Aarhus Universitets segl

AU vil uddanne flere ingeniører til den grønne omstilling online

Aarhus Universitet opretter 50 nye online-studiepladser på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk energiteknologi. Det skal give flere danskere mulighed for at uddanne sig til ingeniør, uanset hvor de bor.

Nu bliver det muligt for flere danskere at uddanne sig til ingeniør hjemmefra. Aarhus Universitet opretter 50 nye online-studiepladser på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologi. På billedet ses Jeppe Østerbæk Sørensen, som hører til det første hold af færdige online-ingeniører fra universitetet (Foto: Anders Trærup

I løbet af de næste 25 år skal Danmark udfase alle fossile brændstoffer og omstille sig til en energiforsyning baseret på grøn strøm.

Det har skabt en markant stigning i efterspørgslen på ingeniører til energisektoren, og derfor har Aarhus Universitet besluttet at skrue op for antallet af studiepladser til online-ingeniøruddannelsen i Elektrisk energiteknologi allerede fra august 2024.

”Energisektoren mangler allerede tusindvis af ingeniører, og det er et problem for deres vækst- og innovationsmuligheder og en kæp i hjulet på samfundets grønne omstilling. Derfor har vi som universitet besluttet at give flere muligheden for at uddanne sig online,” siger Mikael Bergholz Knudsen, institutleder ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet.  

På uddannelsen får de studerende viden om forskellige bæredygtige energiformer, og de lærer at udvikle teknologiløsninger, der gør det muligt for os effektivt at producere, distribuere, lagre og forbruge energi.

Foruden de rent tekniske kompetencer lærer de også at forstå de politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske aspekter af den energiteknologiske udvikling, og igennem hele studiet får de en meget tæt kontakt med erhvervslivet. 

Læs mere om uddannelsen her

Danmark mangler ingeniører til den grønne omstilling

I de kommende skal vi elektrificere vores samfund, modernisere vores varmeforsyning og opbygge en helt ny industri, som kan producere grønne brændstoffer i store mængder.

Elektrificeringen af vores samfund kræver blandt andet nye vindmøller og solceller, en bæredygtig transportsektor, kilometervis af strømkabler samt en helt ny Power-to-X-infrastruktur.

Derfor giver det ikke mening at tale om grøn omstilling uden også at tale om, hvem det er, der skal planlægge og udføre arbejdet, udvikle teknologierne og fremtidssikre vores energisystem.

Ifølge en arbejdskraftanalyse foretaget af erhvervsorganisationen Green Power Denmark vil energisektoren i perioden 2023-2030 få brug for i gennemsnit 10.000 årsværk ekstra årligt med en videregående uddannelse, og det drejer sig især om ingeniører.

I filmen nederst i artiklen kan du blive klogere på, hvad det er for nogle udfordringer, diplomingeniører i Elektrisk energiteknologi arbejder med.

En mere moden målgruppe

Aarhus Universitet har udbudt diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk energiteknologi som fjernundervisningsforløb siden 2020, og erfaringerne er gode.

”Vi har studerende fra hele landet, som søger ind på uddannelsen med vidt forskellige baggrunde. De fleste er et sted i livet, hvor de af forskellige årsager ønsker at skifte retning i deres arbejdsliv, og for dem er det en meget stor fordel, at de ikke behøver at flytte hele familien med til en større by,” siger Mikael Bergholz Knudsen.

Universitetets online-studerende får et fuldt digitaliseret uddannelsesforløb, og de har mulighed for at vælge imellem forskellige grader af fleksibilitet, så det passer ind i deres øvrige liv.

De kan deltage i undervisningen i realtid eller få tilsendt en videooptagelse, og i princippet kan de studere på alle tidspunkter af døgnet.

Han fortsætter:

”Vi ser en meget høj grad af diversitet blandt vores online-studerende, som ofte er en hel del ældre end de studerende, vi modtager på campus. Vi har optaget både operasangere, piloter, forsikringssælgere og soldater, og det giver et helt særligt studiemiljø,” siger han.


Aldrig for sent at skifte retning

En af de studerende, institutlederen taler om, er Dennis Villadsen, der er startet på universitetet i en alder af 50 år. Han er oprindeligt uddannet elektroniktekniker og har både fuldtidsjob og hus i Viborg. For ham var det lysten til at lære nyt, der blev afgørende for beslutningen om at søge ind.

”Vi skal jo være på arbejdsmarkedet i rigtig mange år, og for mig er det meget vigtigt, at der er noget at drømme om. Jeg har altid haft nysgerrighed med mig som en drivkraft og en lyst til at lære nyt og dygtiggøre mig. Jeg vil gerne blive bedre til at analysere problemer og designe løsninger, og jeg har mange gange tidligere tænkt, at jeg nok i virkeligheden burde have taget en ingeniøruddannelse, da jeg var helt ung. Dengang var det bare ikke inde på min radar at starte på et universitet,” siger han.

Læs artiklen “Det er aldrig for sent at skifte retning” 

Torben Bjerre er nyuddannet diplomingeniør I Elektrisk energiteknologi og fra et af universitetets første kuld af online-dimittender. Han besluttede sig for at skifte den hæsblæsnede karriere I salgsbranchen ud med en fremtid som ingeniør, og det har han ikke fortrudt.

”Jeg har ikke noget som helst negativt at sige om salgsbranchen, hvor jeg har haft mange gode år. Men det var også et hektisk arbejde, og jeg havde rundet 30 år og begyndte nok at få lidt svært ved at se mig selv blive gammel i det job,” siger han.

Han gik direkte fra studie til job i virksomheden DIS/CREADIS - Dansk Ingeniørservice. Her startede han som rådgivende ingeniør på et projekt i vind-industrien, og i dag er han leder af et ingeniørteam og to forretningsområder.

Læs artiklen "Jeg sagde mit hæsblæsende job op og søgte ind på uni"


Et lille laboratorium derhjemme

Når de studerende starter på online-ingeniøruddannelsen, får de tilsendt en pakke med forsøgsudstyr og digitale værktøjer, som de skal bruge til uddannelsen.  På den måde kan de sætte et lille laboratorium op derhjemme og lave det eksperimentelle arbejde uden at møde op på universitetet.

”Det er vigtigt for os, at vores online-studerende får samme gode forudsætninger for at deltage i den eksperimentelle del af undervisningen, som vores studerende, der møder op på campus,” siger Mikael Bergholz Knudsen.

Online-studerende skal på samme måde som universitetets øvrige diplomingeniørstuderende i praktik som en del af deres uddannelse, og universitetet hjælper derfor med at etablere aftaler med virksomheder i lokalområdet.

Online-uddannelsen udbydes formelt fra AU Herning, og de mange nye studiepladser åbner allerede fra august 2024.

Studerende skal søge via Den koordinerede Tilmelding (KOT). Ansøgningsfristen er d. 5. juli kl. 12.
 

Visninger