Anne var social og sundhedshjælper, indtil den dag hun fik nok af systemer, der ikke virker, eller som ikke er designet til dem, der har brug for dem: Hun besluttede sig for at tage sagen i egen hånd.
Forestil dig, at du sidder derhjemme i din stol. Helt alene. Du venter bare på at din hjælper kommer forbi, for du vil bare gerne i bad, have redet hår og få børstet tænder, inden du bliver hentet af taxaen, som kører dig hen til din veninde. Du kan ikke selv. Ikke mere. Ikke efter den der skæbnesvangre dag for to år siden.
Anne Dunker er uddannet social og sundhedshjælper, og i flere år arbejdede hun bl.a. med mennesker, der på den måde ikke selv kan det, de kunne førhen. Masser af gange har hun hjulpet med barberingen, tandbørstningen og den personlige hygiejne. Og masser af gange har hun oplevet, hvordan frustrationen over, at man ikke længere selv kan det, man kunne før, kan føre til depression, vrede og elendighed:
"Jeg har siddet med mange ulykkelige borgere, der var i dyb sorg over ikke længere at kunne det, de kunne før. Over de mange udfordringer, der er, når man ikke kan så meget mere. Og jeg har selv været irriteret over it-systemer, der ikke virker, over rollatorer der lader til at være designet af nogle, der ikke aner, hvordan ældre bevæger sig, og over liftsystemer der ikke bliver brugt, fordi de tager for lang tid at anvende. Jeg har været så dybt frustreret over, at systemet ikke virker, og at man derfor ikke kan tilbyde den hjælp, man så gerne vil tilbyde."
(Artikel fortsætter under billedet)
I stedet for at skrive en blog om det, besluttede Anne sig for at uddanne sig, således at hun rent faktisk kan ændre på systemerne. Hun ville være ingeniør. Og efter 2 børn, 1 års adgangskursus, 3,5 års uddannelse og 1,5 års barsel har Anne nu fået diplomet i hånden med karakteren 12 for sit afgangsprojekt.
Læs også: Antropologen der ville være ingeniør: "Vi tager verden for givet"
Det betyder enormt meget for hende, for hun har med sin ingeniøruddannelse netop fået de værktøjer, hun skal bruge, for at hjælpe andre med at få friheden tilbage:
"Der er en stor tilfredsstillelse i, at kunne gøre tingene selv. At vide, at man kan klare sig selv, og at man ikke er hjælpeløs. Der er eksempelvis mange ældre, som er meget aktive og har et godt, socialt liv, selvom de er besværede eller har et handicap. Og jeg ved, at der er mange af dem, som synes, det er trælst at være bundet fast til hjemmet, hvis der er ting, man ikke selv kan. Tanken om, at man nu kan være med til at hjælpe dem, der har et stort ønske om at blive mere selvhjulpne, har været en kæmpe motivationsfaktor for at tage denne uddannelse."
Selvom Anne oprindeligt var meget i tvivl om, hvad hun skulle, og helt tilfældigt fik job i hjemmeplejen i sin hjemby, Vinderup, kom arbejdet som social og sundhedshjælper meget naturligt til hende.
"Jeg faldt pladask for arbejdet med ældre og handicappede. Det faldt mig overraskende naturligt, og jeg havde hver dag en fantastisk følelse i maven af at gøre en forskel. At betyde noget for nogen, og at selv de mindste handlinger skabte så meget glæde hos andre," siger hun.
En dag fik hun tilbudt sosu-hjælper-uddannelsen af kommunen og hun sprang på den. I løbet af uddannelsen begyndte det imidlertid at gå op for hende, at hun ikke var færdig her. Hun måtte videre. Nok var det fantastisk at hjælpe andre mennesker, men samtidig var hun blevet opmærksom på alle de ting, der var galt; patientjournaler der ikke fungerede optimalt, fejl, forsinkelser og depression og frustration hos borgerne. Triste mennesker, som man nok kunne hjælpe, men som også havde brug for at kunne selv.
"Det lyder så kliché, men jeg vil så gerne hjælpe og gøre en forskel for mennesker i deres hverdag. Så de kan det, de kunne, før de blev ældre eller syge."
Ved en tilfældighed gjorde en kollega hende opmærksom på diplomingeniør-uddannelsen i sundhedsteknologi i Aarhus, og for Anne var det som en åbenbaring. Lige der, midt i personalerummet, vidste Anne hvad hun skulle. Og nu er hun så blevet det:
"Selvom jeg nu er færdiguddannet ingeniør og kan pryde mig med min fine, nye titel, så vil jeg også altid være utrolig stolt af min baggrund som sosu-hjælper. Det var i den uddannelse, at jeg lærte empati, og at arbejdet med mennesker ofte er meget komplekst. I matematikken kan du putte ting i systemer og kasser, men det kan du ikke med mennesker. Jeg har arbejdet med ældre, demente, børn, alkoholikere, døende og handicappede. Alle har givet mig en viden, som jeg har med mig i alt, hvad jeg foretager mig i mit arbejde som ingeniør."
Anne arbejder i dag som teknologikonsulent for den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis. Her arbejder hun med rådgivning og videreformidling til borgere og fagpersoner angående velfærdsteknologiske løsninger til mennesker med funktionsnedsættelser. Og det er ikke kun hende selv, der er stolt over at arbejde med teknologi, der skal gavne borgere, der ikke længere selv kan:
"Min mormor synes, det er super fedt, at jeg vil ud og gøre en forskel for de ældre. Hun er selv 90 år, og hun vil rigtig gerne blive boende i sit eget hjem så længe det overhovedet er muligt. Der kan jeg hjælpe med at udvikle og nytænke teknologier, der kan gøre hverdagen betydeligt lettere."
