Der findes mere end 8000 forskellige tangarter. Fælles for dem er, at de er spækket med næringsstoffer, vitaminer, mineraler og proteiner, der med længder overgår en almindelig grøntsag dyrket på land.
Desværre er det meste af den tang, vi kan høste i vores have både uspiselig og svært fordøjelig i rå form, og derfor har Amil Aziz arbejdet med at udvikle en fermenteringsmetode, der kan gøre de mest almindelige tangarter til en sund og velsmagende fødevare.
”Det har været mit mål at finde frem til et kemisk design, der gør et muligt at nedbryde tangens cellestruktur, så de mange værdifulde næringsstoffer kan optages i kroppen, samtidig med at det får en appetitlig konsistens,” siger han.
Amil Ali har været med til at udvikle fermenteringsprocessen i forbindelse med sit praktikophold hos virksomheden Nordisk Tang, som allerede har taget teknologien i brug i stor skala.
”Jeg har fokuseret rigtig meget på at sammensætte en bestemt bakteriekoncentration, der kan gøre fermenteringsprocessen hurtig og effektiv. Det kan give nye muligheder for at dyrke frisk tang i havene og fermentere det direkte efter høst ude på havet. Sådan kan vi opnå en unik smagsprofil og bevare næringsstofferne optimalt,” siger han.
Nordisk Tang producerer i dag en række forskellige tangbaserede fødevarer som for eksempel tørret tang, tangsalat, pesto og øl.
Amil Ali er 23 år og godt i gang med sin uddannelse til diplomingeniør i Kemi. Han havde egentlig ikke tænkt sig, at han skulle arbejde med fødevarer, men efter sit praktiksemester er han blevet grebet af det.
”Det har været vildt interessant at være en del af en lille fødevarevirksomhed, og jeg har lært en masse. Samtidig er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan få ret stor indflydelse med min kemiske grundfaglighed. Det her handler jo ikke bare om, at Nordisk Tang får nye teknologiske muligheder for at udvikle deres forretning. Det handler også om, at vi alle sammen i løbet af de kommende årtier skal finde ud af, hvordan vi skal brødføde den voksende globale befolkning. Jeg tror, at tang kan komme til at spille en vigtig rolle,” siger han.
Inden 2050 forventes verdens befolkning at vokse med 3 milliarder mennesker. Det vil ske samtidig med, at vi har en begrænset adgang til landbrugsarealer, vand og gødningsstoffer. Så hvad skal vi leve af i fremtiden? Det spørgsmål stiller Amil Ali sig selv.
”Tang er en fantastisk uudnyttet resurse som menneskeføde. Det kan dyrkes overalt, og det er super sundt. Tang kræver ikke dyrkningsarealer på land, det kræver ikke vanding, og det forårsager ikke udpining af vores jord. Produktionen er økologisk og kan udvides kraftigt helt uden konsekvenser for klima og miljø,” siger Amil Ali.
Amil Ali, diplomingeniørstuderende.