Emil Trolle-Pedersen, Benedicte Marie Berg Svendsen og Anita Trab læser til kemiingeniører på Aarhus Universitet på deres første år. Det, de troede, ville være en rimelig blød opstart på universitetet, viste sig at blive ”rimelig meget lige på og hårdt" - med en global pandemi, der sendte de studerende hjem og samtidig alt det nye omkring det ingeniørvidenskabelige arbejde.
Sammen blev de nemlig kastet direkte ud i et projekt om en af vores mest aktuelle miljøudfordringer.
”Heldigvis kunne vi det meste af tiden få adgang til laboratorierne. Vores 2. semester var et projektsemester, og vi besluttede os for at undersøge mulighederne for at genanvende mundbind ved at forkorte eller nedbryde kulstofkæderne i det plastik, de er lavet af,” siger Benedicte Marie Berg Svendsen.
Mundbind udgør en væsentlig kilde til forurening, og problemet er så nyt, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvad man skal stille op.
”Der findes ingen veldokumenterede metoder til at håndtere plastikforureningen fra mundbind. Derfor har det også været vildt spændende at gå i gang med. Godt nok er vi bare studerende på 2. semester, men vi føler os lidt pioner-agtige og på sporet af noget, der er vigtigt. Tænk, hvis vi kan bidrage til at reducere miljøpåvirkningen. Man bliver ret dedikeret, når man tænker sådan, og vi har da også brugt mange flere timer i laboratoriet, end vi havde regnet med. Det er mere end bare et studieprojekt for os,” siger Emil Trolle-Pedersen.
Artiklen fortsætter under billedet
De tre studerende har eksperimenteret med at udsætte kulstofkæderne fra mundbind for forskellige former for tryk, temperaturer og kemiske opløsningsmidler for at ændre på strukturen i materialet.
”Vores idé er at ændre på molekylstrukturen, så de bliver mindre og kan bruges til andre formål eller til ny plastik,” siger Anita Trab.
Problemet med mundbind er, at de ikke kan nedbrydes i naturen, og at de med tiden bliver slået i mindre stykker og bliver til mikroplast, der kan optages i fødekæden hos mennesker og dyr.
”Det vil vi gerne undgå, for vi ved ikke ret meget om, hvordan mikroplast påvirker vores miljø og sundhed” siger Benedicte Marie Berg Svendsen.
Især filtrene i de kirurgiske mundbind er problematiske, fordi de er lavet af polypropylen, som er en type svært nedbrydelig plastik.
De tre studerende er enige om, at deres start på universitetet har været en omvæltning på flere fronter. Det er især de eksperimentelle arbejdsmetoder, der er anderledes, end dem de kender fra gymnasiet.
”På universitetet arbejder definerer man selv projekterne, søger litteratur, designer eksperimenter og afprøver analysemetoder. I gymnasiet havde man ligesom en opskrift til det hele. Det fede ved at læse til ingeniør er, at der er noget på spil. Det handler ikke bare om at få en god karakter. Det handler om at finde løsninger på virkelighedens problemer, og det er stærkt motiverende,” siger Anita Trab.
Benedicte Marie Berg Svenden er enig. Hun har altid været god til naturvidenskab, men mødet med universitetet har alligevel ikke kun været nemt.
”Man skal lige lure, hvordan det er at være studerende på et universitet og indse, at man ikke behøver at vide alting. Jeg tror, vi alle sammen på holdet har haft det lidt sådan ”kemi er svært, og alle de andre er sikkert meget klogere end mig”, men vi har været rigtig gode til at hjælpe hinanden. Her et år efter, at jeg startede, tænker jeg, at der ikke er noget, der er så svært, at jeg ikke kan lære det. Der er bare noget, jeg skal høre en ekstra gang. Læringskurven er meget stejl, og jeg kan begynde at se den røde tråd imellem fysikken, kemien, matematikken, og hvad man skal bruge det hele til som ingeniør,” siger hun.
