Stort hold nye ingeniører fra Aarhus Universitet
Tillykke til 530 nye diplom- og civilingeniører, som denne vinter sætter punktum for deres studietid, siger farvel til universitetet og drager ud på arbejdsmarkedet, hvor de er mere end velkomne.

Et livskapitel slutter. Et nyt åbner sig.
Den højtidelige stemning satte sit tydelige præg på januars dimissioner for ingenører på Aarhus Universitet ved Institut for Bio- og Kemiteknologi, Institut for Elektro- og Computerteknologi, Institut for Byggeri og Bygningsdesign og Institut for Mekanik og Produktion.
Her var forældre, venner, forskere, undervisere og repræsentanter fra erhvervslivet samlet for at fejre de unge mennesker og sende dem videre i livet med klapsalver, bobler og dugfriske eksamensbeviser.
Se billederne fra vinterdimission 2025 nederst på siden (Fotograf: Peer Klercke).
Prodekan Finn Borchsenius ved fakultetet Technical Sciences ønskede de mange dimittender tillykke fra talerstolen og roste dem for deres studiepræstatioiner. Han opfordrede dem til at tage noget af universitetets ånd med ud på arbejdsmarkedet:
“Det kræver dedikation at blive ingeniør, og I har min dybeste respekt og anerkendelse. Nu åbner verden sig for jer, og jeres muligheder er mange. Jeg håber, I vil bruge jeres viden fra universitetet til at udfordre konventionel tænkning. Bliv ved med at stille spørgsmål. Bevar den gnist, der har ført jeg gennem studiet og kæmp for en bedre fremtid i det små hver eneste dag. Jeg vil gerne takke jer for jeres indsats på vegne af hele Aarhus Universitet. Vi er meget stolte af jer.”
(Artiklen fortsætter under billederne)



Kampen for en bedre fremtid
En af de nye ingeniører, der skal ud i verden og kæmpe for en bedre fremtid, er Mathilde Heydorn Koopmann. Der står diplomingeniør i Bioteknologi på eksamensbeviset, og hun starter allerede i næste måned i et job som forskningsassistent, hvor hun skal arbejde bæredygtig omstilling af vores energiforsyning og udvikle nye metoder til forbehandling af græs til biogasanlæg.
“Jeg glæder mig til mit kommende arbejdsliv, for jeg får lov til at beskæftige mig med noget, som virkelig interesserer mig, og som er vigtigt for den grønne omstilling,” siger hun.
Magnus Verner Olsen er nyuddannet kemiingeniør, og han har også planer om at arbejde med energi – nærmere bestemt grøn brint eller Power-to-X.
”Det er noget, jeg har fået en interesse for på studiet, og som jeg gerne vil bygge en karriere op omkring,” siger han.
Selvom flere af dimittenderne allerede har skrevet under på en ansættelseskontrakt, er der også en del, som vil bruge den kommende tid til refleksion. Elisabeth Lennert er en af dem. Hun er nyuddannet diplomingeniør i Softwareteknologi og fortæller:
"Det vigtigste, jeg har fået med mig fra min ingeniøruddannelse, er gåpåmod - man skal aldrig give op. Nu glæder jeg mig til næste kapitel og drømmer om en karriere inden for back-end softwareudvikling. Jeg har flere samtaler i kalenderen - fremtiden er åben!"

Masser af jobs til nyuddannede
Batterier til højttalere. Smarte robotter. Ny medicin. Sensorer til helikoptere. Etagebyggeri i træ. Transportbånd til lufthavne og 3D-print i titanium. Det er bare et lille udpluk af projekter, de nye ingeniører skal ud og arbejde med i dansk erhvervsliv.
De unge dimittender kan generelt se frem til spændende jobmuligheder på et arbejdsmarked stort set uden ledighed, og mange har allerede takket ja til det første rigtige ingeniørjob.
En af dem er Nikolaj Mortensen, som er bygningsingeniør. Han har fået job i et rådgivende ingeniørfirma, hvor han blandt andet skal føre kontrol med byggepladser.
“Jeg har specialiseret mig inden for geostatik, og jeg skal blandt andet arbejde med funderingsprojekter, så jeg føler mig sådan set ret godt klædt på til mit første job. De fleste af dem, jeg kender fra studiet, har også fået tilbudt job, så jeg tror, det er ret normalt, når man er ingeniør,” siger han.
Simon Bos er softwareingeniør, og han har også oplevet overgangen til arbejdsmarkedet som bekymringsfri.
"Jeg glæder mig til at starte i mit nye job i en softwarevirksomhed på mandag. Her skal jeg primært lave frontend, men jeg har lagt vægt på, att jeg får lov til at prøve lidt af det hele," siger han.
Enkelte studerende har også valgt at beskæftige sig med iværksætteri. Samuel Vesterlund er nyuddannet maskiningeniør og har sammen med en studiekammerat opfundet en anhænger til golfudstyr og stiftet virksomheden Caddy Cruiser.
“Vi stiftede virksomheden, mens vi studerede, så vi har haft travlt. Det bliver fedt at kunne dedikere mere tid til forretningsudviklingen nu. Næste skridt bliver at få hul til internationale markeder,” siger han.
Han tilføjer:
“AU er et fantastisk sted at være iværksætter. Vi har virkelig lært meget og få rigtig god hjælp til at basere vores produktudvikling på et solidt fundament af viden.”

Mens de fleste tager hul på en karierre direkte efter universitetet, er der også nogle som lægger en velfortjent pause ind.
En af dem er Line Jepsen. Efter at have afsluttet sit bachelorprojekt om varmegenindvinding af brusevand i aarhusianske svømmerhaller, rejser hun nu en måned til Argentina, hvor hun primært skal vandre i bjergene.
“Jeg glæder mig til at komme væk fra hverdagslivet i en kort periode. Jeg synes, jeg har fortjent det. Det har været en intens eksamensperiode her op til afslutningen på uddannelsen,” siger hun.
Bevar kontakten til AU Engineering
Aarhus Universitet ønsker alle de nye ingeniører tillykke.
Sådan bliver du oprettet som AU-alumne her