Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sabbat, studievalg og livets mange veje: ”Alle går og tror, de har så fucking travlt”

LONGREAD: 27-årige Johan Krogshave læser i dag til civilingeniør i mekanik, men det lå absolut ikke i kortene, da han nærmede sig studentertiden for syv år siden. Dengang tænkte han nok egentlig mest på én ting: At komme væk fra det hele. For Johan startede sabbatdrømmene i en dansktime i 3.g.

Da Johan gik i 3.g havde han ingen idé om, at han få år senere skulle være med til at udvikle klimateknologi på sin diplomingeniøruddannelse ved Aarhus Universitet. Foto: Lars Henrik Ostenfeld.
Da Johan gik i 3.g havde han ingen idé om, at han få år senere skulle være med til at udvikle klimateknologi på sin diplomingeniøruddannelse i maskinteknik ved Aarhus Universitet. Foto: Lars Henrik Ostenfeld.

Skoletræt. Det var nok det ord, der bedst beskrev Johan, mens han sad der midt i dansktimen i 3.g på Vesthimmerlands Gymnasium en martsdag i 2012. Han havde aldrig pralet af at være god til dansk, og nu ville han allerhelst bare langt væk fra det hele. Væk fra tankerne om den lurende eksamenstid, han snart gik i møde, og væk fra studietankerne, der til stadighed hang som en mørk sky over hans hoved.

”Chris,” hviskede han til kammeraten, der ligesom Johan sad med halvt lukkede øjne og døsede hen, mens dansklæreren dronede videre: ”Chris, vi skal ud og rejse, når vi er færdige her.”

Ud over eksaminerne og uddannelsestankerne var det nok det, der fyldte mest i hovedet på Johan: Sabbat. Frihed. Tanken om at gøre noget, man havde drømt om alt for længe. Udsat alt for længe.

Et ateistisk trosspring ud i det ukendte: Se, opleve, høre, fornemme, føle verden.

”OK,” lød det prompte fra Chris.

Ingen grund til at spilde tiden, så dagen efter kom Chris hen til Johan i frokostpausen, hev ham i armen og fortalte, at han nu havde fundet ud af, hvor de skulle hen:

”Vi skal til Sydamerika.”

Og lige der på stedet midt i frokostpausen en kold dag i marts endte de to med at købe hver en enkeltbillet til Peru med afgang den 13. september 2012.

Så var der ligesom sat dato for drømmene.

Skruen uden ende

Johan Krogshave er født og opvokset i Lynnerup midt i Himmerlands smørhul ved Aars. Her havde forældrene købt et nedlagt landbrug langt væk fra alting. I Lynnerup, der består af tre gårde og en masse marker, er der højt til loftet, rum til at have drømme og stille. Meget stille.

Da Johan var bette, havde han en lille fjernstyret bil, som han tit legede med sammen med sin far. De skilte den ofte ad og samlede den igen. Fiksede den, hvis den gik i stykker, og fandt ud af, hvordan den virkede.

Hver gang de samlede den igen, var der altid en skrue til overs. En skrue, der bare ikke lige passede nogle steder, som om den blot havde ligget inde i bilen til overs – hvis man nu skulle bruge en ekstra. Og hver gang bilen blev skilt ad og samlet, var der en ny skrue, der bare ikke passede.

Efter nogle år var der ikke mange skruer, der holdt bilen sammen mere. Men det var fedt, syntes Johan. Det var sjovt at gå på opdagelse i den her maskine. Finde ud af, hvordan den virkede. Hans far havde altid haft et opfindergen i sig – en nysgerrighed på teknologi. Det gen havde Johan arvet.

Da Johan blev færdig med 10. klasse anede han ikke, hvad han skulle.

Men alle kammeraterne tog på gymnasium, så det ville han også. Ikke HTX dog – ”det er jo for nørder og drenge,” tænkte han. For Johan betød det meget, at der også var piger. Og på Vesthimmerlands Gymnasium var der ca. halv-halv på den naturvidenskabelige retning.

Hovedløst i Callao

Torsdag den 13. september 2012 gik Johan og Chris om bord i det tog, der skulle føre dem første del af deres lange tur vestpå. Fra Frankfurt skulle de med fly, som via Panama førte dem til Jorge Chávez International Airport i Callao, Peru, 11 kilometer fra nationens hovedstad, Lima. 

Fyldt med indtryk, forventning og drømme om hvad, der nu skulle ske – for de to drenge havde selvfølgelig intet planlagt – gik de gennem lufthavnsterminalen og ned for at hente deres bagage.

Men den var der ikke. Og den kom aldrig den dag.

”Der var jeg klar til at tage hjem igen,” siger Johan i dag om starten på de i alt 7 måneder i Sydamerika, der udgjorde starten på hans 2 års sabbat.

”Vores bagage var væk, og der var ikke nogen, der snakkede engelsk, for alle snakker spansk i Peru. Det havde vi bare ikke lige forberedt os på. Vi havde bare fuldstændig hovedløst kastet os ud i det her eventyr uden styr på overhovedet, hvad vi skulle.”

Frustrationen lagde sig heldigvis om aftenen dagen efter, da en besked tikkede ind: Bagagen var landet, og de to kunne for alvor starte det, der skulle blive en af livets største oplevelser.

”Man arbejder for en sag, der gavner hele verden”

April 2018. Johans navn og ansigt er i diverse medier rundt omkring i Danmark og udlandet.

”Natural history milestone,” står der i overskrifterne.

Johan er i fuld gang med sin uddannelse til diplomingeniør i maskinteknik, og sammen med studiekammeraterne Robert og Kristian har han bygget en undervandsrobot, der har bragt ny, værdifuld viden til klimaforskere i hele verden.

"Man arbejder ikke bare på et projekt – man arbejder for en sag, der gavner mennesket og potentielt hele verden," siger Johan om sine oplevelser med sit bachelorprojekt. Foto: Jesper Bruun

De tre unge fyre tog afsted med robotten til ishavet ved Grønland for at teste robotten under virkelige forhold, og her gjorde den det for første gang muligt at lave en komplet 3D scanning af isbjerge under vandets overflade. Det har aldrig før været muligt.

Scanningen viste helt nye, ukendte afsmeltningsmønstre og viste desuden, at isbjerge ikke er trapezformede, som man ellers troede.

Det var der, Johan for første gang virkelig oplevede, hvad ordet ”ildhu” i sandhed dækker over. Hvordan man kan brænde så meget for at noget skal lykkes, så man bare bliver ved, bliver ved, bliver ved. Hvordan et drive tændes i kroppen, som giver evnen til at overpræstere.

Projektet skulle føre til meget mere end blot nyhedsstof i aviserne. Senere vandt holdet 2. pladsen i det uofficielle verdensmesterskab i robotdesign for universitetsstuderende og senere igen Europamesterskaberne i samme konkurrence.

Og i 2020 premierer dokumentarfilmen ”Into the ice” af den danske dokumentarist Lars Henrik Ostenfeld, som bl.a. viser de tre diplomingeniørstuderendes arbejde med klimaproblematikken.

”Vi ville bygge en robot, som skulle udføre et formål, som skulle gøre os klogere som mennesker. Det gjorde det virkelig interessant. At hjælpe med at give mennesket en større forståelse for verden. Når man arbejder med sådan noget, så giver det bare et fantastisk drive. Det er en utroligt fed følelse. Man arbejder ikke bare på et projekt – man arbejder for en sag, der gavner mennesket og potentielt hele verden,” siger Johan om sine oplevelser med sit diplomingeniørprojekt.

Studiekammeraterne Robert (tv) og Kristian (th) modtog i 2018 på vegne af hele holdet prisen for bedste student design til de uofficielle europamesterskaber i robotdesign. Foto: AU

Teknologien, som de tre studerende selv har bygget, blev udråbt som en ”game-changer” for biologer, klimaforskere og søfartsindustrien i hele verden.

Blot få år tidligere anede Johan overhovedet ikke, hvad han skulle lave med sit liv.

Tomater, kartofler og råt kød

Bagagen var landet, og rejsen kunne starte. Uden at tænke så meget over, hvad de to drenge skulle bruge de næste 7 måneder til, havde de kun lagt 2 planer: De skulle til Rio de Janeiro, og så skulle de besøge en dame, der hedder Elin, som Johans bedstemor kendte.

”Elin viste sig heldigvis at være den her skrupskøre, fantastiske dame, der anbefalede os at begynde at blaffe. Og så gjorde vi det,” siger Johan.

Den lange tur startede derfor bag i en lastbil fyldt med tomater, kartofler og råt kød i en stor bunke, som de så sad ovenpå.

Lige der besluttede de sig for én ting: Det her eventyr skulle blive fantastisk.

Og det blev det også.

”Det bedste var gæstfriheden. Folks måde at tage imod os på. Og uvidenheden. Vi anede ikke, hvad vi skulle, så vi kunne hele tiden tage en ny beslutning om, hvad vi ville. Det var faktisk en rigtig fed måde at rejse på,” siger Johan.

Inden Johan tog afsted på den lange tur, anede han ikke, hvad han skulle studere. Det gjorde han heller ikke, da han kom tilbage. Og det havde nok heller ikke været meningen. Han var bare træt af skolen og havde brug for at komme ud og se noget. Mærke efter, hvad der fandtes ude i verden.

Men turen gav ham en vigtig lektie: Han blev mere sikker på sig selv.

"Man tager ud et sted, hvor man ikke kender nogen eller noget og ikke aner, hvad folk snakker om, fordi man ikke taler sproget. Men man er tilpas i det alligevel, fordi det er det valg, man selv har truffet. Det giver noget at finde ud af, at man jo sagtens kan klare sig," siger Johan Krogshave, som sammen med kammeraten Chris tilbragte syv måneder i Sydamerika i forbindelse med sin sabbat. Fotos: Johan Krogshave.

”Det der med, at man tager et valg, og så står man ved den beslutning. Man tager ud et sted, hvor man ikke kender nogen eller noget og ikke aner, hvad folk snakker om, fordi man ikke taler sproget. Men man er tilpas i det alligevel, fordi det er det valg, man selv har truffet. Det giver noget, tror jeg – at finde ud af, at man jo faktisk alligevel sagtens kan klare sig. Og klare sig godt,” siger Johan.

"Lad være med at blive telefonsælger"

I dag er Johan 27 år, far til et barn på 1 år og i gang med sin kandidat i mekanik. Han kan se frem til at være færdiguddannet civilingeniør i 2020 - en titel, der åbner verden for ham på helt nye måder. 

Han er i gang med et projekt, hvor han skal lave en dynamisk analyse af en ny vindmølletype med 4 rotorer i stedet for 1. De 4 rotorer kan nemlig skabe resonans i møllen, og Johans opgave er derfor at finde ud af, hvilke frekvenser der er kritiske, således at man kan indarbejde et kontrolsystem, der tager højde for dette. 

Den retning i livet lå slet ikke i kortene for ham. I lang tid troede han faktisk, at han skulle være folkeskolelærer.

”Jeg vidste bare, at jeg skulle til Aarhus, og at jeg ikke skulle læse noget, hvor der var for meget selvstudie. Der skulle være noget struktur i uddannelsen. Og så har jeg bare altid godt kunne lide at formidle den viden, jeg har. Fordi jeg havde taget 2 års sabbat, havde jeg nogle kammerater, der var startet på studierne, og dem kunne jeg så spørge til råds, inden jeg selv lagde mig fast på noget,” siger Johan.

Han var ikke så meget til universiteternes studievejledning eller den online-hjælp, man kan få. Han spurgte sig i stedet frem blandt vennerne.

Der var to, der læste medicin. En der læste til lærer. Så var der en med noget fysik og en med noget samfundsvidenskab og sådan lidt forskelligt.

”De fleste anbefalede mig sjovt nok at læse geologi, så det kiggede jeg lidt på, men blev ikke overbevist.”

Han endte med at tage til U-days, hvor han sammen med en flok drenge og piger kiggede lidt på uddannelsen til diplomingeniør inden for maskinteknik, og der på stedet blev han solgt.

”Studievejlederen solgte bare uddannelsen godt. Hun fortalte om, hvordan man på uddannelsen arbejder på at løse virkelige problemstillinger, hvordan projektarbejde vægtes højt, og hvordan det er vigtigt med et godt link til virkeligheden. Og det var bare lige mig. Det der med at man direkte kan se, hvad man kan bruge sin teori til i den virkelige verden, og at man arbejde sammen i grupper på at løse rigtige problemer, det er et vigtigt aspekt. Jeg er ikke så god til projekter, som ikke har et anvendelsesformål. Det virker en smule nyttesløst, synes jeg. Det hænger måske sammen med det her opfinder-gen, som startede mit liv.”

Johan og studiekammeraten Robert deltog ved Folkemødet 2018 på Bornholm, hvor de viste deres bachelorprojekt frem for en ivrig presse. Foto: Jesper Bruun.

Som civilingeniør-studerende arbejder Johan i dag med teknologi, som er state-of-the-art.

Han er med i forskningsprojekter på Institut for Ingeniørvidenskab, hvor han arbejder direkte sammen med forskere på store projekter ofte i samarbejde med industrien.

”Det er fedt at være på forkant med teknologien. Der findes måske ikke engang litteratur om den teknologi, man prøver på at implementere, så man er helt med i forreste linje. Det betyder også, at man nogle gange støder på en mur og er nødt til at gå tilbage til start. Det gør det sindssygt spændende, fordi man aldrig kender svaret. Det er ligesom dengang, jeg skilte min racerbil ad. Der kendte jeg heller ikke svaret. Nu begynder man også at få en dybere forståelse for, hvorfor ingeniører og forskere angriber problemerne, som de gør. Man begynder at forstå, hvorfor man tænker, som man gør.”

For Johan er det en brændende interesse, der gør, at han elsker at tage ind på sit studie hver dag. En interesse, han måske slet ikke var klar over, han havde, dengang han gik i gymnasiet eller tumlede rundt med tomlen i Sydamerika.

Spurgt om han har ét godt råd til en 3.g’er, siger han:

”Lad være med at blive telefonsælger,” og griner.

”Ej, det er jo svært. Der er bare nogle, der ved, hvad de skal læse, allerede når de går i gymnasiet. Og det er bare fedt. Spring ud i det. Der er masser af tid senere i livet til at tage sabbat. Men hvis man går og tænker, at man skal tage sabbat og ikke ved, hvad man vil, så er mit bedste råd bare at prøve noget af. Hvad har man altid godt kunne lide? Alle går og tror, de har så fucking travlt. At man skal ud og leve livet i et år eller to, inden man skal dø langsomt igen i et klasselokale. Sådan skal man ikke tænke. Man har masser af tid. Tag den med ro og find ud af, hvad det egentlig er, du brænder for. Det hjælper tit at kigge tilbage til dengang, man var barn og huske på, hvad det var, man syntes, der var sjovt dengang. Det gør man som regel stadigvæk.”