Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
AU Engineering Institut for Byggeri og bygningsdesign

Bygge-bosser scoutede talenter på Aarhus Universitet

Byggebranchens virksomheder mødte talstærkt op for at møde universitetets ingeniørstuderende til Praktikmatch, som blev afholdt virtuelt i sidste uge.

Virksomhederne viser stor interesse for ingeniør-praktikanterne fra Aarhus Universitet. På billedet ses Eline Plet-Bundgaard, der i dag arbejder som rådgivende ingeniør i Atkins, hvor hun også var i praktik. (Foto: Lars Kruse, AU Foto)

54 virksomheder deltog i årets Praktikmatch, hvor de havde mulighed for at møde den kommende generation af bygningsingeniører med specialiseringer inden for bærende konstruktioner, energi og indeklima, byggeproduktion, miljøteknik, infrastruktur og geoteknik. 

Læs mere om Institut for Byggeri og Bygningsdesign

Universitetet afholder Praktikmatch to gange om året, og målet er at give diplomingeniørstuderende på uddannelserne Bygning og Bygningsdesign gode forudsætninger for at vælge, hvor de vil i praktik. 

“Vi vil gerne hjælpe vores studerende med at finde en god praktikvirksomhed, og virksomhederne vil gerne etablere en kontakt til vores studerende. De er i høj kurs på arbejdsmarkedet, og derfor oplever vi generelt en stor efterspørgsel på vores praktikanter,” siger Kasper Lynge, viceinstitutleder ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet. 

Han understreger, at praktiksemesteret på diplomingeniøruddannelserne er en vigtig del af universitetets videnoverførsel til erhvervslivet. 

“Vi tager opgaven med at skabe gode praktikmatch meget alvorligt. Semester efter semester oplever vi, at vores studerende tager deres viden med ud i virksomhederne, og at de bringer den i spil der. Samtidig kommer de tilbage med en værdifuld indsigt i branchens innovationsudfordringer. Det er et meget vigtigt samspil,” siger han.

Læs mere om ingeniørpraktik 

Populære praktikanter

En af de studerende, der skal i praktik efter sommerferien er Ditte Marie Baumann Lund. I forbindelse med Praktikmatch mødte hun direktøren for entreprenørfirmaet Ivan Jakobsen A/S, som inviterede hende til en jobsamtale et par dage efter. 

"Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det er det rigtige praktiksted for mig. Jeg vil rigtig gerne arbejde med selve entreprenørdelen af byggeriet på byggepladserne. Jeg interesserer mig for funderingsmetoder, og jeg forestiller mig, at jeg kan lære virkelig meget af at komme ud i virkeligheden," siger hun.

Ditte Marie Baumann Lund har valgt specialiseringen Geoteknik på diplomingeniøruddannelsen i Bygning, og dermed tilhører hun en lille gruppe af meget efterspurgte ingeniører i byggesektoren. 

Læs mere om ingeniøruddannelser inden for byggeri

Virksomheder sætter krog i studerende

Mere end hver fjerde studerende på bygningsingeniøruddannelserne får det første rigtige ingeniørjob i deres praktikvirksomhed, og det er et velkendt fænomen i byggebranchen. 

“Vi vil gerne have, at vi som virksomhed er kendt blandt de studerende, og vi deltager blandt andet i Praktikmatch for at holde øje med talenter. Vi oplever, at praktikanterne er en værdifuld resurse for os. De er et frisk pust, vi får ind hver eneste semester, og så håber vi selvfølgelig, at vi vil være top-of-mind, når de nyuddannede skal søge job,” siger Louise Skytte-Clausen, teamleder i SWECO Danmark A/S

Ledigheden for nyuddannede bygningsingeniører fra Aarhus Universitet er cirka tre procent.

Læs om diplomingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet

KONTAKT

Kasper Lynge, viceinstitutleder, Institut for Byggeri og Bygningsdesign

Mads Bech Olsen, lektor og praktikkoordinator, Institut for Byggeri og Bygningsdesign