27-årige Johan læser på kandidatuddannelsen til civilingeniør i Mekanik. Det er særligt grøn energi og robotteknologi, der interesserer ham, og på ingeniørstudiet får han mulighed for at være helt fremme i teknologiens grænseland.
Supereffektive vindmøller med fire rotorer og klima-robotter, der kan gøre os klogere på verden.
Det er nogle af de ting, Johan Krogshave til dagligt arbejder med som ingeniørstuderende på Aarhus Universitet, og det er noget af det, der er med til at gøre studiet spændende og nærværende, synes han.
Johan læser til civilingeniør i mekanik, og den forskningsbaserede uddannelse på Institut for Ingeniørvidenskab betyder, at han hver dag arbejder med teknologi, der er state-of-the-art.
”Det er fedt at være på forkant med teknologien. Der findes måske ikke engang litteratur om den teknologi, man prøver på at implementere, så man er helt med i forreste linje. Det betyder også, at man nogle gange støder på en mur og er nødt til at gå tilbage til start. Det gør det sindssygt spændende, fordi man aldrig kender svaret,” siger den 27-årige nordjyde, der er i fuld gang med et studieprojekt, hvor han skal lave en dynamisk analyse af en ny vindmølletype med 4 rotorer i stedet for 1.
De 4 rotorer kan nemlig skabe resonans i vindmøllen, og Johans opgave er derfor at finde ud af, hvilke frekvenser der er kritiske, således at man kan indarbejde et kontrolsystem, der tager højde for dette.
”På et tidspunkt når vi en grænse for, hvor store møllevinger vi kan lave. Samtidig har forskning vist, at møller med flere rotorer kan yde mere og samtidig koste mindre at bygge, end de store møller, vi bygger i dag. Det er derfor, vi arbejder på dette projekt nu, hvor vi arbejder sammen nogle af instituttets forskere om at finde en løsning, så man undgår resonansproblemer i vindmøllerne,” siger Johan.
At Johan i dag arbejder med grøn energiteknologi, lå ikke ligefrem i kortene. Han troede egentlig oprindeligt, at han skulle være folkeskolelærer. Det sagde alle hans kammerater også til ham – for Johan har altid været en god formidler.
”Jeg vidste bare, at jeg skulle til Aarhus, og at jeg ikke skulle læse noget, hvor der var for meget selvstudie. Der skulle være noget struktur i uddannelsen. Og så har jeg bare altid godt kunne lide at formidle den viden, jeg har. Fordi jeg havde taget 2 års sabbat, havde jeg nogle kammerater, der var startet på studierne, og dem kunne jeg så spørge til råds, inden jeg selv lagde mig fast på noget,” siger Johan.
Og selvom de fleste anbefalede ham at læse geologi, endte han dog med ingeniørstudiet – og det har han aldrig fortrudt.
For Johan er det nemlig blevet til en brændende interesse, der gør, at han elsker at tage ind på sit studie hver dag. En interesse, han slet ikke var klar over fandtes, han havde, dengang han gik i gymnasiet, eller dengang han tumlede rundt i syv måneder med tomlen i Sydamerika.
Spurgt om han har ét godt råd til en 3.g’er, siger han:
”Lad være med at blive telefonsælger,” og griner.
”Ej, det er jo svært. Der er bare nogle, der ved, hvad de skal læse, allerede når de går i gymnasiet. Og det er bare fedt. Spring ud i det! Der er masser af tid senere i livet til at tage sabbat. Men hvis man går og tænker, at man skal tage sabbat og ikke ved, hvad man vil, så er mit bedste råd bare at prøve noget af. Hvad har man altid godt kunne lide? Alle går og tror, de har så fucking travlt. At man skal ud og leve livet i et år eller to, inden man skal dø langsomt igen i et klasselokale. Sådan skal man ikke tænke. Man har masser af tid. Tag den med ro og find ud af, hvad det egentlig er, du brænder for. Det hjælper tit at kigge tilbage til dengang, man var barn og huske på, hvad det var, man syntes, der var sjovt dengang. Det gør man som regel stadigvæk.”