk holdt af mig. Sådan har det ikke været i nogle af mine andre sygdomsperioder.”

Senere blev Lena selv mentor for studerende, der havde brug for ekstra støtte.

”Jeg var åben omkring min egen historie, og jeg kunne mærke, at det var trygt rum for dem. Selvfølgelig handlede det også meget om faglige, men vi kom også hurtigt til at tale om nogle af de andre ting, der var svære for dem.”

Fra hjørnet til mødeleder

I dag arbejder Lena hos Systematic i København med software til forsvarsområdet. Hun var med til at bygge et nyt team op og har siden valgt at påtage sig rollen som Scrum Master.

Det betyder blandt andet, at hun skaber overblik, er bindeleddet mellem teamet og ledelsen sammen og faciliterer møderne.

“Det ligger meget langt fra, hvad jeg havde forestillet mig førhen.”

Og forandringen handler ikke kun om et eksamensbevis eller en jobtitel.

Da Lena begyndte at interessere sig for software, tiltalte det hende blandt andet, at hun forestillede sig et arbejdsliv, hvor en introvert person kunne sidde meget for sig selv. I dag er kolleger, samarbejde og relationer noget af det, hun værdsætter højest ved sit arbejde.

Hun har undervejs måttet opdage, at noget af det, hun opfattede som sin personlighed, måske i lige så høj grad tilhørte sygdommen.

“Hvis mit fortidsjeg kunne se mig nu, tror jeg, jeg ville være glad for, hvor meget rigere mit liv er,” siger Lena. “At det er venskaber, middage og det at komme ud og bruge sit hoved, der får lov at fylde i stedet for vægt, kostplaner og diætistsamtaler.”

Lena har et råd til dem, der står foran et uddannelsesvalg og allerede har nået at beslutte, hvad de er gode til, hvilken type de er eller hvilke uddannelser der “passer” til sådan en som dem.

“Der, hvor man står lige nu, behøver ikke at definere ens slutdestination,” siger hun. “Så længe man er nysgerrig og har gåpåmod, kommer man også langt.”