”Det må være en fejl,” tænkte Celine, da hun en tidlig oktoberdag i 2020 sad foran sin Mac i sin lille etværelses-kollegielejlighed i Aarhus N.
Hun havde samlet en masse spektrumdata sammen fra Aarhus Universitets nye hyperspektrale kamera, som havde taget en række billeder af forskellige plastiktyper på et samlebånd, og nu havde hun kørt alle data gennem en såkaldt hovedkomponentanalyse, PCA-analyse.
”Billederne viser de lysbølger, der indfanges af det hyperspektrale kamera, når plastprøverne bliver belyst. Dem laver man så en spektrumanalyse af, og det får jeg så en masse kurver på en graf ud af. Jeg sad og kiggede på kurverne, men kunne simpelthen ikke se forskel på dem, og derfor forsøgte jeg, om man kunne se forskel på dem ved at benytte en PCA-analyse,” siger Celine om sine forsøg i dag.
Og det kunne man åbenbart godt. For det resultat hun fik, var mildest talt overraskende.
Celine Ballegaard Karlsen er født og opvokset i Grenå. Hun stammer fra en ægte kernefamilie og er den ældste i en søskendeflok bestående af fem piger.
Celine er ordblind og har hele livet været rigtig dårlig til særligt sprogfag. Hun kan godt læse skrift, men det tager meget lang tid for hende, og derfor får hun i dag computeren til at læse for sig.
I de mindre klasser i folkeskolen var hun en haj til matematik, men da alfabetet også holdt sit indtog her, blev det sværere for hende. Men hun er praktisk og logisk tænkende og har altid været glad for de naturvidenskabelige fag, og derfor valgte hun matematik, fysik og kemi som hovedfagslinje på gymnasiet. Og så er hun glad for teknologi – en hobby, hun nævner, hun har arvet fra sin far, som er molekylærbiolog.
Idéen om kemiingeniøruddannelsen kom ret tidligt til hende, og hun endte med at starte på diplomingeniøruddannelsen i Kemi på Aarhus Universitet i sommeren 2017.
Artiklen fortsætter under billedet
På fjerde semester havde hun et kursus, der handlede om polymerer, og det faldt i hendes smag.
”Det var ikke så procesteknisk som mange af de andre fag, og det kunne jeg godt lide. Og der mødte jeg lektor Mogens Hinge, som foreslog, at jeg kunne lave bachelorprojekt med ham, hvis jeg havde lyst,” siger hun.
Hun fortsætter:
”Plastik, polymerer og genanvendelse er et utroligt spændende område. Vi lever i en tidsalder i dag, hvor vi smider rigtig meget plastik ud, som vi ikke kan genanvende. Vi kan faktisk kun sortere en lille fraktion fra, som vi kan genbruge, og det er ærgerligt, synes jeg, at alle de ressourcer bare bliver brændt. Så hvis jeg kunne bidrage til noget, der kunne gøre en forskel på området, synes jeg, det ville være super fedt.”
Den tankegang tænder et lys af håb for fremtiden hos Hans Axel Kristensen, CEO for den Lemvig-baserede cleantech-virksomhed PLASTIX.
Virksomheden omdanner brugt fiskeudstyr til plastråvarer ved at vaske, tørre og smelte plastfibre fra eksempelvis gamle fiskenet og reb om til plastgranulat, som så kan genanvendes til nye plastikformål.
”Vi er meget glade for forskningssamarbejdet med Aarhus Universitet, og det har været en sand fornøjelse at se, i hvor høj grad ingeniørstuderende har bidraget til projektet. Det er vigtigt at huske de unge kræfter og vilde idéer blandt de ingeniørstuderende – de brænder virkelig for det, og det er ofte dem, der skaber nye synergier og sætter ting i gang. De er en vigtig ressource på alle trin i deres uddannelse og er med til at skabe vigtige gennembrud, som det vi har set her,” siger Hans Axel Kristensen.
Han husker rigtig godt efteråret 2020, hvor Celine sammen med bl.a. forskere fra Aarhus Universitet fremlagde de meget spændende resultater i Re-Plast projektet, og hvor det blev tydeligt for ham og resten af teamet, at de stod på tærsklen til noget helt nyt inden for plastsortering.
”Den teknologi, vi har udviklet her i samarbejde med universitetet, et intet mindre end et gennembrud for vores muligheder for at genanvende plastik. Det er et stort skridt på rejsen mod 100% udnyttelse af affaldsplastik, og nu glæder vi os til at kunne installere teknologien i vores proceshal og for alvor komme i gang med arbejdet,” siger han.
Celine er i dag 24 år gammel og læser til civilingeniør i Kemi- og Bioteknologi på Aarhus Universitets Institut for Bio- og Kemiteknologi. Hun er i gang med sit speciale, der handler om landbrugsplast med sin vejleder, Mogens Hinge.
I hendes lejlighed på Dania Kollegiet hænger to billeder, der viser den molekylære opbygnings af henholdsvis kaffe og chokolade. Billederne, der er nærmest identiske, minder hende om, at selv ganske små ændringer i altings byggesten kan have enorm betydning.
Sådan er det også med plastik, som ofte er bygget af kæder af kulstof- og brintatomer, sat sammen på forskellige måder.
”Det er virkelig det, der gør kemi så spændende. Det er læren om alt omkring os. At alting i bund og grund er sat sammen af de samme byggesten, de samme atomer, men på forskellige måder, der gør, at de får meget forskellige anvendelsesmuligheder,” siger hun.
Det er disse bittesmå forskelle, som den nye kamerateknologi nu kan se forskel på. Indtil videre er det lykkes holdet bag Re-Plast projektet at kende forskel på 12 forskellige plasttyper, som tilsammen udgør stort set alt husholdningsplast og en del højtydende plasttyper. Men forskningen er ikke slut endnu. Projektet lever videre, og projektpartnerne forventer, at kunne differentiere yderligere inden for polymertyper og forskellige tilsætningsstoffer inden længe.
Celines bachelorprojekt har været et signifikant videnskabeligt bidrag til den publikation, holdet publicerede i det internationale tidsskrift Vibrational Spectroscopy og har haft stor betydning for den eksperimentelle udvikling af de metoder, der skal implementeres på industriskala i 2022.
Hun er meget glad for, at hendes projekt landede, som det gjorde, også selvom det medførte langt mere arbejde for hende selv:
”Projektet var kæmpestort i forhold til, at det kun skulle fylde 20 ECTS-point,” siger hun og fortsætter:
”Men det har været meget fyldestgørende. Da jeg startede på det, havde jeg en idé om, at dette måske engang i fremtiden kunne komme ud og leve i den virkelige verden. Jeg tænkte, at sådan noget forskning, man går og laver på universiteterne, nok først kommer ud og leve om mange år. Så jeg er meget glad for, at vi allerede nu kan begynde at bruge teknologien i industrien. Det har været fedt at arbejde med, og jeg er stolt over mit eget bidrag til denne store udfordring.”
