Aarhus Universitets segl

Vindmøller er ikke en teknologi, vi kan lægge i glemmekassen

Fascinationen for vindmøller startede allerede, da hun var helt lille, og hendes morfar lærte hende glæden ved matematikkens mystik. Og den er aldrig aftaget. I dag mener hun, vindmøller er fremtiden, og efter et halvt års praktik hos Vestas har hun blod på tanden til meget mere.

13 der drejede rundt, og 7 der stod stille.

Hun havde endnu ikke set nogle af dem med kun to vinger: Hendes favorit!

Den lille pige spejdede spændt ud ad de lukkede ruder fra bagsædet på den sølvgrå Mitsubishi, mens gule marker og grønne skove fór forbi.

Måske hun fik øje på en ny i dag? En, hun ikke havde set før?

Caroline Sørensen talte altid vindmøllerne langs motorvejen på turen over Fyn til Odense. Det var en leg, hun og hendes morfar, Jørgen, legede. Det gjorde turen sjov i stedet for bare at sidde og kigge ud i luften.

Caroline elskede at besøge sin mormor og morfar. Jørgen havde haft en kæmpe betydning for hendes forhold til matematik, for lige siden hun var helt lille, havde hun hjulpet med til at løse små matematik-gåder i nogle af de bøger, han havde. Det gjorde faget sjovt. Underholdende. Gav det mening.

Lidt ligesom vindmøllerne, der var blevet en del af naturen for hende.

’Vindmøller er en måde at skabe energi på, hvor man samtidig beskytter naturen,’ havde Jørgen engang fortalt hende.

Fascinerende, tænkte hun. At man kunne lave strøm ud af blæsten på den måde. En fysisk manifestation af menneskets matematiske evner. Et vidnesbyrd om moderne teknologi integreret i landskabet gennem århundreder.

Vindmølledrømme

Dengang var Caroline 8 år gammel. I dag er hun 22 år og læser Elektrisk Energiteknologi på Aarhus Universitet.

Da Caroline gik i gymnasiet, troede hun egentlig, hun skulle være kemiingeniør. Den drøm varede dog kun indtil den dag, hun skulle have kemi på B-niveau. Omvendt blev hun øjeblikkeligt fanget ind i elektricitetens verden, dengang hun i 3.g besøgte Aarhus Universitet i forbindelse med sit studieretningsprojekt, SRP.

På sin vis vidste hun nok godt inderst inde allerede dengang, at hun skulle arbejde med grøn teknologi og bæredygtig energi. SRP’en handlede trods alt om vindmøller, og hun havde i den forbindelse lavet forsøg på universitet med en 3D-printet miniature vindmøllevinge.

Praktikanter ved mere

Energi, elektricitet og vindmøller havde altså brændt sig fast på hendes nethinde, den dag hun besøgte Aarhus Universitet til uddannelsesmessen U-days. Her skulle hun læse, kunne hun mærke. Det føltes helt naturligt, at næste kapitel i hendes liv skulle starte her. Men at hun allerede blot to et halvt år efter U-days skulle træde inden for som ingeniør på et af verdens største test-centre inden for vindbranchen, havde hun aldrig i sin vildeste fantasi drømt om. Godt nok som ingeniørpraktikant, men alligevel: Hun blev betragtet på lige fod med alle de andre.

Den dag slæbte hun kæben langs jorden.

Larmen, størrelsen. Alt var enormt. Hun havde en solid grundviden om det hele med fra Ingeniørhøjskolen, men det var jo teori og tests i miniskala. Her var alt i fuld skala. Virkeligheden blæste hende bagover.

”Når man ser en lille 3D-animation af en mand på en computerskærm, der fortæller om, hvordan en vindmølle fungerer, tænker man måske ’ja, herregud’. Men når man oplever det i virkeligheden, er det overvældende. Fuldstændigt overvældende,” fortæller Caroline i dag om sit halvårlige praktikophold hos den danske vindgigant Vestas.

Blod på tanden

Hun går i dag på 7. semester på diplomingeniøruddannelsen på Aarhus Universitet, og hun mener absolut, at praktikopholdet gav hende utroligt meget med i bagagen.

"Jeg fandt ud af, at der ikke skete noget ved at få beskidte fingre og prøve tingene af. Det giver nemlig bare selvtillid og selvstændighed. Så da jeg kom tilbage fra praktikopholdet, havde jeg mere energi og blod på tanden end nogensinde. Jeg lærte så meget – der er så mange ting, jeg har fået med,” siger hun.

Hos Vestas fik Caroline lov til at arbejde med sit eget projekt – et specialiseret eksperimenteringsværktøj af afgørende betydning for udviklingen af fremtidens vindmøllegeneratorer. Værktøjet, som i princippet er en mobil kasse på 30x40 centimeter, bruges til at håndtere og filtrere temperaturmålinger fra vindmøllens generator for støj. Målingerne viser, hvor godt nye prototype-generatorer virker, men har i nogle tilfælde, indtil Caroline kom, været svære at aflæse korrekt på grund af megen elektrisk støj fra ledninger og andre påvirkninger fra testopstillingen.

Lov til at sprudle

Den slags vil hun rigtig gerne blive ved med at arbejde med, når hun dimitterer som diplomingeniør i Elektrisk Energiteknologi. Men først vil hun dog læse videre og blive civilingeniør.

”Praktikken har givet mig et større indblik i, hvilken type ingeniør jeg vil være. Jeg skal ikke sidde og beregne de helt små detaljer, men hellere ud og teste og være med på de større projekter,” siger hun og fortsætter:

”I min optik er vindmøller fremtiden. Det er ikke en teknologi, vi kan lægge i glemmekassen. Den virker, den er gennemtestet, og den er allerede en del af vores samfund – og har været det i lang tid. Og samtidig er der så mange flere muligheder i den, hvis industrien får lov til at sprudle mere. Det vil jeg rigtig gerne arbejde med.”

Caroline kigger stadig ud ad vinduerne og tæller vindmøller den dag i dag, når hun kører på motorvejen. Underbevidst om ikke andet. Og hendes favoritter er stadig de møller, der skiller sig ud fra de andre. Jørgen er her ikke mere. Han gik bort, da Caroline var blot 10 år. Men vindmøllerne vil altid være et minde om ham. Det var ham, der introducerede hende for matematik, teknologi og naturvidenskab og gjorde det hele sjovt, mystisk og spændende.


 

Læs mere om uddannelserne: