”Det er simpelt hen så sjovt. Stort set alle, der kommer fra gymnasiet, har en eller anden form for frygt for programmering. Det er både abstrakt og ukendt. Man ved ikke helt, hvad det går ud på. Og så sker der det, at man får taget hul på det. Man begynder stille og roligt at forstå det. Man opdager, at det bare er et sprog og en systematik. Det bliver afmystificeret, og man kan finde ud af det. Faktisk er man ret god til det, og man begynder at se, hvor vigtigt det er for stort set alt i vores samfund. Og så ender man med at elske det. Sådan går det for de fleste. Sådan gik det også for os.”
Sådan fortæller Henriette Pilegaard, som er ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet. Allerede få uger inde i sit uddannelsesforløb blev frygten vendt til interesse, og hun følte sig hurtigt så sikker på kompetencer, at hun sagde ja til et som softwaretester hos it-virksomheden Systematic i Aarhus.
”Jeg blev hurtigt fortrolig med programmering, og det hænger blandt andet sammen med, at der er et rigtig godt studiemiljø på ingeniøruddannelserne. Alle hjælper hinanden hele tiden – også på tværs af årgange. Programmering kan godt virke lidt som en holdsport, og vi er alle i samme båd,” siger hun.
Caroline Kaagaard beskriver sig selv som lidt mere it-interesseret allerede fra start, men hendes billede af, hvad det vil sige at læse til ingeniør har også ændret sig.
”Jeg har aldrig drømt om at blive vildt hardcore til at kode og kende skriveprogrammerne fra bunden. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man har viden om, hvad der skal til for at lave en god løsning,” siger hun.
Hendes møde med elektronik var derimod overraskende.
”Jeg tænkte nok til at starte med, at elekronik er noget for drenge. Men i virkeligheden handler det rigtig meget om design, der binder software og hardware sammen. Jeg kan huske, at vi allerede på første semester skulle arbejde med at designe en seng, der kunne forhindre liggesår hos patienter. Jeg blev ret grebet af det, fordi det havde et formål,” siger hun.
En anden fordel er, at både elektronik og it giver en form for teknologisk dannelse, man ellers aldrig ville opnå.
”Man begynder at stille spørgsmål til alt. Hvorfor virker det sådan? Gad vide, hvad for nogle overvejelser ingeniørerne har haft her? Kunne man ikke have løst det bedre på en anden måde? Den form for nysgerrighed er en meget vigtig del af at kunne tænke kritisk og kreativt som ingeniør,” siger Caroline Kaagard.
”Og helt lavpraktisk”, tilføjer hun. ”Så er det da fedt, at man kan åbne sin fjernbetjening og gennemskue, hvordan den fungerer. Jeg har lige skiftet min induktionskogeplade, og da jeg kiggede ned under den, tænkte jeg: nårh ja – det giver mening, det her.”
Caroline og Henriette mødte hinanden på 1. semester, og siden da har de været tætte studiekammerater. De har lavet mange projekter sammen, for de fungerer godt som team.
”Vi kan få idéer sammen, og vi supplerer hinanden godt i forhold til vores faglige styrker og interesser. Jeg kunne godt forestille mig at blive iværksætter og starte en virksomhed. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at gøre det sammen med Caroline,” siger Henriette Pilegaard.
