”Jeg tænkte bare – wow, det her er ikke det samme som gymnasiet. Det er en helt andet måde at lære på,” fortæller Emma Pallesen om studiestarten på universitetet.
Hun husker tilbage på de blandede følelser af nysgerrighed og frygt for alt det nye. Bøgerne på engelsk, den videnskabelige litteratur, de mange undervisningstimer og til en vis grad også bare universitetet i sig selv.
”I gymnasiet var jeg glad for de naturvidenskabelige fag, og jeg var dygtig til kemi. Jeg havde en fantastisk lærer, der virkelig inspirerede mig, og når jeg tænker mig om, havde jeg ikke nogen grund til at tvivle på mig selv, men det hele på universitetet var bare nyt og ukendt, og når man lige er startet, så ved man ikke rigtigt, hvad der forventes af én,” siger hun.
Allerede i RUS-ugen mødte Emma sin nye studiekammerat, Anne-Cathrine. I dag er de gode veninder og en del af den samme studiegruppe. De skabte et særligt bånd til hinanden ved at være ærlige.
”Det er befriende at kunne sætte ord på sin tvivl og opdage, at andre har det på samme måde. Alle stiller sig jo de samme spørgsmål: Passer jeg ind her? Er jeg god nok? Og kan jeg klare det faglige? Sådan havde jeg det også. Jeg havde været virkelig grundig i mit arbejde med at finde frem til den rigtige uddannelse. Jeg tror, jeg læste om samtlige uddannelser på hele Aarhus Universitet, så for mig føltes det meget definitivt at træffe et valg,” siger Anne-Cathrine Burkal.
I dag er begge studerende glade for deres uddannelse. De kan nu se, at studievalget er en adgangsbillet til en ny verden af muligheder.
"Når man tager hul på universitetslivet og begynder at dykke ned i fagene, opdager man hvor mange veje, man kan gå," siger Anne-Cathrine.
Og i løbet af det første semester begynder det teoretiske at falde på plads for de fleste, fortæller hun:
”Man accepterer, at man ikke kan være den bedste til det hele, og at man også nogle gange er den, der har brug for hjælp fra andre til at forstå teorien. Det er faktisk noget at det fedeste ved at gå på universitetet. De andre er dygtige og engagerede, og det giver gruppearbejdet en helt ny dimension.”
Artiklen fortsætter under billedet
”Kan du huske vores første studieprojekt?” spørger Emma Pallesen. Og det kan Anne-Cathrine Burkal.
Efter et sabbatår med arbejde, højskole og knuste rejsedrømme på grund af Corona blev de mødt af et bjerg af ny teori på første semester. Her opdagede de, at kemi er som et puslespil af molekyler, hele verden bygger på. Det var fascinerende for dem begge, men først på andet semester skulle de for alvor til at bruge det, de havde lært.
”Vi fik at vide, at vi skulle lave et projekt, der kunne løse et miljøproblem. Vi valgte at arbejde med plastik og prøvede at finde ud af, om vi kunne nedbryde det kemisk i en mikrobølgeovn,” siger Emma Pallesen.
”Det var vildt fedt,” fortsætter Anne-Cathrine.
”Vi følte os som små forskere på vej til at opdage noget nyt. Normalt smelter man plastik, når man skal nedbryde det. Det er i princippet en fysisk omformning. Vi byggede den her reaktor for at se, om vi kunne gøre det hurtigere, billigere og mere effektivt med mikrobølger. Plastik er interessant at arbejde med, og det var fantastisk at opdage, at nu kunne vi allerede på andet semester bruger noget af det, vi lærte på første semester til at løse nogle ret store problemer i verden,” siger hun.
Da de to veninder gik på første semester virkede teorien meget verdensfjern. De husker tilbage på bjergene af bøger og undervisningen, der nogle gange var på engelsk og nogle gange på dansk.
”Vi lærte om matematik, organisk kemi, uorganisk kemi, fysisk kemi, polymerkemi og så videre og så videre. Vi lærte også underlige ord som metanolyse og ekstrapolere. Kan du huske det? Vi spurgte vores underviser: Hvad fanden betyder det? Nu går vi selv rundt og taler det samme sprog, og det giver mening for os, hvad vi skal bruge det til. Nogle gange kan vi også føle os mega seje over alt det, vi ved,” siger Emma Pallesen og griner højt.
Det er først på tredje semester, at de to studerende har haft tid til at skabe sig et rigtigt fritidsliv ved siden af studiet. Anne-Cathrine har meldt sig ind i en fodboldklub, og Emma er startet til gymnastik og klatring.
Når de møder folk udenfor universitetsverdenen, kan de godt mærke, at der er en vis respekt omkring deres uddannelse.
”Det er altid den samme respons, vi får fra andre. ”Du må godt nok være klog”, eller ”du ligner da ellers ikke en nørd”. Mange har stadig den her gamle forestilling om, at ingeniøren er sådan en kedelig tekniker-type med blå skjorte. Faktisk var jeg også selv overrasket over, hvor mange søde og sjove og dejlige mennesker, der var blandt mine nye studiekammerater, da jeg startede på uni,” siger Anne-Cathrine Burkal.
”Jeg kommer til at tænke på den første nytårsaften, vi holdt sammen med nogle fra holdet. Alle kom med deres egne sikkerhedsbriller fra laboratoriet, og der gik det for alvor op for os, at nu var vi blevet sådan nogle ingeniør-typer,” siger Emma Pallesen.
”Men med festtøj på. Ingen blå skjorter,” understreger Anne-Cathrine Burkal.
