Cecilie ville bare gerne passe ind – men der skulle en lang, broget rejse til, før hun fandt den rigtige uddannelse: "Der er så mange muligheder i det her fag, og det er derfor, jeg er blevet i det," siger hun.
Hun vidste absolut intet om maskiner. Overhovedet. Altså hallo, hun havde dumpet eksamen i fysik i 9. klasse.
Og nu sad hun her - første dag på maskiningeniørstudiet på Aarhus Universitet… Hvad lavede hun dog her?
De kiggede nok allesammen på hende, tænkte hun. Vurderede hende fra top til tå. Hun følte, det strålede ud af hende.
Men hun skulle vise dem.
Cecilie Xenia Andersen var blot 16 år, da hun pakkede sine tasker og flyttede hjemmefra. Fra Brabrand ved Aarhus til Sønderborg.
Dengang ville hun være frisør.
Hår, makeup og skønhed havde bare altid været hendes store interesse, og hun havde egentlig ikke skænket fremtiden de store tanker – hun gik efter det, der interesserede hende.
Det varede ca. et halvt år.
Så fandt hun ud af, at det ikke var hår, der interesserede hende alligevel. Hun elskede at gå i byen og have det sjovt, men det bliver man jo ikke rig af, så igen rykkede hun teltpælene op og flyttede til Randers for at blive kosmetiker.
Det varede også ca. et halvt år.
Cecilie havde altid været allround-god til de fleste ting. Fagene i skolen var kommet og gået, og hun havde altid været god til matematik uden dog at have den store interesse for faget.
Da hun blev 19 år besluttede hun sig for, at hun nok hellere måtte få sig en studentereksamen, så hun flyttede tilbage til Aarhus og tog en 2-årig HF på Aarhus Akademi.
På akademiet blev nogle af de gamle fag fra hendes folkeskole vakt til live i hende igen: Matematik, kemi, fysik:
"Matematik har altid været nemt, synes jeg. Der er et facit, man kan forholde sig til. Jeg synes, det gør tingene nemmere, for så ved man altid, hvornår man har gjort det rigtige."
Da hun kom ud på den anden side som 21-årige, valgte hun at søge ind på professionsuddannelsen Ernæring og Sundhed på VIA University College.
Men endnu engang gik der et halvt år, og så tænkte hun igen: "Åh nej".
"Det var et rent kvindestudie, og det sociale fungerede ikke for mig. Studiet fangede mig heller ikke nok. Det var ikke interessant nok til at jeg følte, jeg skulle blive ved. Men der stod jeg så – endnu en gang – med et ufærdiggjort studie og vidste ikke, hvor jeg nu skulle gå hen," siger Cecilie.
Tvivlen begyndte at tage fat i hende: Ville hun nogensinde finde den rette hylde? Ville hun passe ind noget sted?
Hun havde behov for at komme langt væk, lære sig selv bedre at kende og komme ind til kerneværdierne af sig selv.
Så hvorfor ikke gå Caminoen?
"Det er, når man går, de rigtig store tanker fødes," havde Nietzsche trods alt engang sagt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
"Jeg er ikke religiøs, men det var for at give mig en mulighed for at komme væk fra de vante rammer og alt det materialistiske og bare komme afsted et sted hen, hvor jeg bare skulle gå, og hvor det eneste formål med dagen bare var at komme fra A til B. Det gjorde, at jeg fik mulighed for at spekulere på, hvad jeg egentlig ville bruge min tid på," fortæller hun.
En julefrokost gjorde udslaget: Sammen med to tidligere medstuderende fra HF besluttede hun sig for at tage til Spanien og vandre pilgrimsstiens 900 kilometer.
Dagen efter julefrokosten købte de alle tre billetter og inden længe gik turen mod den klassiske, næsten tusind år gamle Jakobsvej fra Pyrenæerne til Santiago de Compostela.
Vandreturen blev startskuddet til et længere Spaniens-ophold for Cecilie, som blev boende dernede og nød livet i ca. otte måneder.
Men snart begyndte livet at banke på.
Hun blev mere og mere ivrig efter at finde ud af, hvad hun faktisk skulle med sit liv, og en karrierevej, som hun ellers aldrig havde tænkt på før, var dukket op i hendes bevidsthed: Ingeniør. En ting havde nemlig ændret sig i Cecilies bevidsthed omkring studievalg: Hun var begyndt at tænke mere på fremtiden.
"Jeg havde besøgt AU Engineering til U-days og var lidt lun på at læse bygningsdesign. Det endte med, at jeg ville søge ind på den uddannelse, men jeg fandt ud af, at jeg skulle gennem et adgangskursus først for at få mine fag op på det rette niveau," siger Cecilie.
Selvom det måske kunne være irriterende at skulle gennem et halvt års kurser, var adgangskurset en øjenåbner for Cecilie. For ganske uventet genvandt hun motivationen og interessen for at komme i gang med sit studie:
"Adgangskursus var den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. De fleste, der læser det, har prøvet lidt forskelligt. Mange af dem har en håndværkeruddannelse eller har været ude og prøve noget andet. De har noget livserfaring, og der er folk i alle aldre. Det betød enormt meget for både det faglige og sociale sammenhold, og det betød, at man glædede sig til at komme hver eneste dag."
Dagen nærmede sig, hvor Cecilie skulle til at sende sin studieansøgning afsted. Pludselig kom hun i tvivl, så for at være på den sikre side tog hun selv ned til AU Engineering og talte med alle, hun kunne komme i nærheden af: Studievejledere og studerende – også nogle fra andre ingeniørretninger.
"Jeg havde en lang snak med en fyr, der læste maskiningeniør på andet semester. Det hjalp utroligt meget. Han var sikker på, at jeg ville finde det interessant, og jeg blev overbevist om, at det var rigtigt. Efter den dag var jeg sikker på, at jeg skulle vælge maskiningeniør-studiet," siger Cecilie.
Hun gjorde sin ansøgning færdig og sendte den ind. Og i slutningen af august det år startede hun.
Det var nok ikke en let start, erkender hun:
"Jeg vil ikke sige, at jeg var anderledes end de andre, men det var jeg jo nok alligevel. Jeg var nok lidt alene om at have de interesser, jeg havde. Jeg følte måske lidt, at jeg skulle bevise, at jeg faktisk godt kunne finde ud af det, men det gav mig faktisk bare endnu mere lyst til at bevise, at jeg faktisk er god til matematik og fysik."
Og så havde Cecilie besluttet sig for, at nu var det nu. Ikke noget med at stoppe igen efter et halvt år.
Fire år senere, i juli 2018, blev hun færdig som diplomingeniør i maskinteknik.
Og hun er stolt af sin rejse – stolt af det mål, hun har opnået. Og meget stolt over, at hun i dag kan kalde sig ingeniør.
Hun beviste over for sig selv, at hun godt kan, selvom hun troede, hun ikke passede ind. Nu har hun taget en uddannelse med kæmpe perspektiver for hendes videre karriere.
"Jeg har altid gerne ville passe ind. Være god til det, jeg laver, og blive udfordret i det. Det betyder meget for mig at passe ind i et fællesskab uden at blive mødt af fordomme. Føle, at jeg er velkommen. Det er jeg sikker på, at jeg kan som ingeniør, for der er bare så mange muligheder i det her fag," fortæller hun og fortsætter:
"Jeg har ikke uddannet mig til noget, der låser mig fast. I stedet kan jeg vælge præcist det, der tiltrækker mig: Jeg kan rejse med min uddannelse, undervise, lede projekter, have med mennesker at gøre. Eller jeg kan sidde og nørde ved en computer, hvis det er det, jeg vil. Der er så mange muligheder i det her fag, og det er derfor, jeg er blevet i det."
