Velkommen til de nye studerende
Science and Technology tog varmt i mod 1.640 nye ingeniør- og naturvidenskabsstuderende ved studiestarten 21. august 2019.
Det er næsten som optakten til juleaften. Gennem de seneste dage har universitetets campus summet mere og mere intenst af forberedelser til den store dag, og endelig oprandt den: årets studiestart!
Ubetinget en af de vigtigste dage på året for et universitet, hvis fornemste opgave det er at uddanne unge mennesker til at løse vigtige opgaver i fremtidens samfund.
Onsdag den 21. august skinnede solen på første dag i et nyt studieliv for 1.640 nye naturvidenskabs- og ingeniørstuderende, som er kommet ind på årets sommeroptag. Tæller man det kommende vinteroptag med, har Science and Technology optaget knap 1.900 nye studerende i 2019.
Prodekan for uddannelse Finn Borchsenius stod for fakultetets officielle velkomst i Søauditorierne og på Navitas. Han understregede, at studiestarten er en vigtig dag ikke blot for den studerende selv og for universitetet, men for hele samfundet:
”I dag er starten på et nyt liv for jer, både fagligt, personligt og socialt, og det bliver udfordrende. Men undervejs kan I tænke på, at når I kommer ud på den anden side, har samfundet virkelig brug for sådan nogle som jer. I får gode muligheder for at præge samfundsudviklingen og løse nogle af de problemer, vi står overfor, og dermed få et rigt og spændende arbejdsliv”, sagde Finn Borchsenius.
Prodekanen opfordrede de nye studerende til at tage aktivt del i undervisningen og studielivet:
”Det gælder om at være aktiv og engageret, så får I mest ud af det selv. I får en uddannelse på det allerbedste faglige niveau og mange muligheder for udvikling både fagligt og personligt, så udnyt at I kommer til at gå sammen med en masse velbegavede og interessante kammerater i et spændende studiemiljø”, lød opfordringen fra Finn Borchsenius.
I velkomsten lød der også en særlig tak til de mere en 300 frivillige tutorer, der har brugt det sidste halve år på at forberede en god start for de nye studerende, og som står for at hjælpe dem godt i gang.
Tutorerne har tilrettelagt tre dages intensivt introforløb, som skal hjælpe de nye studerende godt i gang, både på uddannelsen, og i forhold til at lære deres nye studiekammerater at kende. Derudover følger tutorerne de nye studerende gennem hele første semester og står klar med råd og vejledning, når der er behov for det.